Vi er i Indien. . . Lige som man sidder og skriver nok saa godt, gaar nettet ned, og skaermen bliver sort. Alt er forsvundet, naar forbindelsen kommer igen. . . Saadan er livet.
Jeg ville fortaelle om Anegundi, som gjorde et stort og staerkt indtryk. Vi havde en halv dag, foer vi skulle videre paa vores rundrejse, saa vi blev enige om lige at se et par templer til. Dem er der nok af i Hampi.
Vores tuktukchauffoer satte os af paa pladsen i den lille landsby, der umiddelbart ligner de fleste andre smaa indiske landsbyer, vi er koert igennem. Bortset fra paladset selvfoelgelig. Men ellers - omstrejfende hunde, koer, boefler, folk, der slapper af i skyggen, mere eller mindre faldefaerdige huse og hytter og stoev og rod og affald plus nogle turister paa motorcykler.
Men Anegundi er noget helt saerligt, fortalte tyskeren, der dukkede op, mens vi saa os om paa byens bibliotek. Byen har nemlig stadig en maharaji, som soerger for at alting er i orden, og at folk har det godt.
Tyskeren, som selv havde boet der i to aar, fortalte, at han stod for det frivillige arbejde paa stedet. Og at han laerte noget nyt hver dag. . .
Paa hans opfordring gik vi ad en smal vej ned mod floden, hvor vi ville finde resterne af et tempel, der har vaeret i brug igennem de sidste 10.000 aar. Og der kommer stadig mange mennesker hver dag for at tilbede guden Rama, som templet er helliget.
Det var midt paa dagen og varmt og stoevet, men alle dem, vi moedte, smilede og hilste paa os. Og vi maatte svare paa de saedvanlige spoergsmaal om, hvor vi kom fra. Vejen endte blindt, og her laa templet. Det var et naesten ubeskriveligt smukt sceneri. Kvinder i farvestraalende sarier, maend i forskellige gevandter og turban - alle sammen med en farvet plet i panden, roegtere, der var ved at genne en stor flok boefler i vandet og over paa en lille oe midt i floden, kvinder, der vaskede toej og lagde det til toerre paa de varme sten ved flodbredden, boern, der rakte deres haender ud mod os og bad om en 'schoolpin', en masse mennesker paa vej ud fra templet. . .
Pludselig dukkede en morlille op og gjorde tegn til os om at tage skoene af og foelge efter hende. Hun var klaedt i en pink silkesari og gul kortaermet jakke. Trods den stok, hun gik med, bevaegede hun sig energisk og hurtigt og viste os rundt i tempelruinerne. Viste os figurer og udskaeringer i gulvet og fortalte os en masse, hvis mening, jeg kun kunne gaette mig til.
Til sidst blev vi vist ind i en klippehule, som var formet af det roedlige kaempesten, som er spredt ud over hele Hampi's omraade. Paa gulvet var et lille stenalter, og det var tydeligt, at det var her, mennesker igennem de sidste titusind aar var kommet for at tilbede guderne. Morlille opfordrede os til at saette os, og vi sad lidt i tavshed. Jeg fik kuldegysninger og foelte mig dybt bevaeget. Kunne have siddet der laenge, hvis morlille ikke havde roemmet sig kraftigt et par gange. . . Nu var det nok, mente hun altsaa. Vi rejste os og gav hende en pengeseddel. Hun saa paa den, saa paa os med et meget utilfreds udtryk. Det var ikke nok. Et par moenter til i hendes rynkede haand, og hun lukkede oejnene, trykkede sin haand med pengende mod sit hjerte og smilede.
Et oejeblik efter var hun forsvundet. Paa vej ud blev vi moedt af en masse mennesker, der skulle ind i templet. 'Namaste,' hilste de. Aldrig har jeg faaet saa mange smil og hilsner fra hjertet paa en gang. . .
Og saa maatte jeg ind til kvinderne, der sad i skyggen under et stort trae og haeklede og syede af bananfibre, der var farvet i smukke farver. Fine smaa og store tasker, kurve og maatter. lavee de. Et af byens projekter. Jeg var begejstret og fik at vide af kaeresten, at jeg lignede en dronning, der var paa et godgoerenhedsbesoeg. . . Jeg havde ogsaa min straahat paa. Men spaendende var det at se, og dronning eller ej - saa foelte jeg mig velkommen. Og jeg kunne da heller ikke lade vaere med at koebe en lille ting. Selvom min rygsaek snart ikke er til at baere. . .
Efter en kop te et meget hyggeligt sted, hvor jeg aegrede mig over ikke at vaere sulten, fordi de havde nogle meget laekre massaladosaer, foelte jeg mig glad og godt tilpas. Klar til at tage sleeperbussen de naesten tolv timer til Margao.
Men det er en helt anden historie, for det viste sig at vaere noget af en proevelse. Nogle gange tror jeg, at jeg kan mere, end jeg i virkeligheden kan.
Jeg ville fortaelle om Anegundi, som gjorde et stort og staerkt indtryk. Vi havde en halv dag, foer vi skulle videre paa vores rundrejse, saa vi blev enige om lige at se et par templer til. Dem er der nok af i Hampi.
Vores tuktukchauffoer satte os af paa pladsen i den lille landsby, der umiddelbart ligner de fleste andre smaa indiske landsbyer, vi er koert igennem. Bortset fra paladset selvfoelgelig. Men ellers - omstrejfende hunde, koer, boefler, folk, der slapper af i skyggen, mere eller mindre faldefaerdige huse og hytter og stoev og rod og affald plus nogle turister paa motorcykler.
Men Anegundi er noget helt saerligt, fortalte tyskeren, der dukkede op, mens vi saa os om paa byens bibliotek. Byen har nemlig stadig en maharaji, som soerger for at alting er i orden, og at folk har det godt.
Tyskeren, som selv havde boet der i to aar, fortalte, at han stod for det frivillige arbejde paa stedet. Og at han laerte noget nyt hver dag. . .
Paa hans opfordring gik vi ad en smal vej ned mod floden, hvor vi ville finde resterne af et tempel, der har vaeret i brug igennem de sidste 10.000 aar. Og der kommer stadig mange mennesker hver dag for at tilbede guden Rama, som templet er helliget.
Det var midt paa dagen og varmt og stoevet, men alle dem, vi moedte, smilede og hilste paa os. Og vi maatte svare paa de saedvanlige spoergsmaal om, hvor vi kom fra. Vejen endte blindt, og her laa templet. Det var et naesten ubeskriveligt smukt sceneri. Kvinder i farvestraalende sarier, maend i forskellige gevandter og turban - alle sammen med en farvet plet i panden, roegtere, der var ved at genne en stor flok boefler i vandet og over paa en lille oe midt i floden, kvinder, der vaskede toej og lagde det til toerre paa de varme sten ved flodbredden, boern, der rakte deres haender ud mod os og bad om en 'schoolpin', en masse mennesker paa vej ud fra templet. . .
Pludselig dukkede en morlille op og gjorde tegn til os om at tage skoene af og foelge efter hende. Hun var klaedt i en pink silkesari og gul kortaermet jakke. Trods den stok, hun gik med, bevaegede hun sig energisk og hurtigt og viste os rundt i tempelruinerne. Viste os figurer og udskaeringer i gulvet og fortalte os en masse, hvis mening, jeg kun kunne gaette mig til.
Til sidst blev vi vist ind i en klippehule, som var formet af det roedlige kaempesten, som er spredt ud over hele Hampi's omraade. Paa gulvet var et lille stenalter, og det var tydeligt, at det var her, mennesker igennem de sidste titusind aar var kommet for at tilbede guderne. Morlille opfordrede os til at saette os, og vi sad lidt i tavshed. Jeg fik kuldegysninger og foelte mig dybt bevaeget. Kunne have siddet der laenge, hvis morlille ikke havde roemmet sig kraftigt et par gange. . . Nu var det nok, mente hun altsaa. Vi rejste os og gav hende en pengeseddel. Hun saa paa den, saa paa os med et meget utilfreds udtryk. Det var ikke nok. Et par moenter til i hendes rynkede haand, og hun lukkede oejnene, trykkede sin haand med pengende mod sit hjerte og smilede.
Et oejeblik efter var hun forsvundet. Paa vej ud blev vi moedt af en masse mennesker, der skulle ind i templet. 'Namaste,' hilste de. Aldrig har jeg faaet saa mange smil og hilsner fra hjertet paa en gang. . .
Og saa maatte jeg ind til kvinderne, der sad i skyggen under et stort trae og haeklede og syede af bananfibre, der var farvet i smukke farver. Fine smaa og store tasker, kurve og maatter. lavee de. Et af byens projekter. Jeg var begejstret og fik at vide af kaeresten, at jeg lignede en dronning, der var paa et godgoerenhedsbesoeg. . . Jeg havde ogsaa min straahat paa. Men spaendende var det at se, og dronning eller ej - saa foelte jeg mig velkommen. Og jeg kunne da heller ikke lade vaere med at koebe en lille ting. Selvom min rygsaek snart ikke er til at baere. . .
Efter en kop te et meget hyggeligt sted, hvor jeg aegrede mig over ikke at vaere sulten, fordi de havde nogle meget laekre massaladosaer, foelte jeg mig glad og godt tilpas. Klar til at tage sleeperbussen de naesten tolv timer til Margao.
Men det er en helt anden historie, for det viste sig at vaere noget af en proevelse. Nogle gange tror jeg, at jeg kan mere, end jeg i virkeligheden kan.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar