Sarnath

Jeg bliver vaekket af den rungende lyd fra en stor gonggong. Lidt efter begynder en chanten - en meget monoton sang - som bliver ved og ved og ved. . . Jeg kan ligesaa godt opgive at sove laengere. Er det ikke skraeppende krager eller mullah'er, der raaber fra minareten, er det noget andet, jeg vaagner af. Der er stille om natten, men folk staar tidligt op - isaer munke - og saa er freden forbi. Vi bor ikke ret langt fra 'Buddha-omraadet', saa der er masser af munke og pilgrimme og templer og klostre. Fra vores balkon kan jeg se over til et tempel, hvor der altid sidder nogle tibetanske munke og mediterer. Og de gør det sjældent i stilhed. Saa selvom det knap nok er blevet lyst, kan jeg godt opgive at sove mere.


Vi er i Sarnath  - stedet, hvor Buddha for over 2500 aar kom til fra Bodgaya, hvor han siddende under bodhitraet var blevet oplyst. Her i Sarnath grundlagde han den første buddhistiske menighed, sangha'en, da han havde mødt sine foerste fem disciple. Over for dem i sin første forelaesning afslørede han den 'ottefoldige vej' - vejen ud af al menneskelig lidelse. 


Sarnath er noget helt specielt. En lille by med måske omkring 10.000 indbyggere. Her er lave huse, templer, statuer, et par museer og en stor park, og i udkanten af byen er der marker med ris og kartofler. Man kan finde steder, hvor man kan gå i fred og være sig selv lidt. Men saa snart man er i naerheden af 'centrum', er der mange mennesker. Isaer omkring parken, som er den stoerste attraktion, myldrer det med baade almindelige turister, der bare skal 'se' og med folk, der kommer hertil i gruppevis fra Sri Lanka eller Thailand for at aere og tilbede Buddha. Mange er iklaedt deres fineste toej, mange er i hvidt. . . I dag moedte vi et stort hold fra Sri Lanka. Det kunne vi se, fordi det var trykt paa deres ens irgrønne kasketter. De lyste langt vaek, saa folk nemt kunne finde hinanden, hvis de skulle blive vaek.  
Og de tibetanske munke kan man altid genkende paa deres moerkeroede dragt og skaldede hoved. 


Uden for parken er der boder med buddhafigurer i mange afskygninger, perlekæder og bedekranse, billeder og blomster. Der er boder med is og med te og ristede jordnødder, og det er ikke nemt at gaa i fred for tiggere. 

Det koster 100 rupees at komme ind i parken, der omgiver udgravningerne af et stort, gammelt kloster og det monument, der ligger der, hvor Buddha skal have siddet og delt ud af sin visdom dengang for saa mange aar siden. Monumentet ligner mest af alt et stort, rundt taarn i moerke sten. Folk gaar rundt og rundt om det, nogle alene, de fleste i grupper, mens de beder stille eller hoejlydt. Nogle har et lys med, og nogle laegger blomsterkranse. Og selvom det er strengt forbudt, er der mange, der har klistret smaa stykker tyndt guldpapir paa muren, og der haenger tibetanske bedeflag her og der. 


Vi kom hertil i går med en tuktuk. En kort tur paa omkring ti kilometer. Ud af Varanasis mylder og leben, over Ganges og ud ad landevejen, hvor det efterhånden tyndede lidt ud i trafik og menneskemængden. Et stykke ud ad en sidevej til vores nye hjem. Et meget anderledes sted end noget af det andet, vi har boet i. Meget hyggeligt, næsten familieagtigt og meget spartansk. Vi har en seng, et bord og nogle hylder muret ind i vaeggen. Lysstofrør i loftet og en nøgen sparepære over sengen. Der er toilet med håndvask på værelset, og når vi vil i bad, henter vi en spand varmt vand nedenunder. Vi betaler 500 rupees pr. nat, hvilket svarer til godt 55 kroner. Så det er til at leve med, at madrassen er tynd og hård som sten, og at vi kun har et tæppe til at lægge over os. Jeg er meget glad for min sovepose og for min lagenpose af silke, som gør, at jeg kan holde varmen. . .