Kragerne i Cochi

Om morgenen, saa snart det foerste lys bryder frem, bliver vi vaekket af kragernes skraeppen, og lidt efter blander mullah'ens raab i hoejtalerne sig med den. 'Allah, Allah,' lyder det, men han holder snart op. Kragerne til gengaeld bliver ved hele dagen, og de er alle vegne. De er temmelig fraekke. Leder efter noget at spise alle steder. Havde vaeret oppe paa 'vores' balkon efter en appelsin, vi havde ladet ligge forleden. Gaar om bord i en tallerken med madrester paa restauranten ude ved vandet. Og i aftes ved solnedgangen paa strandpromenaden var de med i store flokke.
Skraepper, skraepper, skraepper. . .

Vi er i Cochi. En gammel koloniby med verdens stoerste naturlige havn, og som baerer tydelige praeg af en fortid med hollaendere, portugisere og englaendere. Der er store velhaverhuse - nogle i viktoriansk stil, og der er de mere almindelige faldefaerdige smaa. Omraadet er hovedsagelig muslimsk, og der er en del moskeer, men der er ogsaa en joedisk synagoge og flere katolske kirker. Mange forretninger har en lille hylde haengende med et jesusbillede og et lys. Saa er man ikke i tvivl om deres tro.I Santa Cruz-basilikaen er der tit festlige gudstjenester med larmende musik og hoeje halleluja-raab.

Men lige meget hvor hoejt praesten praediker eller mullah'en raaber, kan man hoere kragerne. . .

Byen er den hyggeligste, vi har vaeret i indtil nu. Og her er varmt. . . Vores vaerelse har kun en elektrisk vifte i loftet. Aircon behoever man ikke paa den her aarstid, mente tuktuk-chauffoeren, som koerte os fra stationen i Ernakullam og hertil. Saadan kan man have det saa forskelligt. Jeg sveder i hvert fald. Mindst ligesaa meget som de fem hunde, der har lagt sig ind under en gammel lyseroed bil for at soege skygge. Og som firbenet, der kravler op ad vaeggen her over for mig for at gemme sig. Eller som gederne, der ligger og stoenner paa fortovet.

At vi er i et omraade med meget vand, er ogsaa til at maerke. Jeg er naermest aedt op af myg - og det kloer! Men jeg har anskaffet mig det bedste middel ifoelge tjeneren, hvor vi spiste morgenmad. Han gik rundt med en tube 'odomos' i bukselommen og tilboed at smoere mig med det.  Det er det bedste middel, sagde han. Han brugte det til familien og havde gode resultater. Saa jeg skyndte mig ned til et af de mange pharmacy'er, som har lidt af hvert. Og jeg fik min tube odomos, som jeg har smurt mig ind i, og som jeg nu gaar rundt med i tasken. Saa kan de faa, de dumme myg.

Livet er begyndt at gaa lidt langsommere. Tempoet bliver automatisk sat ned. Vi har ikke travlt. Skal ikke naa andet, end det vi selv bestemmer. Og det er dejligt!

Ved hjaelp af Mister Wilson har vi faaet organiseret en tur op i hoejderne her bagved. Der er mange smaa turistbureau'er, der tilbyder udflugter for enhver smag. Og vi faldt for Mister Wilson's lille kontor ved siden af en ganske paen toejforretning, som viste sig at tilhoere hans kone. Mister Wilson taler udmaerket engelsk og kender lidt til Danmark.
'You come from ice,' siger han og griner og soerger for at vi faar serveret en kop te med maelk. Han har god tid og fortaeller og forklarer og spoerger nysgerrigt til os. Da joergen fortaller, at vi er paa en slags honeymoon, scorer vi points. . . Men han er ikke nem at faa til at gaa ned i pris selv ikke efter flere trusler om at gaa uden at koebe hans udflugt. 
'Oh, you are a good actor,' siger han til Joergen, da vi for anden eller tredje gang rejser os og giver tegn til at gaa.
Til sidst bliver vi enige, og i morgen tidlig klokken halv syv bliver vi hentet af en af Wilson's fortraeffelige chauffoerer, som med sit 'smiling face' vil vise os rundt i hoejderne, hvor vi skal se vandfald, besoege elefanter og se te- og krydderiplantager. Efter et par overnatinger i det efter sigende dejligste hus med blomster i massevis og smukke fugle, tager vi videre paa egen haand.

Da vi senere i aftes efter vores udmaerkede middag taet ved havnen, hvor der var lidt luft, igen loeb paa Mister Wilson og hans kone, fortalte han, at han skulle noejes med et par toast og en omelet. Mere havde han ikke raad til. Han er ogsaa lidt af en 'good actor'.

Vi faar se, hvad tiden bringer. Et er sikkert - ligsom danskeren, som vi snakkede med i en hyggelig gaardhave, hvor vi fik morgenmad i dag, og som ogsaa er her for foerste gang, er jeg faldet for Indien. Helt og aldeles.

En tur med vandbussen

Sidder paa en net-cafe ved siden af et par franskmaend, som taler meget hoejt paa skype. De forsoeger at finde et sted at bo. Dem er der ellers mange af. . . Vi har selv faaet et udmaerket vaerelse i et saakaldt homestay hos et vaeldig flinkt aegtepar. De bor i stueetagen og lejer det oeverste ud. Det bedste er, at vi har udgang til en lille balkon, hvor vi kan sidde og laese lidt i aften.

Vi er nu i Cochi. I gaar tog vi afsked med luksuslivet i Varkala og begav os med en vandbus fra Kollam og lidt nordpaa. Her i det sydlige Kerala er der et kaempenet af brede og smaa kanaler, derf forbinder de store indsoer, saa der er meget trafik paa vandet. Saa meget, at det er ved at vaere et problem med forurening, fordi mange baade er motordrevet.

Det er ellers hyggeligt og spaendende at sejle af sted i langsomt tempo, mens man kan se, hvordan folk bor inde langs bredden imellem banan- og kokospalmer. Der er stort set ingen steder, hvor der ikke er mennesker. Huse og hytter ligger taet og helt ud til vandet. Der gaar geder, hoens og koer rundt imellem hinanden, og i kanalerne vasker man sig, vasker toej eller bader.Boernene stopper i deres leg og vinker ivrigt, naar vi sejler forbi.

Husbaade er der mange af til aere for turisterne. For omkrig 4000 rupees kan man leje et vaerelse ombord og blive forkaelet med god mad fra koekkenet og  laegge sig paa 'tagterrassen' og sole sig. Vi noejes med at se paa dem - det er for dyrt.

Der er meget groent og frodigt, og der er et rigt fugleliv. Som alle de andre steder, vi indtil nu har vaeret i Indien, er der oerne i massevis. Og inderne sejler ud i deres lange smalle kanoer. Padler eller stager sig frem og fanger fisk. De sejler ind i de miindre kanaler, som vi kun  faar et kig nedad.

Under sejlturen holder vi to pauser, hvor alle gaar i land. Vi er maske omkring 40 mennesker.
Det foerste sted har vi tyve minutter til at spise frokost, som bliver oest op til hver isaer paa en stor rund metalbakke. Rigeligt med vegetarmad, saa det er nemt at blive maet. Naeste stop er der tepause. Te med maelk og sukker og dertil indbagte bananer.

Vi naar lige at se solen gaa ned over palmetoppene, og kort tid efter er det moerkt. Efter otte timers sejlads er vi fremme i Allepee. . .

Varkala. . .

Det er svært at løsrive sig fra Varkala, hvor dagene hurtigt kunne blive til uger. . . Kan man mon nogensinde blive træt af at se ud over det solglitrende hav? Sandstranden med de falmede, slidte parasoller, som man kan leje for 150 rupees om dagen? Folk, der hopper i de vilde bølger, mens livredderne i lyseblå uniformer blæser hidsigt i deres fløjter, når nogen vover sig for langt ud. . .  Ørnene, der kredser i massevis over fiskerbådene, når de sejler rundt med deres net indtil mørket falder på, og man kan se lysene fra dem som små stjerner på det sorte vand.

