tirsdag den 3. januar 2012

New Delhi

Fra Helsinki, hvor flyet blev forsinket på grund af voldsomt snevejr og derfor først skulle skrabes fri for is og sne, er vi kommet til Delhi. En helt anden verden. 
Sidder på hotel Rak og gennem vores åbne vindue kan jeg høre bilerne dytte, folk snakke og råbe og duerne kurre på gesimsen uden for vinduet. Der er larm hele tiden og masser af liv. Vi bor midt i bazaren med masser af spændende ting at købe til ingen penge. Smykker, sjaler, tøj og masser af frugt. Mange fristelser, men jeg venter. Vi har tiden for os, og på torsdag flyver vi ned sydpå. Væk fra larmen og forureningen, som ligger som en grå tåge over hele byen. Og her er ikke særlig varmt, så jeg er glad for min uldne trøje. 

Vi har været meget trætte efter at have fløjet hele natten, som blev forkortet noget på grund af tidsforskellen. Så vi har kun været en lille tur rundt i kvarteret her i det gamle Delhi, men vi orkede ikke at gå særlig langt, så vi har kørt først med rickshaw og så med tuktuk, som det myldrer med overalt. Og de snor sig ind og ud mellem bilerne, og man skal holde godt øje, når man krydser gaden, for fodgængere er ikke i høj kurs. 


Om lidt vil vi ud og finde noget at spise af den gode og stærke indiske mad. Og så må vi se, hvad morgendagen bringer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar