Saa er vi virkelig kommet til troperne. Solen skinner, det er meget varmt, og her fra internetcafeen kan jeg se ud over det Indiske Ocean. Helt ude paa kanten af det ligger nogle containerskibe, og hvis det ikke var for den snurrende 'fan' i loftet, kunne jeg hoere de store boelger bruse for foden af skraenten.
Kom hertil i gaar efter en dags tid i Trivandrum, hvor vi floej til fra Delhi. En tur, der tog det meste af torsdagen. Mellemlandede Cennai, hvor vi ventede tre timer paa at komme med et propelfly det sidste stykke af vejen. Og saa var vi cirka 12.000 kilometer hjemmefra. Saa vildt og saa herligt!
'Jeg kommer til Delhi igen,' sagde jeg forleden til den tuktuk-chauffoer, der koerte os ud til 'det roede fort' i Delhi, og som mente, at min kaereste ligner en filmstar fra Bllywood, og som i ovrigt var noget af en roever, der tog mere end det dobbelte af, hvad vi gav for at komme samme vej tilbage.
'Saadan maa du ikke sige, frue,' sagde han. 'Det er kun guderne, der kender voeres skaebne.'
'Jeg haaber, at jeg kommer tilbage igen en dag,' rettede jeg mig selv, og saa nikkede han tilfreds.
I gaar koerte vi saa med en tuktuk de 50 kilometer fra Trivandrum til Varkala. Vores foerste hotel var overbooket, og vi bad chauffoeren koere os til 'hotel Salram'.
'Oh no,' udbroed han. 'No good, no good! They drink!!'
Han syntes, vi hellere skulle tage til Varkala, og han skulle nok koere os.
Da vi alligevel havde taenkt os at tage til Varkala, tog vi ham paa ordet og bad ham vise os et godt sted ved havet.
Det tog et par timer ad en meget trafikeret og stoevet landevej. Sira, som vores chauffoer hed, var meget underholdende. Han fortalte om sin tid som 'commandant officer' i den engelske haer. Han fortalte om de steder, vi passerede og spurgte nysgerrigt til os. Slog ud med armene og sang hoejt og glad ind imellem. Dyttede ad alle og enhver, snoede sig ind og ud mellem de andre trafikanter og raabte hej til folk, som han paastod var hans venner. 'Friends everywhere,' sagde han.
Saa kom vi til Varkala, og endelig kunne vi se havet! Han koerte os hen ad en smal vej, der ligger paa kanten af en roed skraent. Her laa butikker med sjaler, smykker, sten og lette gevandter side om side med restuaranter. Han stoppede ved 'Hill View', som han syntes var et passende sted til os. Efter lidt prutten om prisen for turen, tog vi afsked og blev installeret i en femkantet bunkgalow med veranda inde mellem kokospalmerne. Vi skal give 100 kroner om dagen, saa det er til at klare.
Nu bliver vi her indtil videre. Vi skal slappe af, gaa i vandet, daske rundt ligesom de andre turister, som der er en del af her. Det er et noget anderledes Indien end det andet, jeg har set indtil nu. Maden er knap saa staerk, alt er lidt dyrere, der er stort set ingen tigggere, ikke saa meget larm, og luften er ren.
Nu faar vi se, hvad vi goer. . . Vi er ikke bundet af noget. Det eneste, jeg er sikker paa, er at vi har en billet hjem til Danmark den 17. februar.
Kom hertil i gaar efter en dags tid i Trivandrum, hvor vi floej til fra Delhi. En tur, der tog det meste af torsdagen. Mellemlandede Cennai, hvor vi ventede tre timer paa at komme med et propelfly det sidste stykke af vejen. Og saa var vi cirka 12.000 kilometer hjemmefra. Saa vildt og saa herligt!
'Jeg kommer til Delhi igen,' sagde jeg forleden til den tuktuk-chauffoer, der koerte os ud til 'det roede fort' i Delhi, og som mente, at min kaereste ligner en filmstar fra Bllywood, og som i ovrigt var noget af en roever, der tog mere end det dobbelte af, hvad vi gav for at komme samme vej tilbage.
'Saadan maa du ikke sige, frue,' sagde han. 'Det er kun guderne, der kender voeres skaebne.'
'Jeg haaber, at jeg kommer tilbage igen en dag,' rettede jeg mig selv, og saa nikkede han tilfreds.
I gaar koerte vi saa med en tuktuk de 50 kilometer fra Trivandrum til Varkala. Vores foerste hotel var overbooket, og vi bad chauffoeren koere os til 'hotel Salram'.
'Oh no,' udbroed han. 'No good, no good! They drink!!'
Han syntes, vi hellere skulle tage til Varkala, og han skulle nok koere os.
Da vi alligevel havde taenkt os at tage til Varkala, tog vi ham paa ordet og bad ham vise os et godt sted ved havet.
Det tog et par timer ad en meget trafikeret og stoevet landevej. Sira, som vores chauffoer hed, var meget underholdende. Han fortalte om sin tid som 'commandant officer' i den engelske haer. Han fortalte om de steder, vi passerede og spurgte nysgerrigt til os. Slog ud med armene og sang hoejt og glad ind imellem. Dyttede ad alle og enhver, snoede sig ind og ud mellem de andre trafikanter og raabte hej til folk, som han paastod var hans venner. 'Friends everywhere,' sagde han.
Saa kom vi til Varkala, og endelig kunne vi se havet! Han koerte os hen ad en smal vej, der ligger paa kanten af en roed skraent. Her laa butikker med sjaler, smykker, sten og lette gevandter side om side med restuaranter. Han stoppede ved 'Hill View', som han syntes var et passende sted til os. Efter lidt prutten om prisen for turen, tog vi afsked og blev installeret i en femkantet bunkgalow med veranda inde mellem kokospalmerne. Vi skal give 100 kroner om dagen, saa det er til at klare.
Nu bliver vi her indtil videre. Vi skal slappe af, gaa i vandet, daske rundt ligesom de andre turister, som der er en del af her. Det er et noget anderledes Indien end det andet, jeg har set indtil nu. Maden er knap saa staerk, alt er lidt dyrere, der er stort set ingen tigggere, ikke saa meget larm, og luften er ren.
Nu faar vi se, hvad vi goer. . . Vi er ikke bundet af noget. Det eneste, jeg er sikker paa, er at vi har en billet hjem til Danmark den 17. februar.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar