torsdag den 29. december 2011

Alt taget i betragtning, er der kun to slags mennesker i verden. Dem der bliver hjemme og dem der ikke gør det.
Kipling, Rudyard
30.12.1865 i Bombay, Indien - 18.1. 1936 i London. Forfatter og digter
Jeg kan godt lide at være hjemme, og jeg kan også godt lide at komme ud og se mig omkring. Så måske er jeg en blanding af Kiplings to slags mennesker?

I hvert fald begynder jeg det nye år med ikke at blive hjemme, som jeg plejer på denne årstid. På mandag flyver vi til Indien, og vi bliver der halvanden måned. Ikke så længe i virkeligheden, men det er da noget, og jeg skal nok få oplevet en hel masse.
Livet er fuldt af overraskelser, så hvem ved, om jeg kommer tilbage. . . Man behøver vel ikke vide det hele på forhånd. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg nogensinde skulle Indien. Jeg har aldrig været uden for Europa. Men nu er billetterne  købt for flere måneder siden, og jeg har talt dagene med utålmodighed og spænding uden helt at kunne tro, at det var virkeligt. Men det skal jeg -og på mandag eftermiddag flyver vi.
Jeg har købt rygsæk og sovepose og er så småt ved at finde ud af, hvad jeg skal have med. Jeg har fået en masse gode råd fra folk, der ved, hvad de snakker om, og jeg har fundet ud af, at jeg faktisk kender en del, der har været i Indien. Jeg har bare ikke hæftet mig ved det før.
Nytåret skal lige klares, og så er vi på vej. . .