På vej fra Varanasi til Sarnath gjorde vores tuktuk holdt. Vi steg ud, og straks kom der en mand hen til os og præsenterede sig som ven af vores chauffør. Denne, som efter sit eget udsagnvar en gammel mand på 65 og uden kone og familie, talte så dårligt engelsk, at han måtte have hjælp til at finde ud af, hvor det var, vi skulle hen. Så han havde ringet til sin ven og aftalt at mødes med ham midt på landevejen. Vi forklarede, at vi skulle til Sarnath og være der et par dage.
'Oh, Sarnath,' sagde han. 'Sarnath, many, many beggars. Many. . . don't give money. No good money to beggars.'
Der var mange tiggere i Sarnath. Mange. Ligesom alle andre steder, vi har været. I Delhi selvfølgelig. En kæmpe by. I Trivandrum, Varkala i Sydindien. . . Som her i Bodh Gaya, hvor Buddha blev oplyst efter at have siddet i flere uger under bodhitræet. Om det er en storby, en landsby, et helligt sted, en strand, så er der tiggere.
Buddha's søgen efter indsigt og frihed fra samsara - den evige trædemølle med genfødsel efter genfødsel - var forårsaget af hans opdagelse af, at alting er lidelse. Dukkha, dukkha. . . Og hvis man ikke lukker øjnene i Indien og ikke kun ser alt det smukke og farverige og fantastiske og spændende, ser man megen lidelse.
Rundt om Maha Bodhi-templet, som er bygget ved bodhitræet, og som rummer en buddhastatue i guld, er der en dejlig park med mange bodhitræer, blomster og marmorfliser og -bænke. Der er gjort plads til, at man kan gå rundt om templet og ære Buddha. Plads til at man kan sidde og meditere i grupper eller alene. Der er mange, mange mennesker hele dagen, og når solen er gået ned, bliver templet oplyst, og mange går rundt med et stearinlys i hånden. Det er et meget smukt syn.
Før man går ind i parken, tager man sine sko af - for at vise respekt, men sikkert også af praktiske grunde. Der står vagter foran indgangen, og man bliver gennemlyst, før man får lov til at gå ind. Vil man fotografere, skal man betale tyve rupees.
Udenfor parken er lavet en fin, bred promenade, hvor den ene bod efter den anden tilbyder souvenir af mange slags, og man kan sågar købe et lille telt af en slags net, som man kan sidde og meditere i. Det myldrer med turister, pilgrimme og munke fra Tibet, Thailand, Japan. . . Man kan kende den ene fra den anden på farven på deres dragt. Selv deres hue og lærredstaske matcher selve dragten. Nogle gange også sokkerne. . .
Og så er der tiggerne. Der er manden uden arme, der sidder foran en stor spand, som han håber, folk vil putte penge i. Den etbenede mand, som dog har et par krykker, og som i går dansede en underholdende dans akkompagneret af et par unge fyre, der havde sat sig for at spille på trommer. Der er mange gamle koner med ansigter som brune, indtørrede rosiner og øjne, der holder øje med hver en bevægelse, man gør. 'Tager hun sin pung frem? Giver hun mig lidt penge?' tænker de sikkert. Nogle af dem har sat sig sammen i en større flok og snakker lidt, mens de hver især banker deres metalskål ned i fliserne. Men de holder øje, og nogle er hidsige og banker i fliserne med en stok og råber efter en. Eller jamrer højlydt.
Der er manden, hvis magre ben ser ud, som om der er bundet knude på dem, og som hopper af sted på rumpen ved hjæp af sine ligeså tynde arme.
Der er børnene, som aldrig kommer til at gå i skole, og som meget tidligt lærer at løbe efter fremmede mennesker og række hånden ud. 'Hello sir,' siger de og griber fat i én. Sender én et bedende blik og tager hånden op til munden. 'Food!' De er tynde, snavsede, forhutlede, snotnæsede og med lus i håret. Klædt i for store trøjer og bukser med huller. En lille pige, som ikke er meget ældre end mit yngste barnebarn på to, ligger ligeså lang hun er og banker sin metalskål ned i marmorfliserne. En lidt større dreng gør det samme. . . Store brune øjne i magre ansigter, der er alt for alvorlige for et barn, tynde kroppe. . .
Hvordan ser deres fremtid ud? Nogle af dem har ingen. 'Drengen uden fremtid, ' kaldte vi ham, vi mødte på søndagsmarkedet i Vasco da Gama. Man kan se meget om et menneske i en hånd. Personlighed, talenter, fremtidsmuligheder. Da den her dreng rakte hånden ud mod os for at få lidt småmønter, var det tydeligt, at han ingen fremtid havde. Næsten ingen linjer var der - ikke meget liv forude.
Der er de spedalske, hvis fingre og tæer er ved at være smuldret væk. Hænderne er viklet ind i dårlige forbindinger. Og der var ham i Varkala ved stranden, hvor vi spiste morgenmad hver dag. Han kom helt hen til os, og jeg så ham i øjnene. En helt normalt udseende ung mand. Pæn, rar og venlig. Der var bare det usædvanlige ved ham, at han sad på jorden og bumpede sig fremad. Hans overkrop virkede helt normal, men hans ben var ikke andet end nogle knogler overtrukket med tynd, næsten gennemsigtig hud. Han viste os den ene lårbensknogle. 'Tomorrow hospital,' sagde han. Han fortalte, at han skulle opereres. Vi så ham ikke siden, og jeg håber, at der var noget, der kunne gøres for ham.
Mit hjerte græder, når jeg går forbi al elendigheden. . . Dukkha, dukkha. Lidelse. . . Jeg er stort set magtesløs. Selvom jeg giver lidt her og der, så er der atter en dag i morgen.
Så er hundene. Alle vegne er der hunde. På strandene, i byerne, på landet. De hører ikke til nogen. De render rundt og lægger sig hvor som helst, og så snart man er lidt venlig overfor dem, følger de efter én. Vi har allerede været ved at få hund en hel del gange. De ligner stort set hinanden alle sammen. Halvstore, tynde dyr. Nogle med hængepatter efter et nylig født kuld hvalpe. Andre med underlige gevækster hængende fra bugen, som om nogen af indvoldene er ved at falde ud af kroppen på dem. Lus og lopper og sår har mange af dem, og ligesom børnene i slummen leder de i affaldsbunkerne efter noget, de kan spise.
Og affald er der nok af. Alle steder er der affald. Næsten. Folk smider deres skidt alle vegne. I toget, når man har spist, ryger emballagen ud af vinduet. Ud på skinnerne. I grøftekanten. Så er der ryddet op. I hvert fald i kupeen.
Langs vejene ligger dynger af affald. Bag husene. Foran dem. Og nogle steder er stanken mildt sagt ulidelig. Men kvinderne går rundt i silkesarier, og man tager skoene af, før man går ind i silkeforretningen, på internetcaféen, sit værelse.
Skidt, skidt, skidt. . . . Det er ubeskriveligt.
'Poor people,' siger en mand, der sælger buddhafigurer. Vi er inde for at spørge om vej, og hans forretning er pæn og ordentlig, og vi har stillet vores sandaler udenfor. 'Poor people' ved altså ikke, hvor de skal gøre af deres affald. Men jeg har nu set masser af mennesker, der ikke ser ud til at være fattige, smide deres affald, hvor de kan. Der er langt imellem affaldskurvene. Ikke engang i toget er der nogen. Heller ikke på perronen er det til at finde nogen, og hvis der er én, er der meget langt at gå for at smide sit tekrus ud. I hvert fald for en inder.
Henne om hjørnet, hvor vi gik forbi i formiddags, da vi skulle ud at gå en tur, gik en flok sorte grise i en stor bunke affald af al mulig slags og forsøgte at æde sig igennem den. De havde det godt og gik og gryntede glad, mens jeg tænker på, hvor meget det ville hjælpe på det hele, hvis alle lærte at rydde op efter sig. . . Det har nok lange udsigter, og der er mange vaner, der skulle laves om på, før. . . Selvom nogle steder forsøger man at gøre noget ved det. I Ooty for eksempel hang der overalt store plakater om et 'plastikfrit land', og der var mange affaldskurve i den botaniske have. . .
'Oh, Sarnath,' sagde han. 'Sarnath, many, many beggars. Many. . . don't give money. No good money to beggars.'
Der var mange tiggere i Sarnath. Mange. Ligesom alle andre steder, vi har været. I Delhi selvfølgelig. En kæmpe by. I Trivandrum, Varkala i Sydindien. . . Som her i Bodh Gaya, hvor Buddha blev oplyst efter at have siddet i flere uger under bodhitræet. Om det er en storby, en landsby, et helligt sted, en strand, så er der tiggere.
Buddha's søgen efter indsigt og frihed fra samsara - den evige trædemølle med genfødsel efter genfødsel - var forårsaget af hans opdagelse af, at alting er lidelse. Dukkha, dukkha. . . Og hvis man ikke lukker øjnene i Indien og ikke kun ser alt det smukke og farverige og fantastiske og spændende, ser man megen lidelse.
Rundt om Maha Bodhi-templet, som er bygget ved bodhitræet, og som rummer en buddhastatue i guld, er der en dejlig park med mange bodhitræer, blomster og marmorfliser og -bænke. Der er gjort plads til, at man kan gå rundt om templet og ære Buddha. Plads til at man kan sidde og meditere i grupper eller alene. Der er mange, mange mennesker hele dagen, og når solen er gået ned, bliver templet oplyst, og mange går rundt med et stearinlys i hånden. Det er et meget smukt syn.
Før man går ind i parken, tager man sine sko af - for at vise respekt, men sikkert også af praktiske grunde. Der står vagter foran indgangen, og man bliver gennemlyst, før man får lov til at gå ind. Vil man fotografere, skal man betale tyve rupees.
Udenfor parken er lavet en fin, bred promenade, hvor den ene bod efter den anden tilbyder souvenir af mange slags, og man kan sågar købe et lille telt af en slags net, som man kan sidde og meditere i. Det myldrer med turister, pilgrimme og munke fra Tibet, Thailand, Japan. . . Man kan kende den ene fra den anden på farven på deres dragt. Selv deres hue og lærredstaske matcher selve dragten. Nogle gange også sokkerne. . .
Og så er der tiggerne. Der er manden uden arme, der sidder foran en stor spand, som han håber, folk vil putte penge i. Den etbenede mand, som dog har et par krykker, og som i går dansede en underholdende dans akkompagneret af et par unge fyre, der havde sat sig for at spille på trommer. Der er mange gamle koner med ansigter som brune, indtørrede rosiner og øjne, der holder øje med hver en bevægelse, man gør. 'Tager hun sin pung frem? Giver hun mig lidt penge?' tænker de sikkert. Nogle af dem har sat sig sammen i en større flok og snakker lidt, mens de hver især banker deres metalskål ned i fliserne. Men de holder øje, og nogle er hidsige og banker i fliserne med en stok og råber efter en. Eller jamrer højlydt.
Der er manden, hvis magre ben ser ud, som om der er bundet knude på dem, og som hopper af sted på rumpen ved hjæp af sine ligeså tynde arme.
Der er børnene, som aldrig kommer til at gå i skole, og som meget tidligt lærer at løbe efter fremmede mennesker og række hånden ud. 'Hello sir,' siger de og griber fat i én. Sender én et bedende blik og tager hånden op til munden. 'Food!' De er tynde, snavsede, forhutlede, snotnæsede og med lus i håret. Klædt i for store trøjer og bukser med huller. En lille pige, som ikke er meget ældre end mit yngste barnebarn på to, ligger ligeså lang hun er og banker sin metalskål ned i marmorfliserne. En lidt større dreng gør det samme. . . Store brune øjne i magre ansigter, der er alt for alvorlige for et barn, tynde kroppe. . .
Hvordan ser deres fremtid ud? Nogle af dem har ingen. 'Drengen uden fremtid, ' kaldte vi ham, vi mødte på søndagsmarkedet i Vasco da Gama. Man kan se meget om et menneske i en hånd. Personlighed, talenter, fremtidsmuligheder. Da den her dreng rakte hånden ud mod os for at få lidt småmønter, var det tydeligt, at han ingen fremtid havde. Næsten ingen linjer var der - ikke meget liv forude.
Der er de spedalske, hvis fingre og tæer er ved at være smuldret væk. Hænderne er viklet ind i dårlige forbindinger. Og der var ham i Varkala ved stranden, hvor vi spiste morgenmad hver dag. Han kom helt hen til os, og jeg så ham i øjnene. En helt normalt udseende ung mand. Pæn, rar og venlig. Der var bare det usædvanlige ved ham, at han sad på jorden og bumpede sig fremad. Hans overkrop virkede helt normal, men hans ben var ikke andet end nogle knogler overtrukket med tynd, næsten gennemsigtig hud. Han viste os den ene lårbensknogle. 'Tomorrow hospital,' sagde han. Han fortalte, at han skulle opereres. Vi så ham ikke siden, og jeg håber, at der var noget, der kunne gøres for ham.
Mit hjerte græder, når jeg går forbi al elendigheden. . . Dukkha, dukkha. Lidelse. . . Jeg er stort set magtesløs. Selvom jeg giver lidt her og der, så er der atter en dag i morgen.
Så er hundene. Alle vegne er der hunde. På strandene, i byerne, på landet. De hører ikke til nogen. De render rundt og lægger sig hvor som helst, og så snart man er lidt venlig overfor dem, følger de efter én. Vi har allerede været ved at få hund en hel del gange. De ligner stort set hinanden alle sammen. Halvstore, tynde dyr. Nogle med hængepatter efter et nylig født kuld hvalpe. Andre med underlige gevækster hængende fra bugen, som om nogen af indvoldene er ved at falde ud af kroppen på dem. Lus og lopper og sår har mange af dem, og ligesom børnene i slummen leder de i affaldsbunkerne efter noget, de kan spise.
Og affald er der nok af. Alle steder er der affald. Næsten. Folk smider deres skidt alle vegne. I toget, når man har spist, ryger emballagen ud af vinduet. Ud på skinnerne. I grøftekanten. Så er der ryddet op. I hvert fald i kupeen.
Langs vejene ligger dynger af affald. Bag husene. Foran dem. Og nogle steder er stanken mildt sagt ulidelig. Men kvinderne går rundt i silkesarier, og man tager skoene af, før man går ind i silkeforretningen, på internetcaféen, sit værelse.
Skidt, skidt, skidt. . . . Det er ubeskriveligt.
'Poor people,' siger en mand, der sælger buddhafigurer. Vi er inde for at spørge om vej, og hans forretning er pæn og ordentlig, og vi har stillet vores sandaler udenfor. 'Poor people' ved altså ikke, hvor de skal gøre af deres affald. Men jeg har nu set masser af mennesker, der ikke ser ud til at være fattige, smide deres affald, hvor de kan. Der er langt imellem affaldskurvene. Ikke engang i toget er der nogen. Heller ikke på perronen er det til at finde nogen, og hvis der er én, er der meget langt at gå for at smide sit tekrus ud. I hvert fald for en inder.
Henne om hjørnet, hvor vi gik forbi i formiddags, da vi skulle ud at gå en tur, gik en flok sorte grise i en stor bunke affald af al mulig slags og forsøgte at æde sig igennem den. De havde det godt og gik og gryntede glad, mens jeg tænker på, hvor meget det ville hjælpe på det hele, hvis alle lærte at rydde op efter sig. . . Det har nok lange udsigter, og der er mange vaner, der skulle laves om på, før. . . Selvom nogle steder forsøger man at gøre noget ved det. I Ooty for eksempel hang der overalt store plakater om et 'plastikfrit land', og der var mange affaldskurve i den botaniske have. . .
Ingen kommentarer:
Send en kommentar