Solen går allerede ned lidt over seks om aftenen. Dens lys bliver mere og mere intenst, som den nærmer sig horisonten, og til sidst bliver den stor og glødende rød. I går gik den ned i en sæk. I dag har det været overskyet indtil videre, men her er varmt alligevel, og der er små, blå stykker himmel ind imellem.

Hvis man ikke vil på stranden, er der andet, man kan tage sig til. Ligeså mange restauranter og farverige boder der er, ligeså mange steder med behandling af forskellig slags er der. Dette er stedet, hvor man kan få sin ungdom tilbage. Sådan ser det i hvert fald ud på de plakater, der er sat op rundt omkring med tilbud om 'rejuvenating therapy'. Jeg tror ikke, det bare er en pille, man kan tage, og mon ikke det kræver lidt mere?

Der er ayurvedabehandlinger, kurser og retreats. Steder, hvor man kan bo og få behandling, spa, zoneterapi og healing. Der er klinikker med ansigtsbehandling, skuldermassage eller kropsmassage. Man kan få hovedet pakket ind i bananblade, og man kan få farvet hænderne med henna.

Yoga af alle slags er der også. Astangayoga, hathayoga og dynamisk yoga - både
korte og længere kurser. Tidligt om morgenen og sidst på eftermiddagen.  Og der er små butikker med aromaolier og andre med homøopatisk eller ayurvedisk medicin. Duten af røgelse blander sig med lugten af krydderier og stegt mad.

Så der er muligheder nok for at pleje sig selv.

Jeg har endnu ikke taget mod nogen af de mange tilbud, man får, når man går hen ad vejen langs skrænten med de røde klipper. Har fået flere brochurer stukket i hånden eller er blevet stoppet af nogle, der vil fortælle om deres autoriserede behandlinger. Jeg klarer mig med min meditation på værelset hver formiddag og solhilsen bagefter.

Og i morgen tager vi videre til Kollam, hvor vi vil finde en båd, der kan sejle os lidt op ad kysten.

.

Prut om prisen

'Velkommen i min butik,' siger alle de handlende og slaar ud med armene for at byde en indenfor, naar man slentrer henad 'strandvejen' med alle boderne. Saa snart der er den mindste oejenkontakt, eller man stopper op for at kigge, ser de en chance. 'Vi har det her i mange flere farver indenfor, frue. . . De kan faa lige, hvad de oensker. . . Vi har rigtig gode priser. . . '

I gaar i middagsheden gik jeg en tur alene for at se mig lidt om og maaske faa koebt det sjal, jeg har snakket om , siden vi kom. Jeg saa paa det ene og paa det andet og gik til sidst med ind et sted, hvor jeg syntes, sjalerne saa ok ud. En soed ung kvinde viste mig det ene og det andet og fortalte, hvor godt farverne klaedte mig.
'Men det er for dyrt,' forsoegte jeg mig.
"Ahh nej, frue - det er en rigtig god pris. Jeg tjener ikke noget paa det!' bedyrede hun mig. Som om jeg troede paa det. . . Jeg insisterede paa mit forslag og truede med at gaa uden at koebe noget. Efter lidt forhandling indvilligede jeg i at koebe.

Jeg var maegtig stolt, da jeg kom hjem med to sjaler, som jeg havde faaet noget ned i pris, men min kaereste saa ikke imponeret ud.
'Har du virkelig givet saa meget??' spurgte han og grinede.

Jeg er alligevel glad for sjalerne, som i hvert fald var billigere end derhjemme, og hvad? Det var mit foerste forsoeg paa egen haand. Jeg kan ikke have Joergen (det hedder han, ham kaeresten) med hver gang.

Han er ellers ret god til det med at handle, synes jeg, saa jeg kan laere noget der. Det er rigtig sjovt at gaa i butikker med ham. Saa min straahat gav jeg kun det halve af, hvad saelgeren ville have, og  da jeg var ved at betale en kjole, naermest hev han mig ud af butikken. 'Det skal du ikke give.' Og saa fik jeg den endnu billigere.

Nu har vi saa ogsaa pruttet os til et andet vaerelse end bungalowen. . .

Vi er som sagt i troperne, og det kan maerkes. Isaaer om aftenen, naar der ikke er en vind, der roerer sig, og alt er blevet varmet op i loebet af dagen. Saa nu blev det for meget. Sveden ikke bare loeb ned ad kroppen - den dryppede som regn, og uden aircondition var det ikke rart.

Vi spiste morgenmad ligesom i gaar paa hjoernet hos den lille smilende kok, som er alene om at tage sig af gaesterne. Det er ikke den store luksus, og der er kun fire borde, men der er baade aeg, broed, ananas, som jeg er helt vild med, og et par varme retter, og man kan tage, hvad man vil for 200 rupees. (Cirka 20 kroner.) Saa kokken har nok at se til med baade at lave omeletter, rydde op og hente nye forsyninger.

Vi kom i snak med et par franske kvinder, og jeg bliver jo glad, naar jeg faar mulighed for at tale lidt fransk, saa jeg benyttede mig af lejligheden og forhoerte mig ogsaa lidt om deres vaerelse.
Der var masser af tomme vaerelser har paa Hill View, hvor vi ogsaa bor, fortalte de, saa vi skulle da bare 'negocier' - prutte om prisen.

Det gjorde vi saa. Spurgte hvad vi kunne faa et vaerelse med AC for i tre naetter? Den unge mand viste os prisen, som var fast, men nej, det ville vi ikke betale. Saa kom chefen, som ikke var saerlig tilboejelig til at give os nedslag.
Vi saa paa hinanden, Joergen og jeg, og jeg forsoegte at se ligesaa afvisende ud som han. . .
'Nej, vi finder noget andet,' sagde han til chefen og hev mig med ud paa vejen.

Vi var ikke gaaet ret langt, foer der kom en fra 'Hill View' loebende efter os.
'You give 9000 rupees,' sagde han.
'Ok, show me the room,' sagde Joergen.

Jeg proevede at skjule min begejstring, da vi fik vist det nye sted. I loebet af et kvarter var vi flyttet.

Saa nu har vi altsaa et vaerelse med alt, hvad man kan oenske sig. Ti gange bedre end det foerste. Her er sengelamper, klaedeskab, fjernsyn, et koeleskab, der ganske vist kun virker, naar fjernsynet er slukket, men alligevel, - smaa taepper paa gulvet, sofa, badekar og maaske ogsaa varmt vand? - men frem for alt: air condition. . . Og saa er der rent og paent. Ingen myrer og  heller ikke noget firben, der hopper ned i hovedet paa mig, naar jeg aabner doeren foerste gang. . .

Selvom man rejser med rygsaek, kan man godt unde sig selv lidt lukus.  .

Troper, sol og kokospalmer

Saa er vi virkelig kommet til troperne. Solen skinner, det er meget varmt, og her fra internetcafeen kan jeg se ud over det Indiske Ocean. Helt ude paa kanten af det ligger nogle containerskibe, og hvis det ikke var for den snurrende 'fan' i loftet, kunne jeg hoere de store boelger bruse for foden af skraenten.

Kom hertil i gaar efter en dags tid i Trivandrum, hvor vi floej til fra Delhi. En tur, der tog det meste af torsdagen. Mellemlandede Cennai, hvor vi ventede tre timer paa at komme med et propelfly det sidste stykke af vejen. Og saa var vi cirka 12.000 kilometer hjemmefra. Saa vildt og saa herligt!

'Jeg kommer til Delhi igen,' sagde jeg forleden til den tuktuk-chauffoer, der koerte os ud til 'det roede fort' i Delhi, og som mente, at min kaereste ligner en filmstar fra Bllywood, og som i ovrigt var noget af en roever, der tog mere end det dobbelte af, hvad vi gav for at komme samme vej tilbage.
'Saadan maa du ikke sige, frue,' sagde han. 'Det er kun guderne, der kender voeres skaebne.'
'Jeg haaber, at jeg kommer tilbage igen en dag,' rettede jeg mig selv, og saa nikkede han tilfreds.

I gaar koerte vi saa med en tuktuk de 50 kilometer fra Trivandrum til Varkala. Vores foerste hotel var overbooket, og vi bad chauffoeren koere os til 'hotel Salram'.
'Oh no,' udbroed han. 'No good, no good! They drink!!'
Han syntes, vi hellere skulle tage til Varkala, og han skulle nok koere os.
Da vi alligevel havde taenkt os at tage til Varkala, tog vi ham paa ordet og bad ham vise os et godt sted ved havet.

Det tog et par timer ad en meget trafikeret og stoevet landevej. Sira, som vores chauffoer hed, var meget underholdende. Han fortalte om sin tid som 'commandant officer' i den engelske haer. Han fortalte om de steder, vi passerede og spurgte nysgerrigt til os. Slog ud med armene og sang hoejt og glad ind imellem. Dyttede ad alle og enhver, snoede sig ind og ud mellem de andre trafikanter og raabte hej til folk, som han paastod var hans venner. 'Friends everywhere,' sagde han.

Saa kom vi til Varkala, og endelig kunne vi se havet! Han koerte os hen ad en smal vej, der ligger paa kanten af en roed skraent. Her laa butikker med sjaler, smykker, sten og lette gevandter side om side med restuaranter. Han stoppede ved 'Hill View', som han syntes var et passende sted til os. Efter lidt prutten om prisen for turen, tog vi afsked og blev installeret i en femkantet bunkgalow med veranda inde mellem kokospalmerne. Vi skal give 100 kroner om dagen, saa det er til at klare.

Nu bliver vi her indtil videre. Vi skal slappe af, gaa i vandet, daske rundt ligesom de andre turister, som der er en del af her. Det er et noget anderledes Indien end det andet, jeg har set indtil nu. Maden er knap saa staerk, alt er lidt dyrere, der er stort set ingen tigggere, ikke saa meget larm, og luften er ren. 

Nu faar vi se, hvad vi goer. . . Vi er ikke bundet af noget. Det eneste, jeg er sikker paa, er at vi har en billet hjem til Danmark den 17. februar.

New Delhi

Fra Helsinki, hvor flyet blev forsinket på grund af voldsomt snevejr og derfor først skulle skrabes fri for is og sne, er vi kommet til Delhi. En helt anden verden. 
Sidder på hotel Rak og gennem vores åbne vindue kan jeg høre bilerne dytte, folk snakke og råbe og duerne kurre på gesimsen uden for vinduet. Der er larm hele tiden og masser af liv. Vi bor midt i bazaren med masser af spændende ting at købe til ingen penge. Smykker, sjaler, tøj og masser af frugt. Mange fristelser, men jeg venter. Vi har tiden for os, og på torsdag flyver vi ned sydpå. Væk fra larmen og forureningen, som ligger som en grå tåge over hele byen. Og her er ikke særlig varmt, så jeg er glad for min uldne trøje. 

Vi har været meget trætte efter at have fløjet hele natten, som blev forkortet noget på grund af tidsforskellen. Så vi har kun været en lille tur rundt i kvarteret her i det gamle Delhi, men vi orkede ikke at gå særlig langt, så vi har kørt først med rickshaw og så med tuktuk, som det myldrer med overalt. Og de snor sig ind og ud mellem bilerne, og man skal holde godt øje, når man krydser gaden, for fodgængere er ikke i høj kurs. 


Om lidt vil vi ud og finde noget at spise af den gode og stærke indiske mad. Og så må vi se, hvad morgendagen bringer.

Det ser da godt ud. . . Men der er nu lang tid, til vi skal til Taj Mahal. Allerførst er det New Delhi et par dage. Flyver i morgen. . . stadig ikke til at tro.