Om morgenen, saa snart det foerste lys bryder frem, bliver vi vaekket af kragernes skraeppen, og lidt efter blander mullah'ens raab i hoejtalerne sig med den. 'Allah, Allah,' lyder det, men han holder snart op. Kragerne til gengaeld bliver ved hele dagen, og de er alle vegne. De er temmelig fraekke. Leder efter noget at spise alle steder. Havde vaeret oppe paa 'vores' balkon efter en appelsin, vi havde ladet ligge forleden. Gaar om bord i en tallerken med madrester paa restauranten ude ved vandet. Og i aftes ved solnedgangen paa strandpromenaden var de med i store flokke.
Skraepper, skraepper, skraepper. . .
Vi er i Cochi. En gammel koloniby med verdens stoerste naturlige havn, og som baerer tydelige praeg af en fortid med hollaendere, portugisere og englaendere. Der er store velhaverhuse - nogle i viktoriansk stil, og der er de mere almindelige faldefaerdige smaa. Omraadet er hovedsagelig muslimsk, og der er en del moskeer, men der er ogsaa en joedisk synagoge og flere katolske kirker. Mange forretninger har en lille hylde haengende med et jesusbillede og et lys. Saa er man ikke i tvivl om deres tro.I Santa Cruz-basilikaen er der tit festlige gudstjenester med larmende musik og hoeje halleluja-raab.
Men lige meget hvor hoejt praesten praediker eller mullah'en raaber, kan man hoere kragerne. . .
Byen er den hyggeligste, vi har vaeret i indtil nu. Og her er varmt. . . Vores vaerelse har kun en elektrisk vifte i loftet. Aircon behoever man ikke paa den her aarstid, mente tuktuk-chauffoeren, som koerte os fra stationen i Ernakullam og hertil. Saadan kan man have det saa forskelligt. Jeg sveder i hvert fald. Mindst ligesaa meget som de fem hunde, der har lagt sig ind under en gammel lyseroed bil for at soege skygge. Og som firbenet, der kravler op ad vaeggen her over for mig for at gemme sig. Eller som gederne, der ligger og stoenner paa fortovet.
At vi er i et omraade med meget vand, er ogsaa til at maerke. Jeg er naermest aedt op af myg - og det kloer! Men jeg har anskaffet mig det bedste middel ifoelge tjeneren, hvor vi spiste morgenmad. Han gik rundt med en tube 'odomos' i bukselommen og tilboed at smoere mig med det. Det er det bedste middel, sagde han. Han brugte det til familien og havde gode resultater. Saa jeg skyndte mig ned til et af de mange pharmacy'er, som har lidt af hvert. Og jeg fik min tube odomos, som jeg har smurt mig ind i, og som jeg nu gaar rundt med i tasken. Saa kan de faa, de dumme myg.
Livet er begyndt at gaa lidt langsommere. Tempoet bliver automatisk sat ned. Vi har ikke travlt. Skal ikke naa andet, end det vi selv bestemmer. Og det er dejligt!
Ved hjaelp af Mister Wilson har vi faaet organiseret en tur op i hoejderne her bagved. Der er mange smaa turistbureau'er, der tilbyder udflugter for enhver smag. Og vi faldt for Mister Wilson's lille kontor ved siden af en ganske paen toejforretning, som viste sig at tilhoere hans kone. Mister Wilson taler udmaerket engelsk og kender lidt til Danmark.
'You come from ice,' siger han og griner og soerger for at vi faar serveret en kop te med maelk. Han har god tid og fortaeller og forklarer og spoerger nysgerrigt til os. Da joergen fortaller, at vi er paa en slags honeymoon, scorer vi points. . . Men han er ikke nem at faa til at gaa ned i pris selv ikke efter flere trusler om at gaa uden at koebe hans udflugt.
'Oh, you are a good actor,' siger han til Joergen, da vi for anden eller tredje gang rejser os og giver tegn til at gaa.
Til sidst bliver vi enige, og i morgen tidlig klokken halv syv bliver vi hentet af en af Wilson's fortraeffelige chauffoerer, som med sit 'smiling face' vil vise os rundt i hoejderne, hvor vi skal se vandfald, besoege elefanter og se te- og krydderiplantager. Efter et par overnatinger i det efter sigende dejligste hus med blomster i massevis og smukke fugle, tager vi videre paa egen haand.
Da vi senere i aftes efter vores udmaerkede middag taet ved havnen, hvor der var lidt luft, igen loeb paa Mister Wilson og hans kone, fortalte han, at han skulle noejes med et par toast og en omelet. Mere havde han ikke raad til. Han er ogsaa lidt af en 'good actor'.
Vi faar se, hvad tiden bringer. Et er sikkert - ligsom danskeren, som vi snakkede med i en hyggelig gaardhave, hvor vi fik morgenmad i dag, og som ogsaa er her for foerste gang, er jeg faldet for Indien. Helt og aldeles.
Skraepper, skraepper, skraepper. . .
Vi er i Cochi. En gammel koloniby med verdens stoerste naturlige havn, og som baerer tydelige praeg af en fortid med hollaendere, portugisere og englaendere. Der er store velhaverhuse - nogle i viktoriansk stil, og der er de mere almindelige faldefaerdige smaa. Omraadet er hovedsagelig muslimsk, og der er en del moskeer, men der er ogsaa en joedisk synagoge og flere katolske kirker. Mange forretninger har en lille hylde haengende med et jesusbillede og et lys. Saa er man ikke i tvivl om deres tro.I Santa Cruz-basilikaen er der tit festlige gudstjenester med larmende musik og hoeje halleluja-raab.
Men lige meget hvor hoejt praesten praediker eller mullah'en raaber, kan man hoere kragerne. . .
Byen er den hyggeligste, vi har vaeret i indtil nu. Og her er varmt. . . Vores vaerelse har kun en elektrisk vifte i loftet. Aircon behoever man ikke paa den her aarstid, mente tuktuk-chauffoeren, som koerte os fra stationen i Ernakullam og hertil. Saadan kan man have det saa forskelligt. Jeg sveder i hvert fald. Mindst ligesaa meget som de fem hunde, der har lagt sig ind under en gammel lyseroed bil for at soege skygge. Og som firbenet, der kravler op ad vaeggen her over for mig for at gemme sig. Eller som gederne, der ligger og stoenner paa fortovet.
At vi er i et omraade med meget vand, er ogsaa til at maerke. Jeg er naermest aedt op af myg - og det kloer! Men jeg har anskaffet mig det bedste middel ifoelge tjeneren, hvor vi spiste morgenmad. Han gik rundt med en tube 'odomos' i bukselommen og tilboed at smoere mig med det. Det er det bedste middel, sagde han. Han brugte det til familien og havde gode resultater. Saa jeg skyndte mig ned til et af de mange pharmacy'er, som har lidt af hvert. Og jeg fik min tube odomos, som jeg har smurt mig ind i, og som jeg nu gaar rundt med i tasken. Saa kan de faa, de dumme myg.
Livet er begyndt at gaa lidt langsommere. Tempoet bliver automatisk sat ned. Vi har ikke travlt. Skal ikke naa andet, end det vi selv bestemmer. Og det er dejligt!
Ved hjaelp af Mister Wilson har vi faaet organiseret en tur op i hoejderne her bagved. Der er mange smaa turistbureau'er, der tilbyder udflugter for enhver smag. Og vi faldt for Mister Wilson's lille kontor ved siden af en ganske paen toejforretning, som viste sig at tilhoere hans kone. Mister Wilson taler udmaerket engelsk og kender lidt til Danmark.
'You come from ice,' siger han og griner og soerger for at vi faar serveret en kop te med maelk. Han har god tid og fortaeller og forklarer og spoerger nysgerrigt til os. Da joergen fortaller, at vi er paa en slags honeymoon, scorer vi points. . . Men han er ikke nem at faa til at gaa ned i pris selv ikke efter flere trusler om at gaa uden at koebe hans udflugt.
'Oh, you are a good actor,' siger han til Joergen, da vi for anden eller tredje gang rejser os og giver tegn til at gaa.
Til sidst bliver vi enige, og i morgen tidlig klokken halv syv bliver vi hentet af en af Wilson's fortraeffelige chauffoerer, som med sit 'smiling face' vil vise os rundt i hoejderne, hvor vi skal se vandfald, besoege elefanter og se te- og krydderiplantager. Efter et par overnatinger i det efter sigende dejligste hus med blomster i massevis og smukke fugle, tager vi videre paa egen haand.
Da vi senere i aftes efter vores udmaerkede middag taet ved havnen, hvor der var lidt luft, igen loeb paa Mister Wilson og hans kone, fortalte han, at han skulle noejes med et par toast og en omelet. Mere havde han ikke raad til. Han er ogsaa lidt af en 'good actor'.
Vi faar se, hvad tiden bringer. Et er sikkert - ligsom danskeren, som vi snakkede med i en hyggelig gaardhave, hvor vi fik morgenmad i dag, og som ogsaa er her for foerste gang, er jeg faldet for Indien. Helt og aldeles.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar