Hvor bliver dagene af? Endnu en solnedgang over det indiske ocean. Maanen er forlaengst staaet op, og om lidt, naar det begynder at blive moerkt, dukker venus op paa den sorte himmel for efter nogle timer at slukkes med en syden, naar den falder i havet. . .
'Alt det her skal I betale for,' siger vores tjener og peger paa den smukke udsigt fra restauranten, der ligger helt ned til stranden. 'Jeg har det helt gratis og kan nyde det, saa meget jeg vil.'
Vi har talt med ham hver dag, siden vi kom. Han har serveret en del omeletter, frugtsalater, friskpressede juicer, ingefaerte og ris med groentsager for os, og han ved efterhaanden, hvad vi godt kan lide. 'Sorry,' er et ord, han bruger meget. For mange gange er han saa ivrig efter at snakke, at han glemmer et eller andet af det, vi har bestilt. Han har fortalt os mange ting om sig selv, sit liv - og i dag fik vi en laengere historie om guderne, Vishnu, Gaia og daemonerne, og om hvordan universet haenger sammen, og om de mange, mange liv, vi skal leve. Til morgen afsloerede han hemmeligheden om 'ungdommens kilde' for os.
En gang om aaret skal man leve i coelibat i tre uger, forklarede han alvorligt. Samtidig skal man hver dag paa fastende hjerte drikke et glas honning iblandet fire andre ingredienser, som jeg lige skal finde ud af helt praecist, og saa skal man loebe 16 kilometer for at kunne fordoeje honningdrikken. Ganske enkelt. . . Det skal proeves.
Vores tjener er en meget ulykkelig ung mand, der kun sjaeldent smiler. Han arbejder ligesom sine kolleger - fem, seks andre unge maend - fra morgen til aften. En af dem staar det meste af tiden nede paa stranden, hvor han servicerer dem, der er for dovne til at rejse sig fra deres strandstol for andet end at gaa ud i boelgerne. Saa gaar han op og ned ad trapperne til restauranten og kommer med koelige drikke eller frugt. En anden staar og klasker smaa dejkugler ned i disken og former dem til naanbroed eller chapati, og broedene er friskbagte og varme. Ude fra baglokalet kommer stegeosen, lugten af krydderier og lyden fra juicemaskinen, som bliver brugt flittigt.
Bag ved restauranten kan man lige faa et glimt ind i den hytte, hvor personalet slapper af, naar der ikke er noget at tage sig til, og hvor de ogsaa sover om natten. Der er en del rod og skrammel, og saa er der en koejeseng og et par andre senge. Og at doemme efter et par avisannoncer, jeg har set, er loennen omkring 6000 rupees om maaneden. Ikke meget, selvom alt er billigt her.
TIl gengaeld er udsigten smuk, vandet er dejligt, sandet hvidt, himlen altid blaa, og dage kan nemt blive til uger her. Man kommer uundgaaeligt ned i tempo. . . Svaert at loesrive sig fra. Men i morgen formiddag venter en taxa paa at koere os til et hotel i naerheden af Goa lufthavn, saa er klar til at flyve klokken syv morgen.
Varanasi venter paa os. . . og jeg er meget spaendt paa, hvordan det vil vaere!
'Alt det her skal I betale for,' siger vores tjener og peger paa den smukke udsigt fra restauranten, der ligger helt ned til stranden. 'Jeg har det helt gratis og kan nyde det, saa meget jeg vil.'
Vi har talt med ham hver dag, siden vi kom. Han har serveret en del omeletter, frugtsalater, friskpressede juicer, ingefaerte og ris med groentsager for os, og han ved efterhaanden, hvad vi godt kan lide. 'Sorry,' er et ord, han bruger meget. For mange gange er han saa ivrig efter at snakke, at han glemmer et eller andet af det, vi har bestilt. Han har fortalt os mange ting om sig selv, sit liv - og i dag fik vi en laengere historie om guderne, Vishnu, Gaia og daemonerne, og om hvordan universet haenger sammen, og om de mange, mange liv, vi skal leve. Til morgen afsloerede han hemmeligheden om 'ungdommens kilde' for os.
En gang om aaret skal man leve i coelibat i tre uger, forklarede han alvorligt. Samtidig skal man hver dag paa fastende hjerte drikke et glas honning iblandet fire andre ingredienser, som jeg lige skal finde ud af helt praecist, og saa skal man loebe 16 kilometer for at kunne fordoeje honningdrikken. Ganske enkelt. . . Det skal proeves.
Vores tjener er en meget ulykkelig ung mand, der kun sjaeldent smiler. Han arbejder ligesom sine kolleger - fem, seks andre unge maend - fra morgen til aften. En af dem staar det meste af tiden nede paa stranden, hvor han servicerer dem, der er for dovne til at rejse sig fra deres strandstol for andet end at gaa ud i boelgerne. Saa gaar han op og ned ad trapperne til restauranten og kommer med koelige drikke eller frugt. En anden staar og klasker smaa dejkugler ned i disken og former dem til naanbroed eller chapati, og broedene er friskbagte og varme. Ude fra baglokalet kommer stegeosen, lugten af krydderier og lyden fra juicemaskinen, som bliver brugt flittigt.
Bag ved restauranten kan man lige faa et glimt ind i den hytte, hvor personalet slapper af, naar der ikke er noget at tage sig til, og hvor de ogsaa sover om natten. Der er en del rod og skrammel, og saa er der en koejeseng og et par andre senge. Og at doemme efter et par avisannoncer, jeg har set, er loennen omkring 6000 rupees om maaneden. Ikke meget, selvom alt er billigt her.
TIl gengaeld er udsigten smuk, vandet er dejligt, sandet hvidt, himlen altid blaa, og dage kan nemt blive til uger her. Man kommer uundgaaeligt ned i tempo. . . Svaert at loesrive sig fra. Men i morgen formiddag venter en taxa paa at koere os til et hotel i naerheden af Goa lufthavn, saa er klar til at flyve klokken syv morgen.
Varanasi venter paa os. . . og jeg er meget spaendt paa, hvordan det vil vaere!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar