'Velkommen i min butik,' siger alle de handlende og slaar ud med armene for at byde en indenfor, naar man slentrer henad 'strandvejen' med alle boderne. Saa snart der er den mindste oejenkontakt, eller man stopper op for at kigge, ser de en chance. 'Vi har det her i mange flere farver indenfor, frue. . . De kan faa lige, hvad de oensker. . . Vi har rigtig gode priser. . . '
I gaar i middagsheden gik jeg en tur alene for at se mig lidt om og maaske faa koebt det sjal, jeg har snakket om , siden vi kom. Jeg saa paa det ene og paa det andet og gik til sidst med ind et sted, hvor jeg syntes, sjalerne saa ok ud. En soed ung kvinde viste mig det ene og det andet og fortalte, hvor godt farverne klaedte mig.
'Men det er for dyrt,' forsoegte jeg mig.
"Ahh nej, frue - det er en rigtig god pris. Jeg tjener ikke noget paa det!' bedyrede hun mig. Som om jeg troede paa det. . . Jeg insisterede paa mit forslag og truede med at gaa uden at koebe noget. Efter lidt forhandling indvilligede jeg i at koebe.
Jeg var maegtig stolt, da jeg kom hjem med to sjaler, som jeg havde faaet noget ned i pris, men min kaereste saa ikke imponeret ud.
'Har du virkelig givet saa meget??' spurgte han og grinede.
Jeg er alligevel glad for sjalerne, som i hvert fald var billigere end derhjemme, og hvad? Det var mit foerste forsoeg paa egen haand. Jeg kan ikke have Joergen (det hedder han, ham kaeresten) med hver gang.
Han er ellers ret god til det med at handle, synes jeg, saa jeg kan laere noget der. Det er rigtig sjovt at gaa i butikker med ham. Saa min straahat gav jeg kun det halve af, hvad saelgeren ville have, og da jeg var ved at betale en kjole, naermest hev han mig ud af butikken. 'Det skal du ikke give.' Og saa fik jeg den endnu billigere.
Nu har vi saa ogsaa pruttet os til et andet vaerelse end bungalowen. . .
Vi er som sagt i troperne, og det kan maerkes. Isaaer om aftenen, naar der ikke er en vind, der roerer sig, og alt er blevet varmet op i loebet af dagen. Saa nu blev det for meget. Sveden ikke bare loeb ned ad kroppen - den dryppede som regn, og uden aircondition var det ikke rart.
Vi spiste morgenmad ligesom i gaar paa hjoernet hos den lille smilende kok, som er alene om at tage sig af gaesterne. Det er ikke den store luksus, og der er kun fire borde, men der er baade aeg, broed, ananas, som jeg er helt vild med, og et par varme retter, og man kan tage, hvad man vil for 200 rupees. (Cirka 20 kroner.) Saa kokken har nok at se til med baade at lave omeletter, rydde op og hente nye forsyninger.
Vi kom i snak med et par franske kvinder, og jeg bliver jo glad, naar jeg faar mulighed for at tale lidt fransk, saa jeg benyttede mig af lejligheden og forhoerte mig ogsaa lidt om deres vaerelse.
Der var masser af tomme vaerelser har paa Hill View, hvor vi ogsaa bor, fortalte de, saa vi skulle da bare 'negocier' - prutte om prisen.
Det gjorde vi saa. Spurgte hvad vi kunne faa et vaerelse med AC for i tre naetter? Den unge mand viste os prisen, som var fast, men nej, det ville vi ikke betale. Saa kom chefen, som ikke var saerlig tilboejelig til at give os nedslag.
Vi saa paa hinanden, Joergen og jeg, og jeg forsoegte at se ligesaa afvisende ud som han. . .
'Nej, vi finder noget andet,' sagde han til chefen og hev mig med ud paa vejen.
Vi var ikke gaaet ret langt, foer der kom en fra 'Hill View' loebende efter os.
'You give 9000 rupees,' sagde han.
'Ok, show me the room,' sagde Joergen.
Jeg proevede at skjule min begejstring, da vi fik vist det nye sted. I loebet af et kvarter var vi flyttet.
Saa nu har vi altsaa et vaerelse med alt, hvad man kan oenske sig. Ti gange bedre end det foerste. Her er sengelamper, klaedeskab, fjernsyn, et koeleskab, der ganske vist kun virker, naar fjernsynet er slukket, men alligevel, - smaa taepper paa gulvet, sofa, badekar og maaske ogsaa varmt vand? - men frem for alt: air condition. . . Og saa er der rent og paent. Ingen myrer og heller ikke noget firben, der hopper ned i hovedet paa mig, naar jeg aabner doeren foerste gang. . .
Selvom man rejser med rygsaek, kan man godt unde sig selv lidt lukus. .
I gaar i middagsheden gik jeg en tur alene for at se mig lidt om og maaske faa koebt det sjal, jeg har snakket om , siden vi kom. Jeg saa paa det ene og paa det andet og gik til sidst med ind et sted, hvor jeg syntes, sjalerne saa ok ud. En soed ung kvinde viste mig det ene og det andet og fortalte, hvor godt farverne klaedte mig.
'Men det er for dyrt,' forsoegte jeg mig.
"Ahh nej, frue - det er en rigtig god pris. Jeg tjener ikke noget paa det!' bedyrede hun mig. Som om jeg troede paa det. . . Jeg insisterede paa mit forslag og truede med at gaa uden at koebe noget. Efter lidt forhandling indvilligede jeg i at koebe.
Jeg var maegtig stolt, da jeg kom hjem med to sjaler, som jeg havde faaet noget ned i pris, men min kaereste saa ikke imponeret ud.
'Har du virkelig givet saa meget??' spurgte han og grinede.
Jeg er alligevel glad for sjalerne, som i hvert fald var billigere end derhjemme, og hvad? Det var mit foerste forsoeg paa egen haand. Jeg kan ikke have Joergen (det hedder han, ham kaeresten) med hver gang.
Han er ellers ret god til det med at handle, synes jeg, saa jeg kan laere noget der. Det er rigtig sjovt at gaa i butikker med ham. Saa min straahat gav jeg kun det halve af, hvad saelgeren ville have, og da jeg var ved at betale en kjole, naermest hev han mig ud af butikken. 'Det skal du ikke give.' Og saa fik jeg den endnu billigere.
Nu har vi saa ogsaa pruttet os til et andet vaerelse end bungalowen. . .
Vi er som sagt i troperne, og det kan maerkes. Isaaer om aftenen, naar der ikke er en vind, der roerer sig, og alt er blevet varmet op i loebet af dagen. Saa nu blev det for meget. Sveden ikke bare loeb ned ad kroppen - den dryppede som regn, og uden aircondition var det ikke rart.
Vi spiste morgenmad ligesom i gaar paa hjoernet hos den lille smilende kok, som er alene om at tage sig af gaesterne. Det er ikke den store luksus, og der er kun fire borde, men der er baade aeg, broed, ananas, som jeg er helt vild med, og et par varme retter, og man kan tage, hvad man vil for 200 rupees. (Cirka 20 kroner.) Saa kokken har nok at se til med baade at lave omeletter, rydde op og hente nye forsyninger.
Vi kom i snak med et par franske kvinder, og jeg bliver jo glad, naar jeg faar mulighed for at tale lidt fransk, saa jeg benyttede mig af lejligheden og forhoerte mig ogsaa lidt om deres vaerelse.
Der var masser af tomme vaerelser har paa Hill View, hvor vi ogsaa bor, fortalte de, saa vi skulle da bare 'negocier' - prutte om prisen.
Det gjorde vi saa. Spurgte hvad vi kunne faa et vaerelse med AC for i tre naetter? Den unge mand viste os prisen, som var fast, men nej, det ville vi ikke betale. Saa kom chefen, som ikke var saerlig tilboejelig til at give os nedslag.
Vi saa paa hinanden, Joergen og jeg, og jeg forsoegte at se ligesaa afvisende ud som han. . .
'Nej, vi finder noget andet,' sagde han til chefen og hev mig med ud paa vejen.
Vi var ikke gaaet ret langt, foer der kom en fra 'Hill View' loebende efter os.
'You give 9000 rupees,' sagde han.
'Ok, show me the room,' sagde Joergen.
Jeg proevede at skjule min begejstring, da vi fik vist det nye sted. I loebet af et kvarter var vi flyttet.
Saa nu har vi altsaa et vaerelse med alt, hvad man kan oenske sig. Ti gange bedre end det foerste. Her er sengelamper, klaedeskab, fjernsyn, et koeleskab, der ganske vist kun virker, naar fjernsynet er slukket, men alligevel, - smaa taepper paa gulvet, sofa, badekar og maaske ogsaa varmt vand? - men frem for alt: air condition. . . Og saa er der rent og paent. Ingen myrer og heller ikke noget firben, der hopper ned i hovedet paa mig, naar jeg aabner doeren foerste gang. . .
Selvom man rejser med rygsaek, kan man godt unde sig selv lidt lukus. .
Ingen kommentarer:
Send en kommentar