Taxaen venter på at køre os til stationen med vores bagage, som vi har fået mere af, siden vi kom til Sarnath. Vi blev nødt til at købe en ekstra taske for at have plads til nogle meter stof, som jeg faldt for i khadi-shoppen. Silke og bomuld. Måtte bare have det. Og jeg kunne have købt endnu mere, for det er billigt og en god kvalitet. . .
Det er søndag morgen, og vi tager afsked med mister Jain, som lever helt op til sig navn. Han ikke bare hedder sådan -- han er det også. Jain er en trosretning, der minder en del om buddhisme både i sin moral og etik og i sin historie om oprindelsen, men tilhængerne mener, at jain stammer helt tilbage fra år 3000 fvt. Altså en noget ældre retning. Det er dog underordnet i denne sammenhæng. Mister Jain er et godt, rart og godgørende menneske, der sørger for at hans gæster føler sig hjemme og godt tilpas i hans guesthouse, og derudover gør han en del for at hjælpe fattige børn til at komme i skole og få en ordentlig undervisning. For det er en del af jain-retningen - at hvis man tjener flere penge, end man selv har brug for, så bør man bruge dem på at hjælpe andre.
Vi sidder i mr. Jains stue, som kun er overdækket i den ene halvdel. Den anden har åbent helt op til himlen, og det er smukt, når mørket er faldet på og stjernerne kommet frem, men det er også koldt. Så jeg er stadig glad for mit store kashmirsjal, og jeg ligner helt alle de andre, der kommer for at spise, og som er pakket ind i deres store sjaler. Mr. Jain selv har altid en tyk, mørkeblå jakke på og et uldent tørklæde viklet om sit tyndhårede hoved.
Jeg har lige vasket mig nødtøftigt i koldt vand og udbryder forfængeligt: 'Oh no, my hair is wet,' da han henter sit fotografiapparat.
Han virrer med hovedet fra side til side, som inderne gør, og som jeg efterhånden også har lært at gøre. Det kan betyde alt mellem: 'ja', 'nej', 'ved ikke', og 'jeg er ok og vil dig kun godt'. Man kan ikke klare sig uden at kunne virre med hovedet. . .
'Oh no, no,' siger mr. Jain. 'Hair is hair, and Lis is Lis.'
En følelse af at han kan se mig, som det menneske jeg er, dukker op i mig, og jeg bliver meget rørt. Han tager et billede af mig, og jeg gør klar til at tage et af ham. Han smiler bredt og tager sit tørklæde af hovedet. Et tørklæde er et tørklæde, men mr. Jain er ikke helt mr. Jain, når han har det på. . .
Taxaturen ud af Sarnath og til jernbanestationen er kun omkring tyve kilometer, men med den sædvanlige tætte trafik af oksekærrer, fritgående køer, cykler og biler plus en meget hullet og ujævn vej tager det halvanden time at komme frem. Og der er lastbiler. Jeg har aldrig set så mange på en gang. De holder parkeret langs med den utroligt støvede vej på rad og række den ene efter den anden. Og som ved alle andre byer er der slum. Små lerklinede hytter med tag af sivmåtter, nogle hele, nogle faldefærdige med et halvt tag eller helt uden. Mange af dem er bygget helt ude i vejkanten. Lysebrune børn, der er grå af støv render rundt i vejkanten og leder i affaldsbunker efter noget, de kan bruge. Og jeg sidder inde i bilen med alle mine pakkenelliker på vej til et nyt sted og tænker på mine egne småbørn derhjemme og det liv, de har.
Toget er fyldt til bristepunktet. Vi har købt en pladsbillet for flere dage siden, men alligevel er vores plads optaget af fire andre, der ikke gør andet end at rykke sig lidt, så vi også kan være der, da jeg forklarer, at det er min plads. Vores vogn er en sovevogn, og de fleste sovehylder er slået ned. Tre på hver side og så nogle på tværs i kørselsretningen. Der er plads til mange passagerer. . .
Mine sidekammerater, en ældre kvinde, hendes datter og svigersøn samt en yngre mand, stirrer nysgerrigt på mig. I det hele taget bliver vi stirret meget på, hvor vi kommer frem. Det hjælper altid at smile eller sige hej. Så jeg smiler til dem, virrer med hovedet på den indiske måde, og de smiler alle sammen tilbage. Manden beundrer mit armbånd, som jeg fik i julegave, og som jeg har haft på hver dag siden. 'Denmark,' forklarer jeg. Vi får taget billeder, og da de står af på den næste station, tager vi hjerteligt afsked.
