Sarnath

Jeg bliver vaekket af den rungende lyd fra en stor gonggong. Lidt efter begynder en chanten - en meget monoton sang - som bliver ved og ved og ved. . . Jeg kan ligesaa godt opgive at sove laengere. Er det ikke skraeppende krager eller mullah'er, der raaber fra minareten, er det noget andet, jeg vaagner af. Der er stille om natten, men folk staar tidligt op - isaer munke - og saa er freden forbi. Vi bor ikke ret langt fra 'Buddha-omraadet', saa der er masser af munke og pilgrimme og templer og klostre. Fra vores balkon kan jeg se over til et tempel, hvor der altid sidder nogle tibetanske munke og mediterer. Og de gør det sjældent i stilhed. Saa selvom det knap nok er blevet lyst, kan jeg godt opgive at sove mere.


Vi er i Sarnath  - stedet, hvor Buddha for over 2500 aar kom til fra Bodgaya, hvor han siddende under bodhitraet var blevet oplyst. Her i Sarnath grundlagde han den første buddhistiske menighed, sangha'en, da han havde mødt sine foerste fem disciple. Over for dem i sin første forelaesning afslørede han den 'ottefoldige vej' - vejen ud af al menneskelig lidelse. 


Sarnath er noget helt specielt. En lille by med måske omkring 10.000 indbyggere. Her er lave huse, templer, statuer, et par museer og en stor park, og i udkanten af byen er der marker med ris og kartofler. Man kan finde steder, hvor man kan gå i fred og være sig selv lidt. Men saa snart man er i naerheden af 'centrum', er der mange mennesker. Isaer omkring parken, som er den stoerste attraktion, myldrer det med baade almindelige turister, der bare skal 'se' og med folk, der kommer hertil i gruppevis fra Sri Lanka eller Thailand for at aere og tilbede Buddha. Mange er iklaedt deres fineste toej, mange er i hvidt. . . I dag moedte vi et stort hold fra Sri Lanka. Det kunne vi se, fordi det var trykt paa deres ens irgrønne kasketter. De lyste langt vaek, saa folk nemt kunne finde hinanden, hvis de skulle blive vaek.  
Og de tibetanske munke kan man altid genkende paa deres moerkeroede dragt og skaldede hoved. 


Uden for parken er der boder med buddhafigurer i mange afskygninger, perlekæder og bedekranse, billeder og blomster. Der er boder med is og med te og ristede jordnødder, og det er ikke nemt at gaa i fred for tiggere. 

Det koster 100 rupees at komme ind i parken, der omgiver udgravningerne af et stort, gammelt kloster og det monument, der ligger der, hvor Buddha skal have siddet og delt ud af sin visdom dengang for saa mange aar siden. Monumentet ligner mest af alt et stort, rundt taarn i moerke sten. Folk gaar rundt og rundt om det, nogle alene, de fleste i grupper, mens de beder stille eller hoejlydt. Nogle har et lys med, og nogle laegger blomsterkranse. Og selvom det er strengt forbudt, er der mange, der har klistret smaa stykker tyndt guldpapir paa muren, og der haenger tibetanske bedeflag her og der. 


Vi kom hertil i går med en tuktuk. En kort tur paa omkring ti kilometer. Ud af Varanasis mylder og leben, over Ganges og ud ad landevejen, hvor det efterhånden tyndede lidt ud i trafik og menneskemængden. Et stykke ud ad en sidevej til vores nye hjem. Et meget anderledes sted end noget af det andet, vi har boet i. Meget hyggeligt, næsten familieagtigt og meget spartansk. Vi har en seng, et bord og nogle hylder muret ind i vaeggen. Lysstofrør i loftet og en nøgen sparepære over sengen. Der er toilet med håndvask på værelset, og når vi vil i bad, henter vi en spand varmt vand nedenunder. Vi betaler 500 rupees pr. nat, hvilket svarer til godt 55 kroner. Så det er til at leve med, at madrassen er tynd og hård som sten, og at vi kun har et tæppe til at lægge over os. Jeg er meget glad for min sovepose og for min lagenpose af silke, som gør, at jeg kan holde varmen. . . 

