fredag den 27. januar 2012

Templer, krokodiller og mudderbad

Der er mere end femhundrede trin op til abeguden, Hanumans tempel, som ligger hoejt oppe paa en bjergtop. Tuktukchauffoeren griner af os, da vi siger, at vi er tilbage om en halv time. Vi bruger da ogsaa tre gange saa lang tid paa at komme op og ned. 


I gaar fik vi ellers templer nok. Koerte fra det ene til det andet til det tredje, steg af, gik ind og kiggede paa soejler, friser, smukke udsigter og figurer. Flot var det - og stegende hedt at bevaege sig rundt i 35 graders varme. Nu er jeg blevet glad for min straahat, som jeg koebte i Varkala, og som jeg ikke har brugt foer. Endnu gladere blev jeg for den, da en lille pige med store brune oejne sagde til mig: 'You are very beautiful, ma'm!' Hvem kan staa for det? Jeg fotograferede hende da ogsaa, og saa var vi begge glade.  


Men templer - ja, dem er der mange af her i Hampi, og som sagt fik vi set en del. Ogsaa det kongelige palads fik vi set og dronningens bad, der havde rindende vand, som blev ledt igennem flere kilometer lange kanaler og den store bazar, der var bygget som to lange, smalle overdaekkede gange med en masse firkantede soejler. Fjorten soejler til hver bod var der. Saa var der da ikke det at slaas om. Desvaerre er alt lagt i ruiner, saa man kun kan faa et lille indtryk af, hvor imponerende dette kaempe emperium har vaeret, indtil det blev erobret af fjenderne for femhundrede aar siden.


Der var mange andre end os, der ville se Hampi. Ogsaa det unge par, vi som sammen med i toget fra Bengaluru. Mens hun var kroebet til koejs efter at have redt baade sin og hans 'seng', sad han med sin 'mac' paa skoedet og kom hurtigt i snak med et par andre kloge herrer, og snakken gik livligt om kemi og behandling af cancer. Nu kom hun pludselig gaaende hen imod mig med det stoerste smil, gav mig haanden og spurgte, hvad vi syntes om Hampi. Han kom lidt efter med et stort kamera haengende om halsen og smilede ligesaa glad. Som at moede gamle venner. Saadan er Indien ogsaa. . . 


Men tilbage til Hanuman og hans tempel. Et mylder af unge og gamle, maend og kvinder i det mest farvestraalende toej og gevandter bevaegede sig mere eller mindre stoennende og pustende op ad de mange trin. Der var ikke langt imellem pauserne, og vi blev gerne budt til at sidde paa raekvaerket, hvor der var lidt skygge, naar sveden dryppede for meget. Et sted sad vi sammen med et ungt par. 'Which country?' spurgte manden, som folk altid goer, naar de moeder en udlaending. Joergen svarede venligt. 'How much age?' spurgte manden saa. 'Fifteen,' svarede Joergen, hvilket ikke er helt rigtigt. Men vi fik grinet en del, og mon ikke vi har faaet lidt syndsforladelse ved at gaa hele pilgrimsvejen op til templet? 


Der var et leben paa toppen. Folk var glade og begejstrede, og alle raabte noget, der loed i retning af: jay sia 'ram. Jeg forstod det ikke, men vi mumlede begge to med ind imellem. Udsigten deroppefra var storslaaet. . . landskabet ligner en stor bunke af kaempemaessige sten, der er blevet smidt tilfaeldigt rundt omkring. Floden bugter sig af sted, solen straaler, og himlen er hoej og blaa. 


Ned igen. Det gik lidt lettere. Ogsaa for en gammel mand, der var saa glad, at han ifoert hue og ulden vest loeb ned ad trapperne, mens han raabte 'jay sia ram'. . . 


Jeg foelte mig ogsaa ret godt tilpas, da jeg havde gennemfoert turen. Og endnu bedre havde jeg det, da vi koerte videre med vores tuktuk ud til en kaempe opdaemmet soe, hvor vi kunne gaa i vandet. Ganske vist stod der paa et skilt, at der var krokodiller, men vi saa ikke nogen. Vi noed begge to at faa sveden skyllet af i det kolde vand, og vi kom helskindede hjem til vores palmehytte. Her havde en af boeflerne revet sig loes, vaeltede en bananpalme og gik direkte ned i rismarken foran vores veranda. Her lagde den sig i mudderet og rullede rundt. Hvem har ikke brug for et bad i den varme? Og mudderbad bliver man smukkere af, siges det. Desvaerre for boeflen blev den jaget op og tilbage til sin plads af en kvinde, der raabte ad den og kastede sten i rumpen paa den. Og det med krokodillerne er maaske kun en joke, der skal faa folk til at holde sig fra vandet. Jeg ved det ikke - i aftes ved floden moedte vi en ung mand, der holdt sig oppe paa bredden. Han skulle ikke nyde noget af at blive aedt af de farlige dyr. Jeg maa se efter, naar vi gaar ned til floden for at se solnedgang i dag. . . .







Ingen kommentarer:

Send en kommentar