Sælgerne har travlt og render frem og tilbage igennem den smalle toggang. Frem og tilbage, frem og tilbage, og jeg må hele tiden flytte mig, så de ikke falder over mine ben. Der er tehandleren med sit transportable ildsted i en blikspand og kanden placeret ovenpå. Et lille krus te koster 50 øre. Der er salatmanden med kurven fuld af agurker, tomater og krydderier. En anden sælger riskager, som han tager med fingrene i en stor spand, lægger ned i en lille papirbakke og hælder dhal ovenpå. En kommer med foliebakker, der er fyldt med thali - en ret med ris og forskellig slags sovs. Og så er der jordnøddesælgeren med sin store kurv fyldt med ristede nødder, en lille vægt og nogle små stykker avispapir til at pakke nødderne ind i.
Tandbørster og guldure kan man også købe af en mand. Praktisk at kunne børste tænder, når man har spist, og at kunne se, hvad klokken er, når man kommer frem. Til børnene kan man få pædagogiske billedbøger, så man kan fordrive tiden med at lære de små tallene eller navnene på dyrene og andre spændende ting. Og alle de handlende råber højt i munden på hinanden for at lokke passagererne til at købe deres varer.
Et par tiggere er der også. En mand, der ingen hænder har, men kun et par korte armstumper. Han må have hjælp af de andre passagerer til at få puttet de penge, han får, ned i lommerne. En anden, en mand iført en gul silkesari og med et skinnende hårspænde i sin lange, sorte fletning, der hænger ned ad ryggen på ham, går rundt og klapper hidsigt og bestemt i hænderne helt op i hovedet på de mandlige passagerer. Han får en hel del penge.
På den næste bænk ved siden af min sidder et ungt par med tre småbørn. Trip, trap, træsko. . . De ser søde ud, børnene, med fletninger eller rottehaler i deres sorte, skinnende hår. Forældrene ser meget unge ud. De ligner næsten selv store børn, men det er svært at bedømme alder her. Den ene lille pige hyler i vilden sky det meste af tiden, og uanset hvad forældrene gør, holder hun kun nogle få pauser, før skrigeriet begynder igen.
Området, vi kører igennem er fladt med spredte træer og med masser af rismarker, hvor kvinderne går med bøjet ryg og arbejder. Der er floder, som der ikke er særlig meget vand i, og der er støvede landsbyer.
Efter tre timer er vi fremme. Så snart vi stiger af toget, bliver vi budt velkommen til Gaya af en chauffør, som vil køre os til Bodh Gaya, hvor de fleste turister plejer at skulle hen. Udenlandske turister er der ikke mange af med vores tog, så meget hurtigt er vi omringet af chauffører, der lokker os med 'good price for Bodh Gaya', og de skændes om, hvem der først fik øje på os. De forfølger os ned ad trappen og ud foran banegården. 'Very good price,' bliver de ved i munden på hinanden uden at tage sig det mindste af vores afvisninger. Og lidt efter dukker buschaufføren op for at fortælle os, at det kun koster 10 rupees at tage bussen. Lige pludselig bliver jeg hidsig og siger noget meget højt og hurtigt til dem. 'Let me think!' råber jeg. Jeg skal lige have lov til at lande. . . Så bliver der meget stille. 'Fifty rupees for my bus,' siger jeg og ruller overdrevent på r'erne og slår ud med armene. Mændene griner, vi får lidt ro til lige at stille vores bagage et øjeblik og puste ud. Heldigvis er der meget humor her. . .
Når der er en vinder, er der nogle gange flere tabere, og det bliver der her. Vinderen af vores køretur til Bodh Gaya slæber glad min rygsæk hen til sin tuktuk, mens de andre går tilbage til deres for at vente på nye muligheder. Og ad endnu en hullet og støvet vej kører vi til det hotel, vi har bestilt værelse på. 'Harsh and Yash' hedder det opkaldt efter den venlige ejers to små sønner. Vi skal give halvtreds kroner pr. nat, men så er der også en god seng med rene, hvide lagner, og på toilettet er der en bruser, og der er varmt vand det meste af dagen. Så det er ret luksuøst.
Parken i Sarnath er magisk. Udgravningerne af det gamle kloster, stupa'en på det sted, hvor Buddha holdt sin første forelæsning, store træer med tykke, knudrede stammer, hvor jordegern løber rundt, et boddhitræ og en stor græsplæne. . . Der er mange pilgrimme, og den sidste eftermiddag, vi var der, gik jeg med en gruppe thailændere rundt om stupa'en. De nynnede deres bønner i takt med deres anførers slag på en rund trækugle, som han gik med i hånden. Rundt om i parken på græsset eller på murværket sad munke og mediterede, og nogle børn rendte rundt og tiggede om slik eller penge. Solen var ved at gå ned og lagde et smukt, sløret lys ud over det hele. Og klokken 18 satte vi os til at meditere på vores værelse. Der blev slået nogle slag på den store, tunge malmklokke i templet overfor. Dens rungende lyd er hver dag indledning til, at Buddha's første forelæsning bliver chantet, så alle i nærheden kan høre med. Det varer en god time - og for mig var det en smuk og stærk oplevelse. . .
Bodh Gaya er noget helt andet end magiske Sarnath. Engelske Jenny, som vi mødte hos mr. Jain, og som anbefalede os hotellet i BG, sagde, at her var mere hektisk, og efter at have gået rundt i Maha Bodhi templet forstod jeg, hvad hun mente. Her er mange, mange, mange mennesker, og Joergen, der har været her for over tyve år siden, kan ikke genkende ret meget af det. Bodhitræet, hvor Buddha sad, da han fik sin oplysning, er der, og stupa'en, der er bygget til ære for det, er der stadig. Udenfor er der som jeg har set så mange steder i Sydeuropa, boder med souvenirs i massevis, cafeer og små restauranter. Imens går munke og pilgrimme meget tæt rundt om templet, eller de sidder og mediterer eller - for mange af tibetanernes vedkommende - laver glidefald, går rundt med bederuller eller andre ting, som kan føre dem videre i deres spirituelle udvikling. . .
Det er et farverigt og fascinerende skue, og der er en konstant larm. Selvom der hænger skilte, hvor der står 'Silence please', så er der ingen, der tager sig af det. Måske mener folk ikke, at det er larm, de laver. . . Men stille er der i hvert fald ikke, når hundredvis af mennesker mumler, nynner,chanter, slår på trækugler, fremsiger bønner i en mikrofon. . .
Men bodhi-træet lader sig ikke rokke. Det står med sine store, tykke grene og er vidne til det hele!!!!
Det er søndag morgen, og vi tager afsked med mister Jain, som lever helt op til sig navn. Han ikke bare hedder sådan -- han er det også. Jain er en trosretning, der minder en del om buddhisme både i sin moral og etik og i sin historie om oprindelsen, men tilhængerne mener, at jain stammer helt tilbage fra år 3000 fvt. Altså en noget ældre retning. Det er dog underordnet i denne sammenhæng. Mister Jain er et godt, rart og godgørende menneske, der sørger for at hans gæster føler sig hjemme og godt tilpas i hans guesthouse, og derudover gør han en del for at hjælpe fattige børn til at komme i skole og få en ordentlig undervisning. For det er en del af jain-retningen - at hvis man tjener flere penge, end man selv har brug for, så bør man bruge dem på at hjælpe andre.
Vi sidder i mr. Jains stue, som kun er overdækket i den ene halvdel. Den anden har åbent helt op til himlen, og det er smukt, når mørket er faldet på og stjernerne kommet frem, men det er også koldt. Så jeg er stadig glad for mit store kashmirsjal, og jeg ligner helt alle de andre, der kommer for at spise, og som er pakket ind i deres store sjaler. Mr. Jain selv har altid en tyk, mørkeblå jakke på og et uldent tørklæde viklet om sit tyndhårede hoved.
Jeg har lige vasket mig nødtøftigt i koldt vand og udbryder forfængeligt: 'Oh no, my hair is wet,' da han henter sit fotografiapparat.
Han virrer med hovedet fra side til side, som inderne gør, og som jeg efterhånden også har lært at gøre. Det kan betyde alt mellem: 'ja', 'nej', 'ved ikke', og 'jeg er ok og vil dig kun godt'. Man kan ikke klare sig uden at kunne virre med hovedet. . .
'Oh no, no,' siger mr. Jain. 'Hair is hair, and Lis is Lis.'
En følelse af at han kan se mig, som det menneske jeg er, dukker op i mig, og jeg bliver meget rørt. Han tager et billede af mig, og jeg gør klar til at tage et af ham. Han smiler bredt og tager sit tørklæde af hovedet. Et tørklæde er et tørklæde, men mr. Jain er ikke helt mr. Jain, når han har det på. . .
Taxaturen ud af Sarnath og til jernbanestationen er kun omkring tyve kilometer, men med den sædvanlige tætte trafik af oksekærrer, fritgående køer, cykler og biler plus en meget hullet og ujævn vej tager det halvanden time at komme frem. Og der er lastbiler. Jeg har aldrig set så mange på en gang. De holder parkeret langs med den utroligt støvede vej på rad og række den ene efter den anden. Og som ved alle andre byer er der slum. Små lerklinede hytter med tag af sivmåtter, nogle hele, nogle faldefærdige med et halvt tag eller helt uden. Mange af dem er bygget helt ude i vejkanten. Lysebrune børn, der er grå af støv render rundt i vejkanten og leder i affaldsbunker efter noget, de kan bruge. Og jeg sidder inde i bilen med alle mine pakkenelliker på vej til et nyt sted og tænker på mine egne småbørn derhjemme og det liv, de har.
Toget er fyldt til bristepunktet. Vi har købt en pladsbillet for flere dage siden, men alligevel er vores plads optaget af fire andre, der ikke gør andet end at rykke sig lidt, så vi også kan være der, da jeg forklarer, at det er min plads. Vores vogn er en sovevogn, og de fleste sovehylder er slået ned. Tre på hver side og så nogle på tværs i kørselsretningen. Der er plads til mange passagerer. . .
Mine sidekammerater, en ældre kvinde, hendes datter og svigersøn samt en yngre mand, stirrer nysgerrigt på mig. I det hele taget bliver vi stirret meget på, hvor vi kommer frem. Det hjælper altid at smile eller sige hej. Så jeg smiler til dem, virrer med hovedet på den indiske måde, og de smiler alle sammen tilbage. Manden beundrer mit armbånd, som jeg fik i julegave, og som jeg har haft på hver dag siden. 'Denmark,' forklarer jeg. Vi får taget billeder, og da de står af på den næste station, tager vi hjerteligt afsked.
Sælgerne har travlt og render frem og tilbage igennem den smalle toggang. Frem og tilbage, frem og tilbage, og jeg må hele tiden flytte mig, så de ikke falder over mine ben. Der er tehandleren med sit transportable ildsted i en blikspand og kanden placeret ovenpå. Et lille krus te koster 50 øre. Der er salatmanden med kurven fuld af agurker, tomater og krydderier. En anden sælger riskager, som han tager med fingrene i en stor spand, lægger ned i en lille papirbakke og hælder dhal ovenpå. En kommer med foliebakker, der er fyldt med thali - en ret med ris og forskellig slags sovs. Og så er der jordnøddesælgeren med sin store kurv fyldt med ristede nødder, en lille vægt og nogle små stykker avispapir til at pakke nødderne ind i.
Tandbørster og guldure kan man også købe af en mand. Praktisk at kunne børste tænder, når man har spist, og at kunne se, hvad klokken er, når man kommer frem. Til børnene kan man få pædagogiske billedbøger, så man kan fordrive tiden med at lære de små tallene eller navnene på dyrene og andre spændende ting. Og alle de handlende råber højt i munden på hinanden for at lokke passagererne til at købe deres varer.
Et par tiggere er der også. En mand, der ingen hænder har, men kun et par korte armstumper. Han må have hjælp af de andre passagerer til at få puttet de penge, han får, ned i lommerne. En anden, en mand iført en gul silkesari og med et skinnende hårspænde i sin lange, sorte fletning, der hænger ned ad ryggen på ham, går rundt og klapper hidsigt og bestemt i hænderne helt op i hovedet på de mandlige passagerer. Han får en hel del penge.
På den næste bænk ved siden af min sidder et ungt par med tre småbørn. Trip, trap, træsko. . . De ser søde ud, børnene, med fletninger eller rottehaler i deres sorte, skinnende hår. Forældrene ser meget unge ud. De ligner næsten selv store børn, men det er svært at bedømme alder her. Den ene lille pige hyler i vilden sky det meste af tiden, og uanset hvad forældrene gør, holder hun kun nogle få pauser, før skrigeriet begynder igen.
Området, vi kører igennem er fladt med spredte træer og med masser af rismarker, hvor kvinderne går med bøjet ryg og arbejder. Der er floder, som der ikke er særlig meget vand i, og der er støvede landsbyer.
Efter tre timer er vi fremme. Så snart vi stiger af toget, bliver vi budt velkommen til Gaya af en chauffør, som vil køre os til Bodh Gaya, hvor de fleste turister plejer at skulle hen. Udenlandske turister er der ikke mange af med vores tog, så meget hurtigt er vi omringet af chauffører, der lokker os med 'good price for Bodh Gaya', og de skændes om, hvem der først fik øje på os. De forfølger os ned ad trappen og ud foran banegården. 'Very good price,' bliver de ved i munden på hinanden uden at tage sig det mindste af vores afvisninger. Og lidt efter dukker buschaufføren op for at fortælle os, at det kun koster 10 rupees at tage bussen. Lige pludselig bliver jeg hidsig og siger noget meget højt og hurtigt til dem. 'Let me think!' råber jeg. Jeg skal lige have lov til at lande. . . Så bliver der meget stille. 'Fifty rupees for my bus,' siger jeg og ruller overdrevent på r'erne og slår ud med armene. Mændene griner, vi får lidt ro til lige at stille vores bagage et øjeblik og puste ud. Heldigvis er der meget humor her. . .
Når der er en vinder, er der nogle gange flere tabere, og det bliver der her. Vinderen af vores køretur til Bodh Gaya slæber glad min rygsæk hen til sin tuktuk, mens de andre går tilbage til deres for at vente på nye muligheder. Og ad endnu en hullet og støvet vej kører vi til det hotel, vi har bestilt værelse på. 'Harsh and Yash' hedder det opkaldt efter den venlige ejers to små sønner. Vi skal give halvtreds kroner pr. nat, men så er der også en god seng med rene, hvide lagner, og på toilettet er der en bruser, og der er varmt vand det meste af dagen. Så det er ret luksuøst.
Parken i Sarnath er magisk. Udgravningerne af det gamle kloster, stupa'en på det sted, hvor Buddha holdt sin første forelæsning, store træer med tykke, knudrede stammer, hvor jordegern løber rundt, et boddhitræ og en stor græsplæne. . . Der er mange pilgrimme, og den sidste eftermiddag, vi var der, gik jeg med en gruppe thailændere rundt om stupa'en. De nynnede deres bønner i takt med deres anførers slag på en rund trækugle, som han gik med i hånden. Rundt om i parken på græsset eller på murværket sad munke og mediterede, og nogle børn rendte rundt og tiggede om slik eller penge. Solen var ved at gå ned og lagde et smukt, sløret lys ud over det hele. Og klokken 18 satte vi os til at meditere på vores værelse. Der blev slået nogle slag på den store, tunge malmklokke i templet overfor. Dens rungende lyd er hver dag indledning til, at Buddha's første forelæsning bliver chantet, så alle i nærheden kan høre med. Det varer en god time - og for mig var det en smuk og stærk oplevelse. . .
Bodh Gaya er noget helt andet end magiske Sarnath. Engelske Jenny, som vi mødte hos mr. Jain, og som anbefalede os hotellet i BG, sagde, at her var mere hektisk, og efter at have gået rundt i Maha Bodhi templet forstod jeg, hvad hun mente. Her er mange, mange, mange mennesker, og Joergen, der har været her for over tyve år siden, kan ikke genkende ret meget af det. Bodhitræet, hvor Buddha sad, da han fik sin oplysning, er der, og stupa'en, der er bygget til ære for det, er der stadig. Udenfor er der som jeg har set så mange steder i Sydeuropa, boder med souvenirs i massevis, cafeer og små restauranter. Imens går munke og pilgrimme meget tæt rundt om templet, eller de sidder og mediterer eller - for mange af tibetanernes vedkommende - laver glidefald, går rundt med bederuller eller andre ting, som kan føre dem videre i deres spirituelle udvikling. . .
Men bodhi-træet lader sig ikke rokke. Det står med sine store, tykke grene og er vidne til det hele!!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar