Lufthavnen i Gaya er ikke særlig stor, og der er ikke andet end nogle rækker stole, hvor man kan sidde og kigge ud på banen og vente på sin flyver. Godt nok er der en disk med et skilt med en tekop på, men der er ikke noget at få, så jeg håber på, at de serverer lidt i flyveren. Jeg er både sulten og træt efter en næsten søvnløs nat. En vanvittig mand holdt hele byen vågen ved at slå på tromme og råbe i en skrattende højttaler om verdens uretfærdigheder og især om kasteforskellene i landet. . .
Hotelejeren foreslår at vi klager til byens offentlige instanser, for hvis han selv forsøger, vil de ikke lytte. Vi skal alligevel forbi kontoret, og vi henvender os til en vagt, som virker meget uinteresseret i os. Vi spørger efter hans chef og får at vide, at han sover. . . Vi kan komme igen ved 16-tiden - fire timer senere. Lang middagslur, han tager sig. Så efter at have spurgt flere steder efter nogen, som man kan klage til og bare er blevet henvist til den sovende chef, opgiver vi. . .
Endnu en gang går vi hen til Maha Bodhi templet. Vi må lige en sidste tur rundt om det. . . Den nepalesiske munk 'Karmasjesje', som vi hver fik et lille armbånd af dagen før, sidder samme sted. Han smiler glad, da han ser os igen og beder os sætte os. Ligesom sidst velsigner han os en ad gangen ved at læse en bøn på nepalesisk. Han giver os hver især en amulet om halsen og hælder lidt blomsterduftende vand først i sine egne hænder og så i vores.
'I pray for your good luck,' siger han.
Hans lille seance har rørt mig dybt, og jeg har det som om jeg kender ham. Jeg siger til ham, at jeg er sikker på, at vi har kendt hinanden før i en anden tid. Han ser på mig og nikker smilende. Jamen, selvfølgelig har vi det.
Jeg har fortalt ham, hvor glad jeg er for Indien, og hvor meget jeg håber, at vi vil komme tilbage. Næste år måske. . .
'I go Nepal soon,' siger han. 'Come back december. I'll see you next time. . . So no goodbye.'
Det er svært at løsrive sig fra Bodhi-templets stærke energier og det farverige skue, der bliver ved dag efter dag. . . Men taxaen venter, og vi går en sidste gang henad promenaden med souvenirboderne og de mange mennesker.
'Der er godt nok dejligt her i Torremolinos,' siger Jørgen og faar mig til at grine. Det er helt rigtigt. Der er lidt Sydspanien over det.
Mens jeg sidder i den kedelige lufthavnshal en times tid senere, lukker jeg øjnene og lytter til 'sangen', der lyder i højttalerne. Om og om igen de samme tre strofer:
'Buddham saranam getiamhi. . . Sangham saranam getiamhi. . . Dhammam saranam getiami.'
(Jeg søger tilflugt i Buddha. . . i sanghaen. . . i dhamma'en. . .)
Jeg er både rørt og bevæget, og jeg er ked af at skulle af sted. Dagene i Sanrnath og Bodh Gaya har givet mig nogle stærke oplevelser, som er gået dybt, og som jeg er sikker på har indflydelse på resten af mit liv. Jeg kan tydeligt se bodhi-parken for mit indre blik, se det farverige skue, træet, statuerne, bederullerne, madrasserne, som tibetanerne har til at lave deres glidefald på, og alle de mennesker, vi har mødt og er kommet i snak med.
Efter en mellemlanding i Varanasi flyver vi mod Delhi. Vi flyver ned gennem et tykt gråt skydække og hen over den kæmpestore by. Da vi er landet, tager vi metroen til endestationen. Efter Delhi's ret nye og flotte lufthavn og den moderne metro med pæne stationer er det er som at være i en helt anden verden, når man står på gaden i mylderet, larmen og snavset. Sådan er Indien fyldt af modsætninger. . .
Vores hotelværelse er pænt og rent med et fint badeværelse, og vi får både to håndklæder og en rulle toiletpapir og en kande te serveret på en bakke. Det er luksus. . . Det eneste minus er, at med mindre vi tænder lyset, er der mørkt både dag og nat, for vores vindue vender ud til en mørk skakt, og ikke den mindste smule dagslys kommer ind.
Den sidste dag bliver også en intens oplevelse. Morgenmaden er rejsens sidste masaladosa, som er blevet noget nær min livret, og så går turen med tuktuk til kadhishoppen, tror vi. Men vores chauffør får sikkert provision af den silke- og tæppeforretning, han sætter os af ved. Så kadhishoppen bliver senere. . . Og da vi endelig finder den, går Jørgen rundt med en fin pakke med det smukkeste tæppe vævet i yakuld af en familie oppe i Kashmir. Og vi har fået en god ven og beundrer i en inidisk tæpppehandler. . . .
Hotelejeren foreslår at vi klager til byens offentlige instanser, for hvis han selv forsøger, vil de ikke lytte. Vi skal alligevel forbi kontoret, og vi henvender os til en vagt, som virker meget uinteresseret i os. Vi spørger efter hans chef og får at vide, at han sover. . . Vi kan komme igen ved 16-tiden - fire timer senere. Lang middagslur, han tager sig. Så efter at have spurgt flere steder efter nogen, som man kan klage til og bare er blevet henvist til den sovende chef, opgiver vi. . .
Endnu en gang går vi hen til Maha Bodhi templet. Vi må lige en sidste tur rundt om det. . . Den nepalesiske munk 'Karmasjesje', som vi hver fik et lille armbånd af dagen før, sidder samme sted. Han smiler glad, da han ser os igen og beder os sætte os. Ligesom sidst velsigner han os en ad gangen ved at læse en bøn på nepalesisk. Han giver os hver især en amulet om halsen og hælder lidt blomsterduftende vand først i sine egne hænder og så i vores.
'I pray for your good luck,' siger han.
Hans lille seance har rørt mig dybt, og jeg har det som om jeg kender ham. Jeg siger til ham, at jeg er sikker på, at vi har kendt hinanden før i en anden tid. Han ser på mig og nikker smilende. Jamen, selvfølgelig har vi det.
Jeg har fortalt ham, hvor glad jeg er for Indien, og hvor meget jeg håber, at vi vil komme tilbage. Næste år måske. . .
'I go Nepal soon,' siger han. 'Come back december. I'll see you next time. . . So no goodbye.'
Det er svært at løsrive sig fra Bodhi-templets stærke energier og det farverige skue, der bliver ved dag efter dag. . . Men taxaen venter, og vi går en sidste gang henad promenaden med souvenirboderne og de mange mennesker.
'Der er godt nok dejligt her i Torremolinos,' siger Jørgen og faar mig til at grine. Det er helt rigtigt. Der er lidt Sydspanien over det.
Mens jeg sidder i den kedelige lufthavnshal en times tid senere, lukker jeg øjnene og lytter til 'sangen', der lyder i højttalerne. Om og om igen de samme tre strofer:
'Buddham saranam getiamhi. . . Sangham saranam getiamhi. . . Dhammam saranam getiami.'
(Jeg søger tilflugt i Buddha. . . i sanghaen. . . i dhamma'en. . .)
Jeg er både rørt og bevæget, og jeg er ked af at skulle af sted. Dagene i Sanrnath og Bodh Gaya har givet mig nogle stærke oplevelser, som er gået dybt, og som jeg er sikker på har indflydelse på resten af mit liv. Jeg kan tydeligt se bodhi-parken for mit indre blik, se det farverige skue, træet, statuerne, bederullerne, madrasserne, som tibetanerne har til at lave deres glidefald på, og alle de mennesker, vi har mødt og er kommet i snak med.
Efter en mellemlanding i Varanasi flyver vi mod Delhi. Vi flyver ned gennem et tykt gråt skydække og hen over den kæmpestore by. Da vi er landet, tager vi metroen til endestationen. Efter Delhi's ret nye og flotte lufthavn og den moderne metro med pæne stationer er det er som at være i en helt anden verden, når man står på gaden i mylderet, larmen og snavset. Sådan er Indien fyldt af modsætninger. . .
Vores hotelværelse er pænt og rent med et fint badeværelse, og vi får både to håndklæder og en rulle toiletpapir og en kande te serveret på en bakke. Det er luksus. . . Det eneste minus er, at med mindre vi tænder lyset, er der mørkt både dag og nat, for vores vindue vender ud til en mørk skakt, og ikke den mindste smule dagslys kommer ind.
Den sidste dag bliver også en intens oplevelse. Morgenmaden er rejsens sidste masaladosa, som er blevet noget nær min livret, og så går turen med tuktuk til kadhishoppen, tror vi. Men vores chauffør får sikkert provision af den silke- og tæppeforretning, han sætter os af ved. Så kadhishoppen bliver senere. . . Og da vi endelig finder den, går Jørgen rundt med en fin pakke med det smukkeste tæppe vævet i yakuld af en familie oppe i Kashmir. Og vi har fået en god ven og beundrer i en inidisk tæpppehandler. . . .
Ingen kommentarer:
Send en kommentar