'Nice couple,' raaber cigarhandleren til os, da vi gaar op ad trappen forbi hans butik. 'How many years??'
Jeg smiler bare til ham uden at svare og gaar videre ind i de smaa gyder, som vi aldrig naar helt af finde rundt i. De er som en stor labyrint, og det er svaert at finde ud af hvilken retning, man bevaeger sig i, for solens straaler naar aldrig helt herned. Og man maa sno sig og se sig godt for, saa man ikke traeder i noget eller bliver koert ned bagfra. Der er nemlig baade gaaende og folk paa motorcykel og almindelig cykel, og der er koer, der synes, de skal ligge midt i det hele og geder og hunde.

Pludselig lyder der en hoejlydt ringen, og vi klemmer os op af en husmur for at lade et ligfoelge passere. Forrest kommer en ung mand traekkende med en cykel. Paa anhaengeren har han et kaempelaes braende, som sikkert er vejet noeje, saa der lige praecis er nok, for braende er dyrt. Isaer sandeltrae. . . Bag ham kommer fire maend baerende paa baaren med den doede iklaedt de obligate gule og orange ligklaeder. Alle i foelget er maend, og de raaber hoejt og taktfast 'Rama nama saa. . . . ', mens de hastigt gaar ned mod baalpladsen. 'Guds navn er sandt.'

Saadan er Varansi - hele tiden bliver man mindet om, at man ikke lever evigt, saa det er bare om at nyde det. Og det goer vi. Nyder livet, der er saa larmende og farverigt: boernene, der flyver med deres smaa drager paa ghat'erne eller paa hustagene, saelgerne, der forsoeger at faa os til at koebe deres vidunderlige varer - alle til en helt saerlig pris - de hellige maend, som altid baerer deres faa ejendele paa sig: en enkel klaededragt, en turban og en madspand - baaedene paa floden, de andre turister, den gode mad. . .

Da vi kommer tilbage til tobakshandleren siger han 'Already. . . ? You say not how long?' Han ser paa mig og paa Joergen og paa mig igen.
'Many lifetimes,' svarer jeg.
'Ohhh, smiler han. 'Like Indian culture.' Det kan han godt lide.

Da det er blevet moerkt, gaar vi ud i byen igen. Denne gang for at finde en restaurant, som vi har laest godt om i Lonely Planet, alle turisters bibel. Vi maa spoerge os for, og folk er hjaelpsomme og ivrige efter at vise os vej - nogle ogsaa lidt ivrige efter at vise os deres egen butik paa vejen. Men vi finder 'The brown bread bakery', som ligger paa tredjesal i et af de gamle huse. Og vi  faar baade dejlig mad og levende musik, mens vi sidder paa gulvet paa bloede puder foran smaa, lave borde i klare farver. Alt er oekologisk og hjemmelavet, og alle, der arbejder her, er sikret en ordentlig loen, sygeforsikring og pensionsordning. Stedet bliver koert af frivillige, og til hele projektet hoerer ogsaa en skole, hvor boernene laerer ting, der er helt almindelige i dk, men som ikke er saerligt almindeligt her. Mange gaar aldrig i skole, og vi ser mange boern, der driver rundt i gaderne og leger eller tigger eller maaske arbejder. . . Saa der er meget at tage fat paa, og projektet: 'learn-for-life' er et af dem, der goer noget.

Det er let at komme i snak med inderne, og saadan er det ogsaa med de to musikere. De broedre, begge i tyverne.Den ene spiller tablas, indiske trommer, den anden et meget specielt strengeinstument, en sarod, der er lavet af trae, metal og skind. Deres musik er virkelig vaerd at lytte til, og det er tydeligt, at de selv nyder det. Da de holder op med at spille, saetter de sig hen til os, og vi faar en lang og hyggelig snak. Sarod-spilleren, den aeldste af de to, har rejst en del og optraadt i flere lande baade Frankrig, Tyskland og Finland. Saa hvem ved, om han en dag kommer til Danmark? Lad os se.

Paa vores guesthouse skal man vaere hjemme senest klokken 22, saa vi tager afsked og finder hurtigt hjem. Sidste nat paa Panghata. Sidste morgenmad paa tagterrassen med udsigt over Ganges. Saa afsked med tjenerne, receptionen og de andre turister. Med oensker om en god rejse og om at ses igen til naeste aar, siger vi farvel. Saadan er det at rejse. . . man moedes, falder i snak og tager afsked.

Vi gaar hen til hovedgaden for at finde en tuktuk. Jeg foeler mig lidt som en 'fin dame', da jeg gaar efter de to unge fyre, som baerer vores tunge rygsaekke. Men jeg kan naesten ikke slaebe min egen, saa det er ok at betale sig fra lidt hjaelp. . .

Nu bor vi i Vasco da Gama

Udenfor reklamerer de med friske goa-fisk i karry, og indenfor er der pænt og rent og mange mennesker. Kun indiske gæster. Søndagsfamiliefrokost ligner det. Gode tegn. Når inderne spiser et sted, får man som regel god mad. . . I fjernsynet, der hænger over disken, viser de en kricketkamp. Aircon'en over det bord, vi får anvist, står på kun 24 grader, så jeg må bede om at flytte plads.

Spisekortet er stort og appetitvækkende, men vi vil kun have lidt at spise for at gemme appetit til aftensmaden. Det tager tid, før vi får vores mad. Ikke noget nyt - tempoet er nogle gange slowmotion her i landet - men det er helt værd at vente. Tjeneren serverer lækker, duftende, meget varm, krydret tomatsuppe til mig. Forårsrulle med rejer og lidt salat smukt anrettet til Jørgen. To rygende varme chapati. Altsammen på pænt hvidt porcelæn. Dertil drikker vi en kold, kold vand på flaske. Golden Goa hedder det. . .

Toilettet er nydeligt. Betjeningen venlig. Regningen på små 30 kroner. . .

 Jeg vil hel klart give restaurant Lagosta fem turban'er, som kokkehuerne må hedde her. Og jeg vil varmt anbefale alle mine venner at spise der. Skulle du komme forbi Vasco da Gama, så kig ind.

Vasco da Gama er en havneby ved udmundingen af en af de tre store floder i Goa. (Tænk i øvrigt at få en hel by opkaldt efter sig. . .) Vi kom hertil efter en halvanden time i taxa med en meget snakkesalig chauffør, som fortalte om alt det, vi så. En smuk tur. Jeg er kommet til at synes bedre om Goa, end jeg havde regnet med.

Byen bærer tydeligt præg af den portugisiske kolonitid. Der er mange huse i den gamle kolonistil - to etager med udskårne træudhæng over vinduerne, lange balkoner og søjler. De fleste huse har kendt bedre tider. De fleste er forladt og står tomme, men det er nemt at forestille sig, hvordan de har set ud engang.

Før vi spiser, går vi en tur i varmen og ser os om. Forbi parken, hvor nogle mænd ligger og sover på bænkene. Ned til havnen, hvor fiskerne er igang med at ordne deres net og begejstrede beder os om at fotografere dem. Igennem grøntsagsmarkedets smalle gyder, hvor det summer af liv og lyser af farver. En hel gyde med bananer, en med meloner og så alt det andet: Store sække med krydderier - farver til at male sig i ansigtet med, blomkål og rødbeder, ananas. . . Mylder af mennesker. Som altid bliver vi stoppet gang på gang. 'Photo, sir?' bliver vi spurgt. Så vi fotograferer og snakker og smiler og trykker hænder. 

Da vi kommer forbi den 'royale slagter', er jeg glad for, at jeg er vegetar. Kødet hænger lige ud til gaden, og saften fra det er løbet i striber ned ad væggen. Fluerne svirrer rundt mellem kød og kolorte. . . Lidt længere henne går et par høns rundt om deres halvdøde venner, som måske snart skal laves til en chickentikka. Og hunden, som har fulgt os lige fra parken ved vores hotel, og som vi har givet navnet 'Vasco', følger trofast med os rundt og venter ovenikøbet på os, mens vi spiser. Jørgen gav den et klap, og så var vi venner. . .

I morgen er det tidligt op og til lufthavnen, som ligger få kilometer herfra. Vi flyver klokken syv. Ni en halv time senere skal vi være i Varanasi.

Oasis on the beach

Hvor bliver dagene af? Endnu en solnedgang over det indiske ocean. Maanen er forlaengst staaet op, og om lidt, naar det begynder at blive moerkt, dukker venus op paa den sorte himmel for efter nogle timer at slukkes med en syden, naar den falder i havet. . . 


'Alt det her skal I betale for,' siger vores tjener og peger paa den smukke udsigt fra restauranten, der ligger helt ned til stranden. 'Jeg har det helt gratis og kan nyde det, saa meget jeg vil.' 


Vi har talt med ham hver dag, siden vi kom. Han har serveret en del omeletter, frugtsalater, friskpressede juicer, ingefaerte og ris med groentsager for os, og han ved efterhaanden, hvad vi godt kan lide. 'Sorry,' er et ord, han bruger meget. For mange gange er han saa ivrig efter at snakke, at han glemmer et eller andet af det, vi har bestilt. Han har  fortalt os mange ting om sig selv, sit liv - og i dag fik vi en laengere historie om guderne, Vishnu, Gaia og daemonerne, og om hvordan universet haenger sammen, og om de mange, mange liv, vi skal leve. Til morgen afsloerede han hemmeligheden om 'ungdommens kilde' for os.


En gang om aaret skal man leve i coelibat i tre uger, forklarede han alvorligt. Samtidig skal man hver dag paa fastende hjerte drikke et glas honning iblandet fire andre ingredienser, som jeg lige skal finde ud af helt praecist, og saa skal man loebe 16 kilometer for at kunne fordoeje honningdrikken. Ganske enkelt. . . Det skal proeves.


Vores tjener er en meget ulykkelig ung mand, der kun sjaeldent smiler. Han arbejder ligesom sine kolleger - fem, seks andre unge maend - fra morgen til aften. En af dem staar det meste af tiden nede paa stranden, hvor han servicerer dem, der er for dovne til at rejse sig fra deres strandstol for andet end at gaa ud i boelgerne. Saa gaar han op og ned ad trapperne til restauranten og kommer med koelige drikke eller frugt. En anden staar og klasker smaa dejkugler ned i disken og former dem til naanbroed eller chapati, og broedene er friskbagte og varme. Ude fra baglokalet kommer stegeosen, lugten af krydderier og lyden fra juicemaskinen, som bliver brugt flittigt.


Bag ved restauranten kan man lige faa et glimt ind i den hytte, hvor personalet slapper af, naar der ikke er noget at tage sig til, og hvor de ogsaa sover om natten. Der er en del rod og skrammel, og saa er der en koejeseng og et par andre senge. Og at doemme efter et par avisannoncer, jeg har set, er loennen omkring 6000 rupees om maaneden. Ikke meget, selvom alt er billigt her.


TIl gengaeld er udsigten smuk, vandet er dejligt, sandet hvidt, himlen altid blaa, og dage kan nemt blive til uger her. Man kommer uundgaaeligt ned i tempo. . . Svaert at loesrive sig fra. Men i morgen formiddag  venter en taxa paa at koere os til et hotel i naerheden af Goa lufthavn, saa er klar til at flyve klokken syv morgen. 


Varanasi venter paa os. . . og jeg er meget spaendt paa, hvordan det vil vaere!

And now we go Goa. . . ligesom saa mange andre

Saa er vi i Goa. Det var ikke helt efter planen, men vi blev enige om lige at faa lidt sol, strand, vand og varme, foer vi flyver nordpaa til Varanasi paa mandag. 


Vi kom til Margao en meget tidlig soendag morgen omkring klokken fem, hvor vi som de eneste passagerer blev sat af bussen  i moerket paa noget, der lignede en oede landevej. Det var Margao, sagde buschauffoeren. Det var der, vi havde koebt billet til. Som alle andre steder var der en tuktuk og med den en chauffoer, der tilboed at koere os, hvorhen vi ville. 'Pyhhhhh,' var det eneste, jeg kunne svare ham. Jeg tumlede ind paa bagsaedet og bad til, at vi meget hurtigt ville komme til et hotel. Men jeg maatte holde ud i noget tid, for de foerste tre hoteller, hvor chauffoeren fik banket noget personale op, var fyldt. Jeg var mere end lykkelig, da jeg endelig kunne laegge mig i en seng, der stod stille. 


Tag aldrig med en 'sleeper-bus'! Goer det ikke! Selvom de kalder det en luksusbus, saa lad vaere. Jeg goer det i hvert fald ikke mere. Jeg var saa kaephoej efter den herlige bustur fra Ooty til Mysore, men det var om dagen og siddende, og jeg kunne foelge med hele vejen. Det her var hele natten i moerke, liggende  . . . Bussen var indrettet med en slags kahytter i to etager i hver side. Enkelt i den ene, dobbelt i den anden side. Luksus'en var til at overse. Der var kun en madras og ikke andet, saa jeg var glad for min lagenpose og mit fine ( og efter Joergens mening alt for dyre) kasmirsjal, som hjalp mig med at holde varmen hen paa de smaa timer.


Vi gjorde en del stop undervejs, hvor jeg lige kunne naa at traekke vejret, foer det gik videre med haarnaalesving, vejbump og op og ned i tempo. Jeg havde naesten lige faaet den soedeste kompliment af kaeresten, og ikke ret laenge efter laa jeg og vaandede mig med en plastikpose klar, for jeg ville ikke braekke mig ud af vinduet, som chauffoeren foerslog. Gad vide hvor dejlig jeg lige var da??? Jeg maa have lignet en klud. Foelte mig i hvert fald saadan.


Naa, jeg overlevede, og kaeresten er stadig ved min side. . . 


For at hvile lidt ud blev vi en ekstra dag i Margao, som er verdens kedeligste by. I hvert fald om soendagen. Alt var lukket, og eftermiddagsteen fik vi paa en tankstation, vi kom forbi. Til gengaeld fik vi en overraskende god middag paa vores hotel. "Parak paneer' fik jeg - hjemmelavet ost i spinatsovs. . . Uhm!


Mandag tog vi toget mod nord, og nu er vi saa i den nok mest overturistede stat i Indien for at faa lidt sol, varme, strand, hav og afslapning ligesom alle de andre danskere, franskmaend, tyskere, englaendere og russere osvosvosv. Goa er igennem de sidste aar blevet et meget populaert feriemaal, og det baerer omraadet tydeligt praeg af. Her er ikke andet end hoteller, bambushytter helt ned til stranden, restauranter, cafeer og boder med tingeltangel. 


Heldigvis har vi fundet et sted i det nordlige Goa, hvor der er nogenlunde fredeligt. Vores hytte ligger lidt afsides, saa vi har ikke udsigt over havet, som jeg havde droemt om. Men bambushytten, vi fik tilbydt, virkede for vakkelvorn, saa den opgav vi. I stedet har vi en terrasse med palmer lige ned til en flod. Vi har selskab af en kattemor med fire radmagre kattekillinger, og vores naboer gaar tidligt i seng ligesom vi selv goer. Der er ikke mange mennesker paa den hvide sandstrand, hvor man kan laegge sig paa en droemmeseng i skyggen under et tag af bambusmaatter, hvis man har lyst. Og man kan faa serveret lige, hvad man vil fra restauranten. Og saa kan man selvfoelgelig hoppe i boelgerne, som utraetteligt ruller ind mod kysten og tilbage igen. . . og som man kan hoere hele doegnet. I morgen tager vi en lille tur til et marked i naerheden. Det kunne vaere, der var lidt sjovt at kigge paa. . . 

En helt vidunderlig landsby med et gammelt tempel

Vi er i Indien. . . Lige som man sidder og skriver nok saa godt, gaar nettet ned, og skaermen bliver sort. Alt er forsvundet, naar forbindelsen kommer igen. . . Saadan er livet.


Jeg ville fortaelle om Anegundi, som gjorde et stort og staerkt indtryk. Vi havde en halv dag, foer vi skulle videre paa vores rundrejse, saa vi blev enige om lige at se et par templer til. Dem er der nok af i Hampi. 


Vores tuktukchauffoer satte os af paa pladsen i den lille landsby, der umiddelbart ligner de fleste andre smaa indiske landsbyer, vi er koert igennem. Bortset fra paladset selvfoelgelig. Men ellers - omstrejfende hunde, koer, boefler, folk, der slapper af i skyggen, mere eller mindre faldefaerdige huse og hytter og stoev og rod og affald plus nogle turister paa motorcykler. 
Men Anegundi er noget helt saerligt, fortalte tyskeren, der dukkede op, mens vi saa os om paa byens bibliotek. Byen har nemlig stadig en maharaji, som soerger for at alting er i orden, og at folk har det godt. 


Tyskeren, som selv havde boet der i to aar, fortalte, at han stod for det frivillige arbejde paa stedet. Og at han laerte noget nyt hver dag. . . 
Paa hans opfordring gik vi ad en smal vej ned mod floden, hvor vi ville finde resterne af et tempel, der har vaeret i brug igennem de sidste 10.000 aar. Og der kommer stadig mange mennesker hver dag for at tilbede guden Rama, som templet er helliget.


Det var midt paa dagen og varmt og stoevet, men alle dem, vi moedte, smilede og hilste paa os. Og vi maatte svare paa de saedvanlige spoergsmaal om, hvor vi kom fra. Vejen endte blindt, og her laa templet. Det var et naesten ubeskriveligt smukt sceneri. Kvinder i farvestraalende sarier, maend i forskellige gevandter og turban - alle sammen med en farvet plet i panden, roegtere, der var ved at genne en stor flok boefler i vandet og over paa en lille oe midt i floden, kvinder, der vaskede toej og lagde det til toerre paa de varme sten ved flodbredden, boern, der rakte deres haender ud mod os og bad om en 'schoolpin', en masse mennesker paa vej ud fra templet. . . 


Pludselig dukkede en morlille op og gjorde tegn til os om at tage skoene af og foelge efter hende. Hun var klaedt i en pink silkesari og gul kortaermet jakke. Trods den stok, hun gik med, bevaegede hun sig energisk og hurtigt og viste os rundt i tempelruinerne. Viste os figurer og udskaeringer i gulvet og fortalte os en masse, hvis mening, jeg kun kunne gaette mig til. 


Til sidst blev vi vist ind i en klippehule, som var formet af det roedlige kaempesten, som er spredt ud over hele Hampi's omraade. Paa gulvet var et lille stenalter, og det var tydeligt, at det var her, mennesker igennem de sidste titusind aar var kommet for at tilbede guderne. Morlille opfordrede os til at saette os, og vi sad lidt i tavshed. Jeg fik kuldegysninger og foelte mig dybt bevaeget. Kunne have siddet der laenge, hvis morlille ikke havde roemmet sig kraftigt et par gange. . . Nu var det nok, mente hun altsaa. Vi rejste os og gav hende en pengeseddel. Hun saa paa den, saa paa os med et meget utilfreds udtryk. Det var ikke nok. Et par moenter til i hendes rynkede haand, og hun lukkede oejnene, trykkede sin haand med pengende mod sit hjerte og smilede. 


Et oejeblik efter var hun forsvundet. Paa vej ud blev vi moedt af en masse mennesker, der skulle ind i templet. 'Namaste,' hilste de. Aldrig har jeg faaet saa mange smil og hilsner fra hjertet paa en gang. . . 


Og saa maatte jeg ind til kvinderne, der sad i skyggen under et stort trae og haeklede og syede af bananfibre, der var farvet i smukke farver. Fine smaa og store tasker, kurve og maatter. lavee de. Et af byens projekter. Jeg var begejstret og fik at vide af kaeresten, at jeg lignede en dronning, der var paa et godgoerenhedsbesoeg. . . Jeg havde ogsaa min straahat paa. Men spaendende var det at se, og dronning eller ej - saa foelte jeg mig velkommen. Og jeg kunne da heller ikke lade vaere med at koebe en lille ting. Selvom min rygsaek snart ikke er til at baere. . . 


Efter en kop te et meget hyggeligt sted, hvor jeg aegrede mig over ikke at vaere sulten, fordi de havde nogle meget laekre massaladosaer, foelte jeg mig glad og godt tilpas. Klar til at tage sleeperbussen de naesten tolv timer til Margao. 


Men det er en helt anden historie, for det viste sig at vaere noget af en proevelse. Nogle gange tror jeg, at jeg kan mere, end jeg i virkeligheden kan. 

Templer, krokodiller og mudderbad

Der er mere end femhundrede trin op til abeguden, Hanumans tempel, som ligger hoejt oppe paa en bjergtop. Tuktukchauffoeren griner af os, da vi siger, at vi er tilbage om en halv time. Vi bruger da ogsaa tre gange saa lang tid paa at komme op og ned. 


I gaar fik vi ellers templer nok. Koerte fra det ene til det andet til det tredje, steg af, gik ind og kiggede paa soejler, friser, smukke udsigter og figurer. Flot var det - og stegende hedt at bevaege sig rundt i 35 graders varme. Nu er jeg blevet glad for min straahat, som jeg koebte i Varkala, og som jeg ikke har brugt foer. Endnu gladere blev jeg for den, da en lille pige med store brune oejne sagde til mig: 'You are very beautiful, ma'm!' Hvem kan staa for det? Jeg fotograferede hende da ogsaa, og saa var vi begge glade.  


Men templer - ja, dem er der mange af her i Hampi, og som sagt fik vi set en del. Ogsaa det kongelige palads fik vi set og dronningens bad, der havde rindende vand, som blev ledt igennem flere kilometer lange kanaler og den store bazar, der var bygget som to lange, smalle overdaekkede gange med en masse firkantede soejler. Fjorten soejler til hver bod var der. Saa var der da ikke det at slaas om. Desvaerre er alt lagt i ruiner, saa man kun kan faa et lille indtryk af, hvor imponerende dette kaempe emperium har vaeret, indtil det blev erobret af fjenderne for femhundrede aar siden.


Der var mange andre end os, der ville se Hampi. Ogsaa det unge par, vi som sammen med i toget fra Bengaluru. Mens hun var kroebet til koejs efter at have redt baade sin og hans 'seng', sad han med sin 'mac' paa skoedet og kom hurtigt i snak med et par andre kloge herrer, og snakken gik livligt om kemi og behandling af cancer. Nu kom hun pludselig gaaende hen imod mig med det stoerste smil, gav mig haanden og spurgte, hvad vi syntes om Hampi. Han kom lidt efter med et stort kamera haengende om halsen og smilede ligesaa glad. Som at moede gamle venner. Saadan er Indien ogsaa. . . 


Men tilbage til Hanuman og hans tempel. Et mylder af unge og gamle, maend og kvinder i det mest farvestraalende toej og gevandter bevaegede sig mere eller mindre stoennende og pustende op ad de mange trin. Der var ikke langt imellem pauserne, og vi blev gerne budt til at sidde paa raekvaerket, hvor der var lidt skygge, naar sveden dryppede for meget. Et sted sad vi sammen med et ungt par. 'Which country?' spurgte manden, som folk altid goer, naar de moeder en udlaending. Joergen svarede venligt. 'How much age?' spurgte manden saa. 'Fifteen,' svarede Joergen, hvilket ikke er helt rigtigt. Men vi fik grinet en del, og mon ikke vi har faaet lidt syndsforladelse ved at gaa hele pilgrimsvejen op til templet? 


Der var et leben paa toppen. Folk var glade og begejstrede, og alle raabte noget, der loed i retning af: jay sia 'ram. Jeg forstod det ikke, men vi mumlede begge to med ind imellem. Udsigten deroppefra var storslaaet. . . landskabet ligner en stor bunke af kaempemaessige sten, der er blevet smidt tilfaeldigt rundt omkring. Floden bugter sig af sted, solen straaler, og himlen er hoej og blaa. 


Ned igen. Det gik lidt lettere. Ogsaa for en gammel mand, der var saa glad, at han ifoert hue og ulden vest loeb ned ad trapperne, mens han raabte 'jay sia ram'. . . 


Jeg foelte mig ogsaa ret godt tilpas, da jeg havde gennemfoert turen. Og endnu bedre havde jeg det, da vi koerte videre med vores tuktuk ud til en kaempe opdaemmet soe, hvor vi kunne gaa i vandet. Ganske vist stod der paa et skilt, at der var krokodiller, men vi saa ikke nogen. Vi noed begge to at faa sveden skyllet af i det kolde vand, og vi kom helskindede hjem til vores palmehytte. Her havde en af boeflerne revet sig loes, vaeltede en bananpalme og gik direkte ned i rismarken foran vores veranda. Her lagde den sig i mudderet og rullede rundt. Hvem har ikke brug for et bad i den varme? Og mudderbad bliver man smukkere af, siges det. Desvaerre for boeflen blev den jaget op og tilbage til sin plads af en kvinde, der raabte ad den og kastede sten i rumpen paa den. Og det med krokodillerne er maaske kun en joke, der skal faa folk til at holde sig fra vandet. Jeg ved det ikke - i aftes ved floden moedte vi en ung mand, der holdt sig oppe paa bredden. Han skulle ikke nyde noget af at blive aedt af de farlige dyr. Jeg maa se efter, naar vi gaar ned til floden for at se solnedgang i dag. . . .