Oasis on the beach

Hvor bliver dagene af? Endnu en solnedgang over det indiske ocean. Maanen er forlaengst staaet op, og om lidt, naar det begynder at blive moerkt, dukker venus op paa den sorte himmel for efter nogle timer at slukkes med en syden, naar den falder i havet. . . 


'Alt det her skal I betale for,' siger vores tjener og peger paa den smukke udsigt fra restauranten, der ligger helt ned til stranden. 'Jeg har det helt gratis og kan nyde det, saa meget jeg vil.' 


Vi har talt med ham hver dag, siden vi kom. Han har serveret en del omeletter, frugtsalater, friskpressede juicer, ingefaerte og ris med groentsager for os, og han ved efterhaanden, hvad vi godt kan lide. 'Sorry,' er et ord, han bruger meget. For mange gange er han saa ivrig efter at snakke, at han glemmer et eller andet af det, vi har bestilt. Han har  fortalt os mange ting om sig selv, sit liv - og i dag fik vi en laengere historie om guderne, Vishnu, Gaia og daemonerne, og om hvordan universet haenger sammen, og om de mange, mange liv, vi skal leve. Til morgen afsloerede han hemmeligheden om 'ungdommens kilde' for os.


En gang om aaret skal man leve i coelibat i tre uger, forklarede han alvorligt. Samtidig skal man hver dag paa fastende hjerte drikke et glas honning iblandet fire andre ingredienser, som jeg lige skal finde ud af helt praecist, og saa skal man loebe 16 kilometer for at kunne fordoeje honningdrikken. Ganske enkelt. . . Det skal proeves.


Vores tjener er en meget ulykkelig ung mand, der kun sjaeldent smiler. Han arbejder ligesom sine kolleger - fem, seks andre unge maend - fra morgen til aften. En af dem staar det meste af tiden nede paa stranden, hvor han servicerer dem, der er for dovne til at rejse sig fra deres strandstol for andet end at gaa ud i boelgerne. Saa gaar han op og ned ad trapperne til restauranten og kommer med koelige drikke eller frugt. En anden staar og klasker smaa dejkugler ned i disken og former dem til naanbroed eller chapati, og broedene er friskbagte og varme. Ude fra baglokalet kommer stegeosen, lugten af krydderier og lyden fra juicemaskinen, som bliver brugt flittigt.


Bag ved restauranten kan man lige faa et glimt ind i den hytte, hvor personalet slapper af, naar der ikke er noget at tage sig til, og hvor de ogsaa sover om natten. Der er en del rod og skrammel, og saa er der en koejeseng og et par andre senge. Og at doemme efter et par avisannoncer, jeg har set, er loennen omkring 6000 rupees om maaneden. Ikke meget, selvom alt er billigt her.


TIl gengaeld er udsigten smuk, vandet er dejligt, sandet hvidt, himlen altid blaa, og dage kan nemt blive til uger her. Man kommer uundgaaeligt ned i tempo. . . Svaert at loesrive sig fra. Men i morgen formiddag  venter en taxa paa at koere os til et hotel i naerheden af Goa lufthavn, saa er klar til at flyve klokken syv morgen. 


Varanasi venter paa os. . . og jeg er meget spaendt paa, hvordan det vil vaere!

And now we go Goa. . . ligesom saa mange andre

Saa er vi i Goa. Det var ikke helt efter planen, men vi blev enige om lige at faa lidt sol, strand, vand og varme, foer vi flyver nordpaa til Varanasi paa mandag. 


Vi kom til Margao en meget tidlig soendag morgen omkring klokken fem, hvor vi som de eneste passagerer blev sat af bussen  i moerket paa noget, der lignede en oede landevej. Det var Margao, sagde buschauffoeren. Det var der, vi havde koebt billet til. Som alle andre steder var der en tuktuk og med den en chauffoer, der tilboed at koere os, hvorhen vi ville. 'Pyhhhhh,' var det eneste, jeg kunne svare ham. Jeg tumlede ind paa bagsaedet og bad til, at vi meget hurtigt ville komme til et hotel. Men jeg maatte holde ud i noget tid, for de foerste tre hoteller, hvor chauffoeren fik banket noget personale op, var fyldt. Jeg var mere end lykkelig, da jeg endelig kunne laegge mig i en seng, der stod stille. 


Tag aldrig med en 'sleeper-bus'! Goer det ikke! Selvom de kalder det en luksusbus, saa lad vaere. Jeg goer det i hvert fald ikke mere. Jeg var saa kaephoej efter den herlige bustur fra Ooty til Mysore, men det var om dagen og siddende, og jeg kunne foelge med hele vejen. Det her var hele natten i moerke, liggende  . . . Bussen var indrettet med en slags kahytter i to etager i hver side. Enkelt i den ene, dobbelt i den anden side. Luksus'en var til at overse. Der var kun en madras og ikke andet, saa jeg var glad for min lagenpose og mit fine ( og efter Joergens mening alt for dyre) kasmirsjal, som hjalp mig med at holde varmen hen paa de smaa timer.


Vi gjorde en del stop undervejs, hvor jeg lige kunne naa at traekke vejret, foer det gik videre med haarnaalesving, vejbump og op og ned i tempo. Jeg havde naesten lige faaet den soedeste kompliment af kaeresten, og ikke ret laenge efter laa jeg og vaandede mig med en plastikpose klar, for jeg ville ikke braekke mig ud af vinduet, som chauffoeren foerslog. Gad vide hvor dejlig jeg lige var da??? Jeg maa have lignet en klud. Foelte mig i hvert fald saadan.


Naa, jeg overlevede, og kaeresten er stadig ved min side. . . 


For at hvile lidt ud blev vi en ekstra dag i Margao, som er verdens kedeligste by. I hvert fald om soendagen. Alt var lukket, og eftermiddagsteen fik vi paa en tankstation, vi kom forbi. Til gengaeld fik vi en overraskende god middag paa vores hotel. "Parak paneer' fik jeg - hjemmelavet ost i spinatsovs. . . Uhm!


Mandag tog vi toget mod nord, og nu er vi saa i den nok mest overturistede stat i Indien for at faa lidt sol, varme, strand, hav og afslapning ligesom alle de andre danskere, franskmaend, tyskere, englaendere og russere osvosvosv. Goa er igennem de sidste aar blevet et meget populaert feriemaal, og det baerer omraadet tydeligt praeg af. Her er ikke andet end hoteller, bambushytter helt ned til stranden, restauranter, cafeer og boder med tingeltangel. 


Heldigvis har vi fundet et sted i det nordlige Goa, hvor der er nogenlunde fredeligt. Vores hytte ligger lidt afsides, saa vi har ikke udsigt over havet, som jeg havde droemt om. Men bambushytten, vi fik tilbydt, virkede for vakkelvorn, saa den opgav vi. I stedet har vi en terrasse med palmer lige ned til en flod. Vi har selskab af en kattemor med fire radmagre kattekillinger, og vores naboer gaar tidligt i seng ligesom vi selv goer. Der er ikke mange mennesker paa den hvide sandstrand, hvor man kan laegge sig paa en droemmeseng i skyggen under et tag af bambusmaatter, hvis man har lyst. Og man kan faa serveret lige, hvad man vil fra restauranten. Og saa kan man selvfoelgelig hoppe i boelgerne, som utraetteligt ruller ind mod kysten og tilbage igen. . . og som man kan hoere hele doegnet. I morgen tager vi en lille tur til et marked i naerheden. Det kunne vaere, der var lidt sjovt at kigge paa. . . 

En helt vidunderlig landsby med et gammelt tempel

Vi er i Indien. . . Lige som man sidder og skriver nok saa godt, gaar nettet ned, og skaermen bliver sort. Alt er forsvundet, naar forbindelsen kommer igen. . . Saadan er livet.


Jeg ville fortaelle om Anegundi, som gjorde et stort og staerkt indtryk. Vi havde en halv dag, foer vi skulle videre paa vores rundrejse, saa vi blev enige om lige at se et par templer til. Dem er der nok af i Hampi. 


Vores tuktukchauffoer satte os af paa pladsen i den lille landsby, der umiddelbart ligner de fleste andre smaa indiske landsbyer, vi er koert igennem. Bortset fra paladset selvfoelgelig. Men ellers - omstrejfende hunde, koer, boefler, folk, der slapper af i skyggen, mere eller mindre faldefaerdige huse og hytter og stoev og rod og affald plus nogle turister paa motorcykler. 
Men Anegundi er noget helt saerligt, fortalte tyskeren, der dukkede op, mens vi saa os om paa byens bibliotek. Byen har nemlig stadig en maharaji, som soerger for at alting er i orden, og at folk har det godt. 


Tyskeren, som selv havde boet der i to aar, fortalte, at han stod for det frivillige arbejde paa stedet. Og at han laerte noget nyt hver dag. . . 
Paa hans opfordring gik vi ad en smal vej ned mod floden, hvor vi ville finde resterne af et tempel, der har vaeret i brug igennem de sidste 10.000 aar. Og der kommer stadig mange mennesker hver dag for at tilbede guden Rama, som templet er helliget.


Det var midt paa dagen og varmt og stoevet, men alle dem, vi moedte, smilede og hilste paa os. Og vi maatte svare paa de saedvanlige spoergsmaal om, hvor vi kom fra. Vejen endte blindt, og her laa templet. Det var et naesten ubeskriveligt smukt sceneri. Kvinder i farvestraalende sarier, maend i forskellige gevandter og turban - alle sammen med en farvet plet i panden, roegtere, der var ved at genne en stor flok boefler i vandet og over paa en lille oe midt i floden, kvinder, der vaskede toej og lagde det til toerre paa de varme sten ved flodbredden, boern, der rakte deres haender ud mod os og bad om en 'schoolpin', en masse mennesker paa vej ud fra templet. . . 


Pludselig dukkede en morlille op og gjorde tegn til os om at tage skoene af og foelge efter hende. Hun var klaedt i en pink silkesari og gul kortaermet jakke. Trods den stok, hun gik med, bevaegede hun sig energisk og hurtigt og viste os rundt i tempelruinerne. Viste os figurer og udskaeringer i gulvet og fortalte os en masse, hvis mening, jeg kun kunne gaette mig til. 


Til sidst blev vi vist ind i en klippehule, som var formet af det roedlige kaempesten, som er spredt ud over hele Hampi's omraade. Paa gulvet var et lille stenalter, og det var tydeligt, at det var her, mennesker igennem de sidste titusind aar var kommet for at tilbede guderne. Morlille opfordrede os til at saette os, og vi sad lidt i tavshed. Jeg fik kuldegysninger og foelte mig dybt bevaeget. Kunne have siddet der laenge, hvis morlille ikke havde roemmet sig kraftigt et par gange. . . Nu var det nok, mente hun altsaa. Vi rejste os og gav hende en pengeseddel. Hun saa paa den, saa paa os med et meget utilfreds udtryk. Det var ikke nok. Et par moenter til i hendes rynkede haand, og hun lukkede oejnene, trykkede sin haand med pengende mod sit hjerte og smilede. 


Et oejeblik efter var hun forsvundet. Paa vej ud blev vi moedt af en masse mennesker, der skulle ind i templet. 'Namaste,' hilste de. Aldrig har jeg faaet saa mange smil og hilsner fra hjertet paa en gang. . . 


Og saa maatte jeg ind til kvinderne, der sad i skyggen under et stort trae og haeklede og syede af bananfibre, der var farvet i smukke farver. Fine smaa og store tasker, kurve og maatter. lavee de. Et af byens projekter. Jeg var begejstret og fik at vide af kaeresten, at jeg lignede en dronning, der var paa et godgoerenhedsbesoeg. . . Jeg havde ogsaa min straahat paa. Men spaendende var det at se, og dronning eller ej - saa foelte jeg mig velkommen. Og jeg kunne da heller ikke lade vaere med at koebe en lille ting. Selvom min rygsaek snart ikke er til at baere. . . 


Efter en kop te et meget hyggeligt sted, hvor jeg aegrede mig over ikke at vaere sulten, fordi de havde nogle meget laekre massaladosaer, foelte jeg mig glad og godt tilpas. Klar til at tage sleeperbussen de naesten tolv timer til Margao. 


Men det er en helt anden historie, for det viste sig at vaere noget af en proevelse. Nogle gange tror jeg, at jeg kan mere, end jeg i virkeligheden kan. 

Templer, krokodiller og mudderbad

Der er mere end femhundrede trin op til abeguden, Hanumans tempel, som ligger hoejt oppe paa en bjergtop. Tuktukchauffoeren griner af os, da vi siger, at vi er tilbage om en halv time. Vi bruger da ogsaa tre gange saa lang tid paa at komme op og ned. 


I gaar fik vi ellers templer nok. Koerte fra det ene til det andet til det tredje, steg af, gik ind og kiggede paa soejler, friser, smukke udsigter og figurer. Flot var det - og stegende hedt at bevaege sig rundt i 35 graders varme. Nu er jeg blevet glad for min straahat, som jeg koebte i Varkala, og som jeg ikke har brugt foer. Endnu gladere blev jeg for den, da en lille pige med store brune oejne sagde til mig: 'You are very beautiful, ma'm!' Hvem kan staa for det? Jeg fotograferede hende da ogsaa, og saa var vi begge glade.  


Men templer - ja, dem er der mange af her i Hampi, og som sagt fik vi set en del. Ogsaa det kongelige palads fik vi set og dronningens bad, der havde rindende vand, som blev ledt igennem flere kilometer lange kanaler og den store bazar, der var bygget som to lange, smalle overdaekkede gange med en masse firkantede soejler. Fjorten soejler til hver bod var der. Saa var der da ikke det at slaas om. Desvaerre er alt lagt i ruiner, saa man kun kan faa et lille indtryk af, hvor imponerende dette kaempe emperium har vaeret, indtil det blev erobret af fjenderne for femhundrede aar siden.


Der var mange andre end os, der ville se Hampi. Ogsaa det unge par, vi som sammen med i toget fra Bengaluru. Mens hun var kroebet til koejs efter at have redt baade sin og hans 'seng', sad han med sin 'mac' paa skoedet og kom hurtigt i snak med et par andre kloge herrer, og snakken gik livligt om kemi og behandling af cancer. Nu kom hun pludselig gaaende hen imod mig med det stoerste smil, gav mig haanden og spurgte, hvad vi syntes om Hampi. Han kom lidt efter med et stort kamera haengende om halsen og smilede ligesaa glad. Som at moede gamle venner. Saadan er Indien ogsaa. . . 


Men tilbage til Hanuman og hans tempel. Et mylder af unge og gamle, maend og kvinder i det mest farvestraalende toej og gevandter bevaegede sig mere eller mindre stoennende og pustende op ad de mange trin. Der var ikke langt imellem pauserne, og vi blev gerne budt til at sidde paa raekvaerket, hvor der var lidt skygge, naar sveden dryppede for meget. Et sted sad vi sammen med et ungt par. 'Which country?' spurgte manden, som folk altid goer, naar de moeder en udlaending. Joergen svarede venligt. 'How much age?' spurgte manden saa. 'Fifteen,' svarede Joergen, hvilket ikke er helt rigtigt. Men vi fik grinet en del, og mon ikke vi har faaet lidt syndsforladelse ved at gaa hele pilgrimsvejen op til templet? 


Der var et leben paa toppen. Folk var glade og begejstrede, og alle raabte noget, der loed i retning af: jay sia 'ram. Jeg forstod det ikke, men vi mumlede begge to med ind imellem. Udsigten deroppefra var storslaaet. . . landskabet ligner en stor bunke af kaempemaessige sten, der er blevet smidt tilfaeldigt rundt omkring. Floden bugter sig af sted, solen straaler, og himlen er hoej og blaa. 


Ned igen. Det gik lidt lettere. Ogsaa for en gammel mand, der var saa glad, at han ifoert hue og ulden vest loeb ned ad trapperne, mens han raabte 'jay sia ram'. . . 


Jeg foelte mig ogsaa ret godt tilpas, da jeg havde gennemfoert turen. Og endnu bedre havde jeg det, da vi koerte videre med vores tuktuk ud til en kaempe opdaemmet soe, hvor vi kunne gaa i vandet. Ganske vist stod der paa et skilt, at der var krokodiller, men vi saa ikke nogen. Vi noed begge to at faa sveden skyllet af i det kolde vand, og vi kom helskindede hjem til vores palmehytte. Her havde en af boeflerne revet sig loes, vaeltede en bananpalme og gik direkte ned i rismarken foran vores veranda. Her lagde den sig i mudderet og rullede rundt. Hvem har ikke brug for et bad i den varme? Og mudderbad bliver man smukkere af, siges det. Desvaerre for boeflen blev den jaget op og tilbage til sin plads af en kvinde, der raabte ad den og kastede sten i rumpen paa den. Og det med krokodillerne er maaske kun en joke, der skal faa folk til at holde sig fra vandet. Jeg ved det ikke - i aftes ved floden moedte vi en ung mand, der holdt sig oppe paa bredden. Han skulle ikke nyde noget af at blive aedt af de farlige dyr. Jeg maa se efter, naar vi gaar ned til floden for at se solnedgang i dag. . . .

Til Hampi efter en togrejse paa langs

Saa er vi kommet til noget naer paradis. . .

I gaar sagde vi farvel til Mysore og dens herligheder af larm, hektisk trafik, os, snavs, farverige bazar med krydderier i store saekke og groentsager i sirlige bunker og til vores venlige tuktuk-chauffoer, som koerte os til sandeloliefabrikken og bagefter til forretningen med kashmirsjaler, hvor jeg selvfoelgelig faldt for et par stykker i den bedste kvalitet. Jo, jo, Aijazz, som indehaveren hed, forstod at saelge. Serverede te af kardemomme og kanel og laerte mig at drapere et sjal, saa det bliver siddende. Det var svaert at staa for, og bagefter aergrede Joergen sig over ikke at have faaet prisen laengere ned. Havde jeg ikke vaeret med, var det nok gaaet. Jeg er alt for tydeligt begejstret. . . Men jeg er glad - har det smukkeste sjal, der kan holde resten af mit liv.

Saa blev det aften. Vi tog til den overfyldte banegaard, hvor de soelle laa og sov paa fortovet, og hvor toilettet var en pest. 'Use and pay', stod der. Jeg blev sur og spurgte toiletpasseren, som bare sad og drev den af, hvad jeg skulle betale for. Men jeg slap ikke for at give ham et par rupees.
Vi steg paa toget, som var ligesaa langt som Storebaeltsbroen, og koerte til Bengaluru, hvor vi skiftede til en 'sleeper'. Der var mange passagerer, og ikke et saede var tomt, saa vi laa taet. De fleste var maend, og de to, jeg laa i kupe med, snorkede hoejlydt. Overraskende nok fik jeg sovet nogenlunde i min overkoeje, der var haard som et braedt.

Klokken halvotte i morges blev vi paa perronen i Hospet budt velkomne af tuktuk-chauffoererne, der  ivrigt forsoegte at overtale folk til at koere dem videre til deres forskellige bestemmelsessteder. Vi kom med Rago, som paa bagsiden af sit saede havde faaet sin bror til at skrive:

'There are two kind of people in the world
The takers and the givers
The takers eat well - but the givers sleep well'

Vi koerte mod Hampi, og som saedvanlig var trafikken taet - det nye her var de mange oksekaerrer, der var laesset med sukkerroer.

Efter en halv times tid kom vi ind i Hampi, som er et kaempe omraade med ruinerne efter et kejserdoemme, som blev besejret i midten af 1500-tallet og derefter forladt. Der skal tid til at se det hele - omkring syv kvadratkilometer er der med statuer, fjorten templer, soejler og bazar - saa vi regner med at blive nogle dage. Vi bor paa den anden side af floden, hvor vi er lidt vaek fra alt mylderet, for stedet her er meget populaert, og der er mange turister.

Saa nu bor vi paa 'Mowgli Guesthouse' i en lille hytte. Fra vores veranda med haengekoeje og et par stole, hvor vi kan faa maden serveret, hvis vi vil,  har vi udsigt over overrislede rismarker med spredte kokospalmer, hvis blade rasler i vinden. I baggrunden kan vi se disede bjerge, og rundt om er der bakker af kaempemaessige sten. Der er fugle og store sommerfugle og duftende blomster. Saa smukt, saa smukt og saa anderledes end byen, vi forlod. Her er fredeligt og plads til at samle ny energi.

Og saa er her varmt! Over tredive grader. Ikke saa daarligt, naar jeg taenker paa, at vi er i slutningen af januar maaned.

Elefanter, guld, silke og duftende olier i Mysore

'Elephants,' siger jeg ivrigt og peger paa et par elefanter, der gaar nede ved bredden af floden, vi koerer langs med. Chauffoeren saetter farten ned og slukker for den skrattende radio, der spiller indisk popmusik. Alle i bussen bliver helt stille og betragter de store dyr. Lidt laengere fremme maa vi koere udenom en elefant, der gaar midt paa vejen.

Turen fra Ooty er mindst ligesaa smuk som vejen dertil. Store omraader med eukalyptustraer med fine soelvblade, teaktraer, sandeltraer, bananpalmer og aber i smaa flokke. Hairpinbends hele tiden. . . Og saa et langt lige stykke vej gennem vildtreservater, hvor man skal koere langsomt for ikke at forstyrre dyrene. Turen tager seks timer - den foerste bruger vi paa at koere rundt i Ooty og samle folk op. Der er plads til cirka tyve, men der er altid plads til en til og lidt ekstra bagage paa toppen. Luksusbus koerer vi med. Og jeg nyder det i fulde drag. Jeg, der altid har hadet at koere i bus, ville oenske, at turen varede lidt laengere. Men alting har en ende, og vi bliver sat af midt i Mysore's mylder, hvor tuktukchauffoererne skaendes om, hvem der skal koere os.

Efter at have fundet et hotelvaerelse med en blaa sofa og et lille vindue ud til noger, der ligner en baggaard, som jeg havde forudset, tager vi til maharajaen's palads. Desvaerre er der kun en time til lukketid, men vi naar alligevel at faa en privat rundvisning af en ivrig guide, der kender hele paladsets historie. . . Indtrykket e overvaeldende, og jeg har ikke ord for det. . . Paladset er flottere end noget, jeg tidligere har set. Store sale med udskaarne lofter i teaktrae, buer malet i smukke, smukke farver og udsmykket med det pureste guld fra en guldmine naer Bengaluru, smukke glasruder, doere i teak med indlagte moenstre i elfenben. Saa overdaadigt og over vaeldende. Jeg kunne se det en gang til. I aften skal vi derhen og se, naar de knap 100000 lamper bliver taendt.

Efter paladset og menneskemylderet udenfor - tiggere, handlende, slangetaemmere og koer - saa vi paa de fineste silker og hoerstof i metermaal. Tohundrede rupees for at faa syet en kjole. Fristende, men vi afviste ekspedientens mange gode forslag. Og saa koerte vi videre til dagens sidste oplevelse. . .

Ned ad en smal og snavset gyde, som vi aldrig selv ville have fundet. Ind i en lille butik, hvor vi blev vist ind i baglokalet og af indehaveren, Mr. Mujeep blev inviteret til at saette os i sofaen.  En lille kvinde sad paa gulvet i skraedderstilling foran et bord og lavede roegelsespinde af tynde bambuspinde og sandeltrae. Hun kunne lave omkring 6000 paa en dag, fortalte Mujeep.

Vi fik serveret en lille kop myntete, mens Mujeep fandt sine smaa flasker og flakoner med forskellige olier frem, forklarede om deres anvendelse og lod os dufte. Hvid jasmin, sort jasmin, muskus, lotusblomst, lilje, sandel, vettivert, agar - olier mod gigt, smerter, haartab, hoste, nervoesitet, soevnproblemer og mange andre skavanker. De dejligste dufte. . . Vi koebte et par smaa flasker og tog afsked med Mujeep.

Tilbage til hotellet, hvor vi begge fik en god nats soevn. Maaske paa grund af de dejlige olier, som mine arme var smurt ind i? Maaske paa grund af alle de spaendende og herlige indtryk? Eller var det, fordi der er varmere i Mysore - selvom de siger, at her er koldt, saa har jeg svedt i nat. Skoent efter opholdet i det kolde Ooty.

I morgen tager vi nok videre til Hampi, som ligger trehundredhalvtreds kilometer nord for Mysore. Det bliver endnu en lang tur. . . dejligt at vaere nomade!

Det foerste jeg faar oeje paa, da vi kommer ud fra hotellet, er en bod, hvor de saelger tykke stroemper og halstoerklaeder. Det er ogsaa noedvendigt, og jeg har selv faaet min eneste uldtroeje paa, for der er koldt her oppe i bjergene. Vi ankom til Ooty, som ligger et par tusind meter oppe, efter en hel dag paa bagsaedet af Rias' taxa. En lang og utrolig smuk tur igennem en storslaaet natur. Bjerge daekket af skov og teplantager. Haarnaalesving i en uendelighed. Vandfald og blaa himmel. Jeg mistede pusten ind imellem og maatte bare sige 'aahh' og 'iihhh' og 'se der'. Gang paa gang stoppede vi og steg ud og noed udsigten og tog billeder.

Vi kom gennem omraader med kardemomme, te - og der er til mange kopper te her! - gennem en stor plantage med sandeltraeer. Det var indhegnet, for sandeltrae er eftertragtet, og der har vaeret mange tyverier. . . Der var aber. Et sted var vi ved at faa en med som passager, da den var paa vej ind gennem et af bilvinduerne. Og saa kom vi dertil, hvor vi kunne risikere at moede baade elefanter og bjoerne. Desvaerre var vi ikke heldige, men en flok boefler fik vi dog oeje paa og stoppede for at kigge paa dem. De laa ved flodbredden og hyggede sig i middagsheden. Og langs med vejen saa vi paa en straekning nogle store bunker, der var lavet af den roede jord. Det lignede kaempe myretuer med store huller i, men vores gode chauffoer fortalte os, at det var slangebo. Dem gjorde vi ikke holdt for at kigge naermere paa.

Vi havde vaeret et par dage i Mr. Wilson's bungalow. Et smukt og dejligt sted med fred og ro, smukke blomster, der hang som gardiner ned foran verandaen, hvor vi kunne sidde og slappe af. Dew Drops hed det, og om morgenen dryppede duggen i store draaber fra bladene. Vi kom dertil fra Cochi med taxa. . . en nem og billig maade at komme rundt paa. Vores chauffoer var flink og god til at vise os alt, hvad der var vaerd at se paa. Da vi endelig var kommet gennem trafikken fra den vaagnende storby, begyndte husene at blive faerre, og traerne at blive flere og taettere. Vores foerste stop var ved en flod, hvor vi fik set tre elefanter faa deres morgenbad. 

Efter morgenmaden, som bestod af 'masaladosa', som er noget af det bedste, jeg endnu har smagt - en tynd og meget sproed pandekage med kartoffelfyld - og dertil min yndlingsjuice: friskpresset ananas - gjorde vi stop ved endnu et elefantsted. Endelig kunne jeg faa drommen om at ride paa saadan et kaempedyr opfyldt. Der var meget langt ned oppe fra dens ryg, og mine haender blev meget fugtige, indtil jeg fandt ud af at foelge med i den rolige rytme. . .

Efter at vaere blevet installeret i bungalowen og have faaet et lille hvil, blev vi koert op til et stort vandfald, hvor vi gik en lang og dejlig tur. Rundt omkring os var der teplantager og plukkeriet var igang.
Dagen efter tog vi igen paa tur med vores 'privatchauffoer'. Foerst til 'spicegardens', hvor vi fik set og laert lidt om krydderier. Derpaa til et temuseum og sidst til byen Munnar og dens groentsagsmarked.Det ville vaere en droem at skulle lave mad selv og kunne koebe ind her. Der var alt, hvad man kunne oenske sig af groentsager - lige fra roedkaal og roedbeder til mere eksotiske laekkerier.

Vi tog en ekstra dag paa Dew Drops for at slappe af, foer vi skulle videre. Kardemommehoesten var igang, og vi fik snakket med flere af plukkerne undervejs paa den vandretur, vi tog os op til et af vandfaldene i naerheden.

Men saa havde vi ogsaa faaet nok af fred og ro. . . alting har sin tid, og selvom der var dejligt, var der ogsaa ting, vi var utilfredse med. Nok er vi i Indien, hvor der er meget snavs og rod, og hvor man ikke kan forvente, at alting fungerer -  men vores vaerelse var temmelig dyrt, og saa duer det ikke, at der kun er koldt vand i hanen i det fine badevaerelse, at fjernsynet kun virker til klokken ni om aftenen, og at det tager syv lange og syv brede at faa serveret sin aftensmad i restauranten, hvor lyset i oevrigt ikke virker - i hvert fald ikke hele tiden. . .saa ham Wilson maa lige faa strammet lidt op!

Nu har vi saa sagt farvel til Kerala - den stat, vi har vaeret i, siden vi kom ned sydpaa, og hvor hovedsproget er malayalam - og er kommet til Tamilnadu, hvor man taler tamil. Et helt andet sprog og en helt anden stat. I morgen tager vi med bus til Mysore. En tur paa fem timer.
'Har du ikke vaeret i Mysore, har du ikke vaeret i Sydindien,' staar der i Lonely Planet-bogen om Indien. Bogen, som er alle turisters bibel hernede, og som vi bruger en del. Saa vi tager den paa ordet og forsoeger os i Mysore. . .