Der er så stille rundt omkring mig. Det er som om jeg er helt alene i denne her by. . . Der er ingen biler, der dytter nede på gaden, ingen jernpersienner, der bliver trukket op, ingen sælgere, der råber om kap for at falbyde deres varer, og når jeg går ud, er der ingen børn, der kalder på mig og beder om at blive fotograferet, ingen, der spørger, hvor jeg kommer fra. Der er ingen hellige køer, ingen tuktukchauffører, der tilbyder at køre mig hen, hvor jeg vil for en 'very good price'. Der er ingen kvinder i farvestrålende sarier, ingen mænd med orange turban, og der er temmelig rent og pænt. Der er ingen hellige køer med malede horn og Ingen herreløse hunde. Dem, jeg møder, er i snor, og de få elefanter, jeg har set her, er i bur.
Den eneste larm, jeg oplever, er den i mit eget hoved. For efter syv uger med næsten konstant larm, har jeg fået 'susen for ørerne'.
Det er mærkeligt at komme tilbage til Danmark. Meget mærkeligt. Det er rart at sove i min egen seng igen, og det er rart at få et stykke rugbrød med ost. Og det er rigtig dejligt at se mine børn og mine venner igen. . .
Men det var vemodigt at blive kørt til lufthavnen i Delhi fredag morgen, og jeg kunne sagtens være begyndt forfra på rejsen.
Dagen før havde jeg spist rejsens sidste masala dosa til morgenmad og gået rundt i Delhi's mylder. Vi havde pakket rygsækkene og proppet vores ekstra taske med kashmirtæppet og stoffet fra Sarnath, så lynlåsen gik i stykker, og vi måtte fare ud i en tuktuk på endnu en tur rundt i trafikken for at købe en ny taske. Et sted undervejs, hvor vi holdt for rødt lys, kom to småbørn rendende ind imellem de tæt holdende biler. Den ældste gav sig til at slå på tromme, mens den anden slog saltomortaler, indtil vi kørte videre. Et andet sted, hvor vi holdt for rødt, kom der en dreng og en pige og stillede sig på hver side af vores tuktuk, greb fat i os, tog hånden op til munden for at vise, at de var sultne, greb fat i vores ben. . . Chaufføren lærte mig at sige: 'Charro, charro'. Det er hindi og betyder 'gå væk!.'
Vi fik ikke bare en taske, men også en søn den sidste dag. Godt nok en temmelig voksen søn, men det har selvfølgelig også sine fordele. Vi skal ikke til at opdrage ham eller gå til forældremøder i skolen og al den slags, der følger med, når man har børn. Ham her kan klare sig selv, for han er tuktukchauffør og han kører ret godt.
Det var ham selv, der fandt ud af, at vi skulle være hans forældre, da vi sad på bagsædet af hans tuktuk og kørte igennem gaden, hvor de solgte møbler i træ. Der var flere møbelbutikker efter hinanden, og mændene sad og skar mønstre i stole og sengegavle. Det så rigtig fint ud.
'You are my parents,' sagde chaufføren og vendte sig om imod os. 'You my mum,' sagde han og så glad på mig. 'You my dad,' sagde han til Jørgen og måtte pludselig bremse hårdt op en milimeter fra den forankørende tuktuk. Det er bedst at holde øje med trafikken, når man kører. .
Vi blev sat af ved gyden ned til vores hotel. 'Bye bye, mum, ' sagde han og trykkede min hånd. 'Bye bye, dad,' sagde han og gav Jørgen hånden. Så kørte han, og vi gik op på vores værelse og fik fyldt den nye taske, som vi måtte betale for at få med som ekstra bagage i flyet, men som holdt til hele turen.
Om aftenen gik vi rundt for at finde et sted at spise den sidste indiske middag for denne gange, og vi endte med at gå op på vores hotels tagterrasse og spise der. Ved siden af sad et par unge, tyske piger. Den ene brød pludselig sammen i gråd. Hun var lige landet samme dag i Delhi, fortalte hun, da vi spurgte, om vi kunne gøre noget for hende. Det hele var bare for meget og for voldsomt for hende, og hun vidste egentlig ikke, hvad hun lavede her, og hvor hun skulle hen.
Indien gør indtryk på ene eller den anden måde. Det kan man ikke komme udenom. Det er så anderledes. Så farverigt, så beskidt, så fattigt, så smukt. . . alting. Modsætninger. Hele tiden modsætninger.
Det har været en fantastisk rejse - og den er ikke slut. Jeg er ganske vist kommet hjem, men jeg er ikke den samme, som jeg var, før jeg tog af sted. Jeg har oplevet en masse, og jeg har lært en masse. . . om mig selv, om andre mennesker, om grænser, om omsorg, om kærlighed - om mad, om olier, om urter. . .
Såååå - har jeg sagt det tydeligt nok? Jeg er faldet for Indien. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men det skete få timer efter, vi var ankommet til hotel Rak i Det gamle Delhi's bazar. Jeg lå på sengen på vores værelse for at slappe af og undrede mig lidt over, hvor i verden jeg var kommet hen. Og så lige pludselig - ja, så var jeg der bare, og jeg elskede det!
Som munken, Karmasjesje i Mahabodhiparken sagde: 'No goodbye - see you next time!'
Ingen kommentarer:
Send en kommentar