Dukkha, dukkha - lidelse - og affald, der tårner sig op. . .

På vej fra Varanasi til Sarnath gjorde vores tuktuk holdt. Vi steg ud, og straks kom der en mand hen til os og præsenterede sig som ven af vores chauffør. Denne, som efter sit eget udsagnvar en gammel mand på 65 og uden kone og familie, talte så dårligt engelsk, at han måtte have hjælp til at finde ud af, hvor det var, vi skulle hen. Så han havde ringet til sin ven og aftalt at mødes med ham midt på landevejen. Vi forklarede, at vi skulle til Sarnath og være der et par dage. 
'Oh, Sarnath,' sagde han. 'Sarnath, many, many beggars. Many. . . don't give money. No good money to beggars.' 

Der var mange tiggere i Sarnath. Mange. Ligesom alle andre steder, vi har været. I Delhi selvfølgelig. En kæmpe by. I Trivandrum, Varkala i Sydindien. . .  Som her i Bodh Gaya, hvor Buddha blev oplyst efter at have siddet i flere uger under bodhitræet. Om det er en storby, en landsby, et helligt sted, en strand, så er der tiggere.


Buddha's søgen efter indsigt og frihed fra samsara - den evige trædemølle med genfødsel efter genfødsel - var forårsaget af hans opdagelse af, at alting er lidelse. Dukkha, dukkha. . . Og hvis man ikke lukker øjnene i Indien og ikke kun ser alt det smukke og farverige og fantastiske og spændende, ser man megen lidelse. 

Rundt om Maha Bodhi-templet, som er bygget ved bodhitræet, og som rummer en buddhastatue i guld, er der en dejlig park med mange bodhitræer, blomster og marmorfliser og -bænke. Der er gjort plads til, at man kan gå rundt om templet og ære Buddha. Plads til at man kan sidde  og meditere i grupper eller alene. Der er mange, mange mennesker hele dagen, og når solen er gået ned, bliver templet oplyst, og mange går rundt med et stearinlys i hånden. Det er et meget smukt syn.
Før man går ind i parken, tager man sine sko af - for at vise respekt, men sikkert også af praktiske grunde. Der står vagter foran indgangen, og man bliver gennemlyst, før man får lov til at gå ind. Vil man fotografere, skal man betale tyve rupees.


Udenfor parken er lavet en fin, bred promenade, hvor den ene bod efter den anden tilbyder souvenir af mange slags, og man kan sågar købe et lille telt af en slags net, som man kan sidde og meditere i. Det myldrer med turister, pilgrimme og munke fra Tibet, Thailand, Japan. . . Man kan kende den ene fra den anden på farven på deres dragt. Selv deres hue og lærredstaske matcher selve dragten. Nogle gange også sokkerne. . .


Og så er der tiggerne. Der er manden uden arme, der sidder foran en stor spand, som han håber, folk vil putte penge i. Den etbenede mand, som dog har et par krykker, og som i går dansede en underholdende dans akkompagneret af et par unge fyre, der havde sat sig for at spille på trommer. Der er mange gamle koner med ansigter som brune, indtørrede rosiner og øjne, der holder øje med hver en bevægelse, man gør. 'Tager hun sin pung frem? Giver hun mig lidt penge?' tænker de sikkert. Nogle af dem har sat sig sammen i en større flok og snakker lidt, mens de hver især banker deres metalskål ned i fliserne. Men de holder øje, og nogle er hidsige og banker i fliserne med en stok og råber efter en. Eller jamrer højlydt.
Der er manden, hvis magre ben ser ud, som om der er bundet knude på dem, og som hopper af sted på rumpen ved hjæp af sine ligeså tynde arme. 

Der er børnene, som aldrig kommer til at gå i skole, og som meget tidligt lærer at løbe efter fremmede mennesker og række hånden ud. 'Hello sir,' siger de og griber fat i én. Sender én et bedende blik og tager hånden op til munden. 'Food!' De er tynde, snavsede, forhutlede, snotnæsede og med lus i håret. Klædt i for store trøjer og bukser med huller. En lille pige, som ikke er meget ældre end mit yngste barnebarn på to, ligger ligeså lang hun er og banker sin metalskål ned i marmorfliserne. En lidt større dreng gør det samme. . . Store brune øjne i magre ansigter, der er alt for alvorlige for et barn, tynde kroppe. . . 

Hvordan ser deres fremtid ud? Nogle af dem har ingen. 'Drengen uden fremtid, ' kaldte vi ham, vi mødte på søndagsmarkedet i Vasco da Gama. Man kan se meget om et menneske i en hånd. Personlighed, talenter, fremtidsmuligheder. Da den her dreng rakte hånden ud mod os for at få lidt småmønter, var det tydeligt, at han ingen fremtid havde. Næsten ingen linjer var der - ikke meget liv forude. 


Der er de spedalske, hvis fingre og tæer er ved at være smuldret væk. Hænderne er viklet ind i dårlige forbindinger. Og der var ham i Varkala ved stranden, hvor vi spiste morgenmad hver dag. Han kom helt hen til os, og jeg så ham i øjnene. En helt normalt udseende ung mand. Pæn, rar og venlig. Der var bare det usædvanlige ved ham, at han sad på jorden og bumpede sig fremad. Hans overkrop virkede helt normal, men hans ben var ikke andet end nogle knogler overtrukket med tynd, næsten gennemsigtig hud. Han viste os den ene lårbensknogle. 'Tomorrow hospital,' sagde han. Han fortalte, at han skulle opereres. Vi så ham ikke siden, og jeg håber, at der var noget, der kunne gøres for ham.


Mit hjerte græder, når jeg går forbi al elendigheden. . . Dukkha, dukkha. Lidelse. . . Jeg er stort set magtesløs. Selvom jeg giver lidt her og der, så er der atter en dag i morgen.


Så er hundene. Alle vegne er der hunde. På strandene, i byerne, på landet. De hører ikke til nogen. De render rundt og lægger sig hvor som helst, og så snart man er lidt venlig overfor dem, følger de efter én. Vi har allerede været ved at få hund en hel del gange. De ligner stort set hinanden alle sammen. Halvstore, tynde dyr. Nogle med hængepatter efter et nylig født kuld hvalpe. Andre med underlige gevækster hængende fra bugen, som om nogen af indvoldene er ved at falde ud af kroppen på dem. Lus og lopper og sår har mange af dem, og ligesom børnene i slummen leder de i affaldsbunkerne efter noget, de kan spise.


Og affald er der nok af. Alle steder er der affald. Næsten. Folk smider deres skidt alle vegne. I toget, når man har spist, ryger emballagen ud af vinduet. Ud på skinnerne. I grøftekanten. Så er der ryddet op. I hvert fald i kupeen.
Langs vejene ligger dynger af affald. Bag husene. Foran dem. Og nogle steder er stanken mildt sagt ulidelig. Men kvinderne går rundt i silkesarier, og man tager skoene af, før man går ind i silkeforretningen, på internetcaféen, sit værelse. 
Skidt, skidt, skidt. . . . Det er ubeskriveligt. 


'Poor people,' siger en mand, der sælger buddhafigurer. Vi er inde for at spørge om vej, og hans forretning er pæn og ordentlig, og vi har stillet vores sandaler udenfor. 'Poor people' ved altså ikke, hvor de skal gøre af deres affald. Men jeg har nu set masser af mennesker, der ikke ser ud til at være fattige, smide deres affald, hvor de kan. Der er langt imellem affaldskurvene. Ikke engang i toget er der nogen. Heller ikke på perronen er det til at finde nogen, og hvis der er én, er der meget langt at gå for at smide sit tekrus ud. I hvert fald for en inder. 


Henne om hjørnet, hvor vi gik forbi i formiddags, da vi skulle ud at gå en tur, gik en flok sorte grise i en stor bunke affald af al mulig slags og forsøgte at æde sig igennem den. De havde det godt og gik og gryntede glad, mens jeg tænker på, hvor meget det ville hjælpe på det hele, hvis alle lærte at rydde op efter sig. . . Det har nok lange udsigter, og der er mange vaner, der skulle laves om på, før. . . Selvom nogle steder forsøger man at gøre noget ved det. I Ooty for eksempel hang der overalt store plakater om et 'plastikfrit land', og der var mange affaldskurve i den botaniske have. . . 
























 

Silke i metervis, en togtur og bodhi-træet, der blev berømt

Taxaen venter på at køre os til stationen med vores bagage, som vi har fået mere af, siden vi kom til Sarnath. Vi blev nødt til at købe en ekstra taske for at have plads til nogle meter stof, som jeg faldt for i khadi-shoppen. Silke og bomuld. Måtte bare have det. Og jeg kunne have købt endnu mere, for det er billigt og en god kvalitet. . . 

Det er søndag morgen, og vi tager afsked med mister Jain, som lever helt  op til sig navn. Han ikke bare hedder sådan -- han er det også. Jain er en trosretning, der minder en del om buddhisme både i sin moral og etik og i sin historie om oprindelsen, men tilhængerne mener, at jain stammer helt tilbage fra år 3000 fvt. Altså en noget ældre retning. Det er dog underordnet i denne sammenhæng. Mister Jain er et godt, rart og godgørende menneske, der sørger for at hans gæster føler sig hjemme og godt tilpas i hans guesthouse, og derudover gør han en del for at hjælpe fattige børn til at komme i skole og få en ordentlig undervisning. For det er en del af jain-retningen - at hvis man tjener flere penge, end man selv har brug for, så bør man bruge dem på at hjælpe andre.

Vi sidder i mr. Jains stue, som kun er overdækket i den ene halvdel. Den anden har åbent helt op til himlen, og det er smukt, når mørket er faldet på og stjernerne kommet frem, men det er også koldt. Så jeg er stadig glad for mit store kashmirsjal, og jeg ligner helt alle de andre, der kommer for at spise, og som er pakket ind i deres store sjaler. Mr. Jain selv har altid en tyk, mørkeblå jakke på og et uldent tørklæde viklet om sit tyndhårede hoved. 

Jeg har lige vasket mig nødtøftigt i koldt vand og udbryder forfængeligt: 'Oh no, my hair is wet,' da han henter sit fotografiapparat. 
Han virrer med hovedet fra side til side, som inderne gør, og som jeg efterhånden også har lært at gøre. Det kan betyde alt mellem: 'ja', 'nej', 'ved ikke', og 'jeg er ok og vil dig kun godt'. Man kan ikke klare sig uden at kunne virre med hovedet. . . 
'Oh no, no,' siger mr. Jain. 'Hair is hair, and Lis is Lis.'
En følelse af at han kan se mig, som det menneske jeg er, dukker op i mig, og jeg bliver meget rørt. Han tager et billede af mig, og jeg gør klar til at tage et af ham. Han smiler bredt og tager sit tørklæde af hovedet. Et tørklæde er et tørklæde, men mr. Jain er ikke helt mr. Jain, når han har det på. . . 

Taxaturen ud af Sarnath og til jernbanestationen er kun omkring tyve kilometer, men med den sædvanlige tætte trafik af oksekærrer, fritgående køer, cykler og biler plus en meget hullet og ujævn vej  tager det halvanden time at komme frem. Og der er lastbiler. Jeg har aldrig set så mange på en gang. De holder parkeret langs med den utroligt støvede vej på rad og række den ene efter den anden. Og som ved alle andre byer er der slum. Små lerklinede hytter med tag af sivmåtter, nogle hele, nogle faldefærdige med et halvt tag eller helt uden. Mange af dem er bygget helt ude i vejkanten. Lysebrune børn, der er grå af støv render rundt i vejkanten og leder i affaldsbunker efter noget, de kan bruge. Og jeg sidder inde i bilen med alle mine pakkenelliker på vej til et nyt sted og tænker på mine egne småbørn derhjemme og det liv, de har. 


Toget er fyldt til bristepunktet. Vi har købt en pladsbillet for flere dage siden, men alligevel er vores plads optaget af  fire andre, der ikke gør andet end at rykke sig lidt, så vi også kan være der, da jeg forklarer, at det er min plads. Vores vogn er en sovevogn, og de fleste sovehylder er slået ned. Tre på hver side og så nogle på tværs i kørselsretningen. Der er plads til mange passagerer. . .
Mine sidekammerater, en ældre kvinde, hendes datter og svigersøn samt en yngre mand, stirrer nysgerrigt på mig. I det hele taget bliver vi stirret meget på, hvor vi kommer frem. Det hjælper altid at smile eller sige hej. Så jeg smiler til dem, virrer med hovedet på den indiske måde, og de smiler alle sammen tilbage. Manden beundrer mit armbånd, som jeg fik i julegave, og som jeg har haft på hver dag siden. 'Denmark,' forklarer jeg. Vi får taget billeder, og da de står af på den næste station, tager vi hjerteligt afsked.

Sælgerne har travlt og render frem og tilbage igennem den smalle toggang. Frem og tilbage, frem og tilbage, og jeg må hele tiden flytte mig, så de ikke falder over mine ben. Der er tehandleren med sit transportable ildsted i en blikspand og kanden placeret ovenpå. Et lille krus te koster 50 øre. Der er salatmanden med kurven  fuld af agurker, tomater og krydderier. En anden sælger riskager, som han tager med fingrene i en stor spand, lægger ned i en lille papirbakke og hælder dhal ovenpå. En kommer med foliebakker, der er fyldt med thali - en ret med ris og forskellig slags sovs. Og så er der jordnøddesælgeren med sin store kurv fyldt med ristede nødder, en lille vægt og nogle små stykker avispapir til at pakke nødderne ind i.
Tandbørster og guldure kan man også købe af en mand. Praktisk at kunne børste tænder, når man har spist, og at kunne se, hvad klokken er, når man kommer frem. Til børnene kan man få pædagogiske billedbøger, så man kan fordrive tiden med at lære de små tallene eller navnene på dyrene og andre spændende ting. Og alle de handlende råber højt i munden på hinanden for at lokke passagererne til at købe deres varer. 

Et par tiggere er der også. En mand, der ingen hænder har, men kun et par korte armstumper. Han må have hjælp af de andre passagerer til at få puttet de penge, han får, ned i lommerne. En anden, en mand iført en gul silkesari og med et skinnende hårspænde i sin lange, sorte fletning, der hænger ned ad ryggen på ham, går rundt og klapper hidsigt og bestemt i hænderne helt op i hovedet på de mandlige passagerer. Han får en hel del penge. 


På den næste bænk ved siden af min sidder et ungt par med tre småbørn. Trip, trap, træsko. . . De ser søde ud, børnene, med fletninger eller rottehaler i deres sorte, skinnende hår. Forældrene ser meget unge ud. De ligner næsten selv store børn, men det er svært at bedømme alder her. Den ene lille pige hyler i vilden sky det meste af tiden, og uanset hvad forældrene gør, holder hun kun nogle få pauser, før skrigeriet begynder igen. 


Området, vi kører igennem er fladt med spredte træer og med masser af rismarker, hvor kvinderne går med bøjet ryg og arbejder. Der er floder, som der ikke er særlig meget vand i, og der er støvede landsbyer. 


Efter tre timer er vi fremme. Så snart vi stiger af toget, bliver vi budt velkommen til Gaya af en chauffør, som vil køre os til Bodh Gaya, hvor de fleste turister plejer at skulle hen. Udenlandske turister er der ikke mange af med vores tog, så meget hurtigt er vi omringet af chauffører, der lokker os med 'good price for Bodh Gaya', og de skændes om, hvem der først fik øje på os. De forfølger os ned ad trappen og ud foran banegården. 'Very good price,' bliver de ved i munden på hinanden uden at tage sig det mindste af vores afvisninger. Og lidt efter dukker buschaufføren op for at fortælle os, at det kun koster 10 rupees at tage bussen. Lige pludselig bliver jeg hidsig og siger noget meget højt og hurtigt til dem. 'Let me think!' råber jeg. Jeg skal lige have lov til at lande. . . Så bliver der meget stille. 'Fifty rupees for my bus,' siger jeg og ruller overdrevent på r'erne og slår ud med armene. Mændene griner, vi får lidt ro til lige at stille vores bagage et øjeblik og puste ud. Heldigvis er der meget humor her. . . 


Når der er en vinder, er der nogle gange flere tabere, og det bliver der her. Vinderen af vores køretur til Bodh Gaya slæber glad min rygsæk hen til sin tuktuk, mens de andre går tilbage til deres for at vente på nye muligheder. Og ad endnu en hullet og støvet vej kører vi til det hotel, vi har bestilt værelse på. 'Harsh and Yash' hedder det opkaldt efter den venlige ejers to små sønner. Vi skal give halvtreds kroner pr. nat, men så er der også en god seng med rene, hvide lagner, og på toilettet er der en bruser, og der er varmt vand det meste af dagen. Så det er ret luksuøst.

Parken i Sarnath er magisk. Udgravningerne af det gamle kloster, stupa'en på det sted, hvor Buddha holdt sin første forelæsning, store træer med tykke, knudrede stammer, hvor jordegern løber rundt, et boddhitræ og en stor græsplæne. . . Der er mange pilgrimme, og den sidste eftermiddag, vi var der, gik jeg med en gruppe thailændere rundt om stupa'en. De nynnede deres bønner i takt med deres anførers slag på en rund trækugle, som han gik med i hånden. Rundt om i parken på græsset eller på murværket sad munke og mediterede, og nogle børn rendte rundt og tiggede om slik eller penge. Solen var ved at gå ned og lagde et smukt, sløret lys ud over det hele. Og klokken 18 satte vi os til at meditere på vores værelse. Der blev slået nogle slag på den store, tunge malmklokke i templet overfor. Dens rungende lyd er hver dag indledning til, at Buddha's første forelæsning bliver chantet, så alle i nærheden kan høre med. Det varer en god time - og for mig var det en smuk og stærk oplevelse. . . 



Bodh Gaya er noget helt andet end  magiske Sarnath. Engelske Jenny, som vi mødte hos mr. Jain, og som anbefalede os hotellet i BG, sagde, at her var mere hektisk, og efter at have gået rundt i Maha Bodhi templet forstod jeg, hvad hun mente. Her er mange, mange, mange mennesker, og Joergen, der har været her for over tyve år siden, kan ikke genkende ret meget af det. Bodhitræet, hvor Buddha sad, da han fik sin oplysning, er der, og stupa'en, der er bygget til ære for det, er der stadig. Udenfor er der som jeg har set så mange steder i Sydeuropa, boder med souvenirs i massevis, cafeer og små restauranter. Imens går munke og pilgrimme meget tæt rundt om templet, eller de sidder og mediterer eller - for mange af tibetanernes vedkommende - laver glidefald, går rundt med bederuller eller andre ting, som kan føre dem videre i deres spirituelle udvikling. . . 

 Det er et farverigt og fascinerende skue, og der er en konstant larm. Selvom der hænger skilte, hvor der står 'Silence please', så er der ingen, der tager sig af det. Måske mener folk ikke, at det er larm, de laver. . . Men stille er der i hvert fald ikke, når hundredvis af mennesker mumler, nynner,chanter, slår på trækugler, fremsiger bønner i en mikrofon. . . 


Men bodhi-træet lader sig ikke rokke. Det står med sine store, tykke grene og er vidne til det hele!!!!

Sarnath

Jeg bliver vaekket af den rungende lyd fra en stor gonggong. Lidt efter begynder en chanten - en meget monoton sang - som bliver ved og ved og ved. . . Jeg kan ligesaa godt opgive at sove laengere. Er det ikke skraeppende krager eller mullah'er, der raaber fra minareten, er det noget andet, jeg vaagner af. Der er stille om natten, men folk staar tidligt op - isaer munke - og saa er freden forbi. Vi bor ikke ret langt fra 'Buddha-omraadet', saa der er masser af munke og pilgrimme og templer og klostre. Fra vores balkon kan jeg se over til et tempel, hvor der altid sidder nogle tibetanske munke og mediterer. Og de gør det sjældent i stilhed. Saa selvom det knap nok er blevet lyst, kan jeg godt opgive at sove mere.


Vi er i Sarnath  - stedet, hvor Buddha for over 2500 aar kom til fra Bodgaya, hvor han siddende under bodhitraet var blevet oplyst. Her i Sarnath grundlagde han den første buddhistiske menighed, sangha'en, da han havde mødt sine foerste fem disciple. Over for dem i sin første forelaesning afslørede han den 'ottefoldige vej' - vejen ud af al menneskelig lidelse. 


Sarnath er noget helt specielt. En lille by med måske omkring 10.000 indbyggere. Her er lave huse, templer, statuer, et par museer og en stor park, og i udkanten af byen er der marker med ris og kartofler. Man kan finde steder, hvor man kan gå i fred og være sig selv lidt. Men saa snart man er i naerheden af 'centrum', er der mange mennesker. Isaer omkring parken, som er den stoerste attraktion, myldrer det med baade almindelige turister, der bare skal 'se' og med folk, der kommer hertil i gruppevis fra Sri Lanka eller Thailand for at aere og tilbede Buddha. Mange er iklaedt deres fineste toej, mange er i hvidt. . . I dag moedte vi et stort hold fra Sri Lanka. Det kunne vi se, fordi det var trykt paa deres ens irgrønne kasketter. De lyste langt vaek, saa folk nemt kunne finde hinanden, hvis de skulle blive vaek.  
Og de tibetanske munke kan man altid genkende paa deres moerkeroede dragt og skaldede hoved. 


Uden for parken er der boder med buddhafigurer i mange afskygninger, perlekæder og bedekranse, billeder og blomster. Der er boder med is og med te og ristede jordnødder, og det er ikke nemt at gaa i fred for tiggere. 

Det koster 100 rupees at komme ind i parken, der omgiver udgravningerne af et stort, gammelt kloster og det monument, der ligger der, hvor Buddha skal have siddet og delt ud af sin visdom dengang for saa mange aar siden. Monumentet ligner mest af alt et stort, rundt taarn i moerke sten. Folk gaar rundt og rundt om det, nogle alene, de fleste i grupper, mens de beder stille eller hoejlydt. Nogle har et lys med, og nogle laegger blomsterkranse. Og selvom det er strengt forbudt, er der mange, der har klistret smaa stykker tyndt guldpapir paa muren, og der haenger tibetanske bedeflag her og der. 


Vi kom hertil i går med en tuktuk. En kort tur paa omkring ti kilometer. Ud af Varanasis mylder og leben, over Ganges og ud ad landevejen, hvor det efterhånden tyndede lidt ud i trafik og menneskemængden. Et stykke ud ad en sidevej til vores nye hjem. Et meget anderledes sted end noget af det andet, vi har boet i. Meget hyggeligt, næsten familieagtigt og meget spartansk. Vi har en seng, et bord og nogle hylder muret ind i vaeggen. Lysstofrør i loftet og en nøgen sparepære over sengen. Der er toilet med håndvask på værelset, og når vi vil i bad, henter vi en spand varmt vand nedenunder. Vi betaler 500 rupees pr. nat, hvilket svarer til godt 55 kroner. Så det er til at leve med, at madrassen er tynd og hård som sten, og at vi kun har et tæppe til at lægge over os. Jeg er meget glad for min sovepose og for min lagenpose af silke, som gør, at jeg kan holde varmen. . . 

'Nice couple,' raaber cigarhandleren til os, da vi gaar op ad trappen forbi hans butik. 'How many years??'
Jeg smiler bare til ham uden at svare og gaar videre ind i de smaa gyder, som vi aldrig naar helt af finde rundt i. De er som en stor labyrint, og det er svaert at finde ud af hvilken retning, man bevaeger sig i, for solens straaler naar aldrig helt herned. Og man maa sno sig og se sig godt for, saa man ikke traeder i noget eller bliver koert ned bagfra. Der er nemlig baade gaaende og folk paa motorcykel og almindelig cykel, og der er koer, der synes, de skal ligge midt i det hele og geder og hunde.

Pludselig lyder der en hoejlydt ringen, og vi klemmer os op af en husmur for at lade et ligfoelge passere. Forrest kommer en ung mand traekkende med en cykel. Paa anhaengeren har han et kaempelaes braende, som sikkert er vejet noeje, saa der lige praecis er nok, for braende er dyrt. Isaer sandeltrae. . . Bag ham kommer fire maend baerende paa baaren med den doede iklaedt de obligate gule og orange ligklaeder. Alle i foelget er maend, og de raaber hoejt og taktfast 'Rama nama saa. . . . ', mens de hastigt gaar ned mod baalpladsen. 'Guds navn er sandt.'

Saadan er Varansi - hele tiden bliver man mindet om, at man ikke lever evigt, saa det er bare om at nyde det. Og det goer vi. Nyder livet, der er saa larmende og farverigt: boernene, der flyver med deres smaa drager paa ghat'erne eller paa hustagene, saelgerne, der forsoeger at faa os til at koebe deres vidunderlige varer - alle til en helt saerlig pris - de hellige maend, som altid baerer deres faa ejendele paa sig: en enkel klaededragt, en turban og en madspand - baaedene paa floden, de andre turister, den gode mad. . .

Da vi kommer tilbage til tobakshandleren siger han 'Already. . . ? You say not how long?' Han ser paa mig og paa Joergen og paa mig igen.
'Many lifetimes,' svarer jeg.
'Ohhh, smiler han. 'Like Indian culture.' Det kan han godt lide.

Da det er blevet moerkt, gaar vi ud i byen igen. Denne gang for at finde en restaurant, som vi har laest godt om i Lonely Planet, alle turisters bibel. Vi maa spoerge os for, og folk er hjaelpsomme og ivrige efter at vise os vej - nogle ogsaa lidt ivrige efter at vise os deres egen butik paa vejen. Men vi finder 'The brown bread bakery', som ligger paa tredjesal i et af de gamle huse. Og vi  faar baade dejlig mad og levende musik, mens vi sidder paa gulvet paa bloede puder foran smaa, lave borde i klare farver. Alt er oekologisk og hjemmelavet, og alle, der arbejder her, er sikret en ordentlig loen, sygeforsikring og pensionsordning. Stedet bliver koert af frivillige, og til hele projektet hoerer ogsaa en skole, hvor boernene laerer ting, der er helt almindelige i dk, men som ikke er saerligt almindeligt her. Mange gaar aldrig i skole, og vi ser mange boern, der driver rundt i gaderne og leger eller tigger eller maaske arbejder. . . Saa der er meget at tage fat paa, og projektet: 'learn-for-life' er et af dem, der goer noget.

Det er let at komme i snak med inderne, og saadan er det ogsaa med de to musikere. De broedre, begge i tyverne.Den ene spiller tablas, indiske trommer, den anden et meget specielt strengeinstument, en sarod, der er lavet af trae, metal og skind. Deres musik er virkelig vaerd at lytte til, og det er tydeligt, at de selv nyder det. Da de holder op med at spille, saetter de sig hen til os, og vi faar en lang og hyggelig snak. Sarod-spilleren, den aeldste af de to, har rejst en del og optraadt i flere lande baade Frankrig, Tyskland og Finland. Saa hvem ved, om han en dag kommer til Danmark? Lad os se.

Paa vores guesthouse skal man vaere hjemme senest klokken 22, saa vi tager afsked og finder hurtigt hjem. Sidste nat paa Panghata. Sidste morgenmad paa tagterrassen med udsigt over Ganges. Saa afsked med tjenerne, receptionen og de andre turister. Med oensker om en god rejse og om at ses igen til naeste aar, siger vi farvel. Saadan er det at rejse. . . man moedes, falder i snak og tager afsked.

Vi gaar hen til hovedgaden for at finde en tuktuk. Jeg foeler mig lidt som en 'fin dame', da jeg gaar efter de to unge fyre, som baerer vores tunge rygsaekke. Men jeg kan naesten ikke slaebe min egen, saa det er ok at betale sig fra lidt hjaelp. . .

Nu bor vi i Vasco da Gama

Udenfor reklamerer de med friske goa-fisk i karry, og indenfor er der pænt og rent og mange mennesker. Kun indiske gæster. Søndagsfamiliefrokost ligner det. Gode tegn. Når inderne spiser et sted, får man som regel god mad. . . I fjernsynet, der hænger over disken, viser de en kricketkamp. Aircon'en over det bord, vi får anvist, står på kun 24 grader, så jeg må bede om at flytte plads.

Spisekortet er stort og appetitvækkende, men vi vil kun have lidt at spise for at gemme appetit til aftensmaden. Det tager tid, før vi får vores mad. Ikke noget nyt - tempoet er nogle gange slowmotion her i landet - men det er helt værd at vente. Tjeneren serverer lækker, duftende, meget varm, krydret tomatsuppe til mig. Forårsrulle med rejer og lidt salat smukt anrettet til Jørgen. To rygende varme chapati. Altsammen på pænt hvidt porcelæn. Dertil drikker vi en kold, kold vand på flaske. Golden Goa hedder det. . .

Toilettet er nydeligt. Betjeningen venlig. Regningen på små 30 kroner. . .

 Jeg vil hel klart give restaurant Lagosta fem turban'er, som kokkehuerne må hedde her. Og jeg vil varmt anbefale alle mine venner at spise der. Skulle du komme forbi Vasco da Gama, så kig ind.

Vasco da Gama er en havneby ved udmundingen af en af de tre store floder i Goa. (Tænk i øvrigt at få en hel by opkaldt efter sig. . .) Vi kom hertil efter en halvanden time i taxa med en meget snakkesalig chauffør, som fortalte om alt det, vi så. En smuk tur. Jeg er kommet til at synes bedre om Goa, end jeg havde regnet med.

Byen bærer tydeligt præg af den portugisiske kolonitid. Der er mange huse i den gamle kolonistil - to etager med udskårne træudhæng over vinduerne, lange balkoner og søjler. De fleste huse har kendt bedre tider. De fleste er forladt og står tomme, men det er nemt at forestille sig, hvordan de har set ud engang.

Før vi spiser, går vi en tur i varmen og ser os om. Forbi parken, hvor nogle mænd ligger og sover på bænkene. Ned til havnen, hvor fiskerne er igang med at ordne deres net og begejstrede beder os om at fotografere dem. Igennem grøntsagsmarkedets smalle gyder, hvor det summer af liv og lyser af farver. En hel gyde med bananer, en med meloner og så alt det andet: Store sække med krydderier - farver til at male sig i ansigtet med, blomkål og rødbeder, ananas. . . Mylder af mennesker. Som altid bliver vi stoppet gang på gang. 'Photo, sir?' bliver vi spurgt. Så vi fotograferer og snakker og smiler og trykker hænder. 

Da vi kommer forbi den 'royale slagter', er jeg glad for, at jeg er vegetar. Kødet hænger lige ud til gaden, og saften fra det er løbet i striber ned ad væggen. Fluerne svirrer rundt mellem kød og kolorte. . . Lidt længere henne går et par høns rundt om deres halvdøde venner, som måske snart skal laves til en chickentikka. Og hunden, som har fulgt os lige fra parken ved vores hotel, og som vi har givet navnet 'Vasco', følger trofast med os rundt og venter ovenikøbet på os, mens vi spiser. Jørgen gav den et klap, og så var vi venner. . .

I morgen er det tidligt op og til lufthavnen, som ligger få kilometer herfra. Vi flyver klokken syv. Ni en halv time senere skal vi være i Varanasi.

Oasis on the beach

Hvor bliver dagene af? Endnu en solnedgang over det indiske ocean. Maanen er forlaengst staaet op, og om lidt, naar det begynder at blive moerkt, dukker venus op paa den sorte himmel for efter nogle timer at slukkes med en syden, naar den falder i havet. . . 


'Alt det her skal I betale for,' siger vores tjener og peger paa den smukke udsigt fra restauranten, der ligger helt ned til stranden. 'Jeg har det helt gratis og kan nyde det, saa meget jeg vil.' 


Vi har talt med ham hver dag, siden vi kom. Han har serveret en del omeletter, frugtsalater, friskpressede juicer, ingefaerte og ris med groentsager for os, og han ved efterhaanden, hvad vi godt kan lide. 'Sorry,' er et ord, han bruger meget. For mange gange er han saa ivrig efter at snakke, at han glemmer et eller andet af det, vi har bestilt. Han har  fortalt os mange ting om sig selv, sit liv - og i dag fik vi en laengere historie om guderne, Vishnu, Gaia og daemonerne, og om hvordan universet haenger sammen, og om de mange, mange liv, vi skal leve. Til morgen afsloerede han hemmeligheden om 'ungdommens kilde' for os.


En gang om aaret skal man leve i coelibat i tre uger, forklarede han alvorligt. Samtidig skal man hver dag paa fastende hjerte drikke et glas honning iblandet fire andre ingredienser, som jeg lige skal finde ud af helt praecist, og saa skal man loebe 16 kilometer for at kunne fordoeje honningdrikken. Ganske enkelt. . . Det skal proeves.


Vores tjener er en meget ulykkelig ung mand, der kun sjaeldent smiler. Han arbejder ligesom sine kolleger - fem, seks andre unge maend - fra morgen til aften. En af dem staar det meste af tiden nede paa stranden, hvor han servicerer dem, der er for dovne til at rejse sig fra deres strandstol for andet end at gaa ud i boelgerne. Saa gaar han op og ned ad trapperne til restauranten og kommer med koelige drikke eller frugt. En anden staar og klasker smaa dejkugler ned i disken og former dem til naanbroed eller chapati, og broedene er friskbagte og varme. Ude fra baglokalet kommer stegeosen, lugten af krydderier og lyden fra juicemaskinen, som bliver brugt flittigt.


Bag ved restauranten kan man lige faa et glimt ind i den hytte, hvor personalet slapper af, naar der ikke er noget at tage sig til, og hvor de ogsaa sover om natten. Der er en del rod og skrammel, og saa er der en koejeseng og et par andre senge. Og at doemme efter et par avisannoncer, jeg har set, er loennen omkring 6000 rupees om maaneden. Ikke meget, selvom alt er billigt her.


TIl gengaeld er udsigten smuk, vandet er dejligt, sandet hvidt, himlen altid blaa, og dage kan nemt blive til uger her. Man kommer uundgaaeligt ned i tempo. . . Svaert at loesrive sig fra. Men i morgen formiddag  venter en taxa paa at koere os til et hotel i naerheden af Goa lufthavn, saa er klar til at flyve klokken syv morgen. 


Varanasi venter paa os. . . og jeg er meget spaendt paa, hvordan det vil vaere!

And now we go Goa. . . ligesom saa mange andre

Saa er vi i Goa. Det var ikke helt efter planen, men vi blev enige om lige at faa lidt sol, strand, vand og varme, foer vi flyver nordpaa til Varanasi paa mandag. 


Vi kom til Margao en meget tidlig soendag morgen omkring klokken fem, hvor vi som de eneste passagerer blev sat af bussen  i moerket paa noget, der lignede en oede landevej. Det var Margao, sagde buschauffoeren. Det var der, vi havde koebt billet til. Som alle andre steder var der en tuktuk og med den en chauffoer, der tilboed at koere os, hvorhen vi ville. 'Pyhhhhh,' var det eneste, jeg kunne svare ham. Jeg tumlede ind paa bagsaedet og bad til, at vi meget hurtigt ville komme til et hotel. Men jeg maatte holde ud i noget tid, for de foerste tre hoteller, hvor chauffoeren fik banket noget personale op, var fyldt. Jeg var mere end lykkelig, da jeg endelig kunne laegge mig i en seng, der stod stille. 


Tag aldrig med en 'sleeper-bus'! Goer det ikke! Selvom de kalder det en luksusbus, saa lad vaere. Jeg goer det i hvert fald ikke mere. Jeg var saa kaephoej efter den herlige bustur fra Ooty til Mysore, men det var om dagen og siddende, og jeg kunne foelge med hele vejen. Det her var hele natten i moerke, liggende  . . . Bussen var indrettet med en slags kahytter i to etager i hver side. Enkelt i den ene, dobbelt i den anden side. Luksus'en var til at overse. Der var kun en madras og ikke andet, saa jeg var glad for min lagenpose og mit fine ( og efter Joergens mening alt for dyre) kasmirsjal, som hjalp mig med at holde varmen hen paa de smaa timer.


Vi gjorde en del stop undervejs, hvor jeg lige kunne naa at traekke vejret, foer det gik videre med haarnaalesving, vejbump og op og ned i tempo. Jeg havde naesten lige faaet den soedeste kompliment af kaeresten, og ikke ret laenge efter laa jeg og vaandede mig med en plastikpose klar, for jeg ville ikke braekke mig ud af vinduet, som chauffoeren foerslog. Gad vide hvor dejlig jeg lige var da??? Jeg maa have lignet en klud. Foelte mig i hvert fald saadan.


Naa, jeg overlevede, og kaeresten er stadig ved min side. . . 


For at hvile lidt ud blev vi en ekstra dag i Margao, som er verdens kedeligste by. I hvert fald om soendagen. Alt var lukket, og eftermiddagsteen fik vi paa en tankstation, vi kom forbi. Til gengaeld fik vi en overraskende god middag paa vores hotel. "Parak paneer' fik jeg - hjemmelavet ost i spinatsovs. . . Uhm!


Mandag tog vi toget mod nord, og nu er vi saa i den nok mest overturistede stat i Indien for at faa lidt sol, varme, strand, hav og afslapning ligesom alle de andre danskere, franskmaend, tyskere, englaendere og russere osvosvosv. Goa er igennem de sidste aar blevet et meget populaert feriemaal, og det baerer omraadet tydeligt praeg af. Her er ikke andet end hoteller, bambushytter helt ned til stranden, restauranter, cafeer og boder med tingeltangel. 


Heldigvis har vi fundet et sted i det nordlige Goa, hvor der er nogenlunde fredeligt. Vores hytte ligger lidt afsides, saa vi har ikke udsigt over havet, som jeg havde droemt om. Men bambushytten, vi fik tilbydt, virkede for vakkelvorn, saa den opgav vi. I stedet har vi en terrasse med palmer lige ned til en flod. Vi har selskab af en kattemor med fire radmagre kattekillinger, og vores naboer gaar tidligt i seng ligesom vi selv goer. Der er ikke mange mennesker paa den hvide sandstrand, hvor man kan laegge sig paa en droemmeseng i skyggen under et tag af bambusmaatter, hvis man har lyst. Og man kan faa serveret lige, hvad man vil fra restauranten. Og saa kan man selvfoelgelig hoppe i boelgerne, som utraetteligt ruller ind mod kysten og tilbage igen. . . og som man kan hoere hele doegnet. I morgen tager vi en lille tur til et marked i naerheden. Det kunne vaere, der var lidt sjovt at kigge paa. . .