'Nice couple,' raaber cigarhandleren til os, da vi gaar op ad trappen forbi hans butik. 'How many years??'
Jeg smiler bare til ham uden at svare og gaar videre ind i de smaa gyder, som vi aldrig naar helt af finde rundt i. De er som en stor labyrint, og det er svaert at finde ud af hvilken retning, man bevaeger sig i, for solens straaler naar aldrig helt herned. Og man maa sno sig og se sig godt for, saa man ikke traeder i noget eller bliver koert ned bagfra. Der er nemlig baade gaaende og folk paa motorcykel og almindelig cykel, og der er koer, der synes, de skal ligge midt i det hele og geder og hunde.
Pludselig lyder der en hoejlydt ringen, og vi klemmer os op af en husmur for at lade et ligfoelge passere. Forrest kommer en ung mand traekkende med en cykel. Paa anhaengeren har han et kaempelaes braende, som sikkert er vejet noeje, saa der lige praecis er nok, for braende er dyrt. Isaer sandeltrae. . . Bag ham kommer fire maend baerende paa baaren med den doede iklaedt de obligate gule og orange ligklaeder. Alle i foelget er maend, og de raaber hoejt og taktfast 'Rama nama saa. . . . ', mens de hastigt gaar ned mod baalpladsen. 'Guds navn er sandt.'
Saadan er Varansi - hele tiden bliver man mindet om, at man ikke lever evigt, saa det er bare om at nyde det. Og det goer vi. Nyder livet, der er saa larmende og farverigt: boernene, der flyver med deres smaa drager paa ghat'erne eller paa hustagene, saelgerne, der forsoeger at faa os til at koebe deres vidunderlige varer - alle til en helt saerlig pris - de hellige maend, som altid baerer deres faa ejendele paa sig: en enkel klaededragt, en turban og en madspand - baaedene paa floden, de andre turister, den gode mad. . .
Da vi kommer tilbage til tobakshandleren siger han 'Already. . . ? You say not how long?' Han ser paa mig og paa Joergen og paa mig igen.
'Many lifetimes,' svarer jeg.
'Ohhh, smiler han. 'Like Indian culture.' Det kan han godt lide.
Da det er blevet moerkt, gaar vi ud i byen igen. Denne gang for at finde en restaurant, som vi har laest godt om i Lonely Planet, alle turisters bibel. Vi maa spoerge os for, og folk er hjaelpsomme og ivrige efter at vise os vej - nogle ogsaa lidt ivrige efter at vise os deres egen butik paa vejen. Men vi finder 'The brown bread bakery', som ligger paa tredjesal i et af de gamle huse. Og vi faar baade dejlig mad og levende musik, mens vi sidder paa gulvet paa bloede puder foran smaa, lave borde i klare farver. Alt er oekologisk og hjemmelavet, og alle, der arbejder her, er sikret en ordentlig loen, sygeforsikring og pensionsordning. Stedet bliver koert af frivillige, og til hele projektet hoerer ogsaa en skole, hvor boernene laerer ting, der er helt almindelige i dk, men som ikke er saerligt almindeligt her. Mange gaar aldrig i skole, og vi ser mange boern, der driver rundt i gaderne og leger eller tigger eller maaske arbejder. . . Saa der er meget at tage fat paa, og projektet: 'learn-for-life' er et af dem, der goer noget.
Det er let at komme i snak med inderne, og saadan er det ogsaa med de to musikere. De broedre, begge i tyverne.Den ene spiller tablas, indiske trommer, den anden et meget specielt strengeinstument, en sarod, der er lavet af trae, metal og skind. Deres musik er virkelig vaerd at lytte til, og det er tydeligt, at de selv nyder det. Da de holder op med at spille, saetter de sig hen til os, og vi faar en lang og hyggelig snak. Sarod-spilleren, den aeldste af de to, har rejst en del og optraadt i flere lande baade Frankrig, Tyskland og Finland. Saa hvem ved, om han en dag kommer til Danmark? Lad os se.
Paa vores guesthouse skal man vaere hjemme senest klokken 22, saa vi tager afsked og finder hurtigt hjem. Sidste nat paa Panghata. Sidste morgenmad paa tagterrassen med udsigt over Ganges. Saa afsked med tjenerne, receptionen og de andre turister. Med oensker om en god rejse og om at ses igen til naeste aar, siger vi farvel. Saadan er det at rejse. . . man moedes, falder i snak og tager afsked.
Vi gaar hen til hovedgaden for at finde en tuktuk. Jeg foeler mig lidt som en 'fin dame', da jeg gaar efter de to unge fyre, som baerer vores tunge rygsaekke. Men jeg kan naesten ikke slaebe min egen, saa det er ok at betale sig fra lidt hjaelp. . .
Jeg smiler bare til ham uden at svare og gaar videre ind i de smaa gyder, som vi aldrig naar helt af finde rundt i. De er som en stor labyrint, og det er svaert at finde ud af hvilken retning, man bevaeger sig i, for solens straaler naar aldrig helt herned. Og man maa sno sig og se sig godt for, saa man ikke traeder i noget eller bliver koert ned bagfra. Der er nemlig baade gaaende og folk paa motorcykel og almindelig cykel, og der er koer, der synes, de skal ligge midt i det hele og geder og hunde.
Pludselig lyder der en hoejlydt ringen, og vi klemmer os op af en husmur for at lade et ligfoelge passere. Forrest kommer en ung mand traekkende med en cykel. Paa anhaengeren har han et kaempelaes braende, som sikkert er vejet noeje, saa der lige praecis er nok, for braende er dyrt. Isaer sandeltrae. . . Bag ham kommer fire maend baerende paa baaren med den doede iklaedt de obligate gule og orange ligklaeder. Alle i foelget er maend, og de raaber hoejt og taktfast 'Rama nama saa. . . . ', mens de hastigt gaar ned mod baalpladsen. 'Guds navn er sandt.'
Saadan er Varansi - hele tiden bliver man mindet om, at man ikke lever evigt, saa det er bare om at nyde det. Og det goer vi. Nyder livet, der er saa larmende og farverigt: boernene, der flyver med deres smaa drager paa ghat'erne eller paa hustagene, saelgerne, der forsoeger at faa os til at koebe deres vidunderlige varer - alle til en helt saerlig pris - de hellige maend, som altid baerer deres faa ejendele paa sig: en enkel klaededragt, en turban og en madspand - baaedene paa floden, de andre turister, den gode mad. . .
Da vi kommer tilbage til tobakshandleren siger han 'Already. . . ? You say not how long?' Han ser paa mig og paa Joergen og paa mig igen.
'Many lifetimes,' svarer jeg.
'Ohhh, smiler han. 'Like Indian culture.' Det kan han godt lide.
Da det er blevet moerkt, gaar vi ud i byen igen. Denne gang for at finde en restaurant, som vi har laest godt om i Lonely Planet, alle turisters bibel. Vi maa spoerge os for, og folk er hjaelpsomme og ivrige efter at vise os vej - nogle ogsaa lidt ivrige efter at vise os deres egen butik paa vejen. Men vi finder 'The brown bread bakery', som ligger paa tredjesal i et af de gamle huse. Og vi faar baade dejlig mad og levende musik, mens vi sidder paa gulvet paa bloede puder foran smaa, lave borde i klare farver. Alt er oekologisk og hjemmelavet, og alle, der arbejder her, er sikret en ordentlig loen, sygeforsikring og pensionsordning. Stedet bliver koert af frivillige, og til hele projektet hoerer ogsaa en skole, hvor boernene laerer ting, der er helt almindelige i dk, men som ikke er saerligt almindeligt her. Mange gaar aldrig i skole, og vi ser mange boern, der driver rundt i gaderne og leger eller tigger eller maaske arbejder. . . Saa der er meget at tage fat paa, og projektet: 'learn-for-life' er et af dem, der goer noget.
Det er let at komme i snak med inderne, og saadan er det ogsaa med de to musikere. De broedre, begge i tyverne.Den ene spiller tablas, indiske trommer, den anden et meget specielt strengeinstument, en sarod, der er lavet af trae, metal og skind. Deres musik er virkelig vaerd at lytte til, og det er tydeligt, at de selv nyder det. Da de holder op med at spille, saetter de sig hen til os, og vi faar en lang og hyggelig snak. Sarod-spilleren, den aeldste af de to, har rejst en del og optraadt i flere lande baade Frankrig, Tyskland og Finland. Saa hvem ved, om han en dag kommer til Danmark? Lad os se.
Paa vores guesthouse skal man vaere hjemme senest klokken 22, saa vi tager afsked og finder hurtigt hjem. Sidste nat paa Panghata. Sidste morgenmad paa tagterrassen med udsigt over Ganges. Saa afsked med tjenerne, receptionen og de andre turister. Med oensker om en god rejse og om at ses igen til naeste aar, siger vi farvel. Saadan er det at rejse. . . man moedes, falder i snak og tager afsked.
Vi gaar hen til hovedgaden for at finde en tuktuk. Jeg foeler mig lidt som en 'fin dame', da jeg gaar efter de to unge fyre, som baerer vores tunge rygsaekke. Men jeg kan naesten ikke slaebe min egen, saa det er ok at betale sig fra lidt hjaelp. . .
Ingen kommentarer:
Send en kommentar