En helt vidunderlig landsby med et gammelt tempel

Vi er i Indien. . . Lige som man sidder og skriver nok saa godt, gaar nettet ned, og skaermen bliver sort. Alt er forsvundet, naar forbindelsen kommer igen. . . Saadan er livet.


Jeg ville fortaelle om Anegundi, som gjorde et stort og staerkt indtryk. Vi havde en halv dag, foer vi skulle videre paa vores rundrejse, saa vi blev enige om lige at se et par templer til. Dem er der nok af i Hampi. 


Vores tuktukchauffoer satte os af paa pladsen i den lille landsby, der umiddelbart ligner de fleste andre smaa indiske landsbyer, vi er koert igennem. Bortset fra paladset selvfoelgelig. Men ellers - omstrejfende hunde, koer, boefler, folk, der slapper af i skyggen, mere eller mindre faldefaerdige huse og hytter og stoev og rod og affald plus nogle turister paa motorcykler. 
Men Anegundi er noget helt saerligt, fortalte tyskeren, der dukkede op, mens vi saa os om paa byens bibliotek. Byen har nemlig stadig en maharaji, som soerger for at alting er i orden, og at folk har det godt. 


Tyskeren, som selv havde boet der i to aar, fortalte, at han stod for det frivillige arbejde paa stedet. Og at han laerte noget nyt hver dag. . . 
Paa hans opfordring gik vi ad en smal vej ned mod floden, hvor vi ville finde resterne af et tempel, der har vaeret i brug igennem de sidste 10.000 aar. Og der kommer stadig mange mennesker hver dag for at tilbede guden Rama, som templet er helliget.


Det var midt paa dagen og varmt og stoevet, men alle dem, vi moedte, smilede og hilste paa os. Og vi maatte svare paa de saedvanlige spoergsmaal om, hvor vi kom fra. Vejen endte blindt, og her laa templet. Det var et naesten ubeskriveligt smukt sceneri. Kvinder i farvestraalende sarier, maend i forskellige gevandter og turban - alle sammen med en farvet plet i panden, roegtere, der var ved at genne en stor flok boefler i vandet og over paa en lille oe midt i floden, kvinder, der vaskede toej og lagde det til toerre paa de varme sten ved flodbredden, boern, der rakte deres haender ud mod os og bad om en 'schoolpin', en masse mennesker paa vej ud fra templet. . . 


Pludselig dukkede en morlille op og gjorde tegn til os om at tage skoene af og foelge efter hende. Hun var klaedt i en pink silkesari og gul kortaermet jakke. Trods den stok, hun gik med, bevaegede hun sig energisk og hurtigt og viste os rundt i tempelruinerne. Viste os figurer og udskaeringer i gulvet og fortalte os en masse, hvis mening, jeg kun kunne gaette mig til. 


Til sidst blev vi vist ind i en klippehule, som var formet af det roedlige kaempesten, som er spredt ud over hele Hampi's omraade. Paa gulvet var et lille stenalter, og det var tydeligt, at det var her, mennesker igennem de sidste titusind aar var kommet for at tilbede guderne. Morlille opfordrede os til at saette os, og vi sad lidt i tavshed. Jeg fik kuldegysninger og foelte mig dybt bevaeget. Kunne have siddet der laenge, hvis morlille ikke havde roemmet sig kraftigt et par gange. . . Nu var det nok, mente hun altsaa. Vi rejste os og gav hende en pengeseddel. Hun saa paa den, saa paa os med et meget utilfreds udtryk. Det var ikke nok. Et par moenter til i hendes rynkede haand, og hun lukkede oejnene, trykkede sin haand med pengende mod sit hjerte og smilede. 


Et oejeblik efter var hun forsvundet. Paa vej ud blev vi moedt af en masse mennesker, der skulle ind i templet. 'Namaste,' hilste de. Aldrig har jeg faaet saa mange smil og hilsner fra hjertet paa en gang. . . 


Og saa maatte jeg ind til kvinderne, der sad i skyggen under et stort trae og haeklede og syede af bananfibre, der var farvet i smukke farver. Fine smaa og store tasker, kurve og maatter. lavee de. Et af byens projekter. Jeg var begejstret og fik at vide af kaeresten, at jeg lignede en dronning, der var paa et godgoerenhedsbesoeg. . . Jeg havde ogsaa min straahat paa. Men spaendende var det at se, og dronning eller ej - saa foelte jeg mig velkommen. Og jeg kunne da heller ikke lade vaere med at koebe en lille ting. Selvom min rygsaek snart ikke er til at baere. . . 


Efter en kop te et meget hyggeligt sted, hvor jeg aegrede mig over ikke at vaere sulten, fordi de havde nogle meget laekre massaladosaer, foelte jeg mig glad og godt tilpas. Klar til at tage sleeperbussen de naesten tolv timer til Margao. 


Men det er en helt anden historie, for det viste sig at vaere noget af en proevelse. Nogle gange tror jeg, at jeg kan mere, end jeg i virkeligheden kan. 

Templer, krokodiller og mudderbad

Der er mere end femhundrede trin op til abeguden, Hanumans tempel, som ligger hoejt oppe paa en bjergtop. Tuktukchauffoeren griner af os, da vi siger, at vi er tilbage om en halv time. Vi bruger da ogsaa tre gange saa lang tid paa at komme op og ned. 


I gaar fik vi ellers templer nok. Koerte fra det ene til det andet til det tredje, steg af, gik ind og kiggede paa soejler, friser, smukke udsigter og figurer. Flot var det - og stegende hedt at bevaege sig rundt i 35 graders varme. Nu er jeg blevet glad for min straahat, som jeg koebte i Varkala, og som jeg ikke har brugt foer. Endnu gladere blev jeg for den, da en lille pige med store brune oejne sagde til mig: 'You are very beautiful, ma'm!' Hvem kan staa for det? Jeg fotograferede hende da ogsaa, og saa var vi begge glade.  


Men templer - ja, dem er der mange af her i Hampi, og som sagt fik vi set en del. Ogsaa det kongelige palads fik vi set og dronningens bad, der havde rindende vand, som blev ledt igennem flere kilometer lange kanaler og den store bazar, der var bygget som to lange, smalle overdaekkede gange med en masse firkantede soejler. Fjorten soejler til hver bod var der. Saa var der da ikke det at slaas om. Desvaerre er alt lagt i ruiner, saa man kun kan faa et lille indtryk af, hvor imponerende dette kaempe emperium har vaeret, indtil det blev erobret af fjenderne for femhundrede aar siden.


Der var mange andre end os, der ville se Hampi. Ogsaa det unge par, vi som sammen med i toget fra Bengaluru. Mens hun var kroebet til koejs efter at have redt baade sin og hans 'seng', sad han med sin 'mac' paa skoedet og kom hurtigt i snak med et par andre kloge herrer, og snakken gik livligt om kemi og behandling af cancer. Nu kom hun pludselig gaaende hen imod mig med det stoerste smil, gav mig haanden og spurgte, hvad vi syntes om Hampi. Han kom lidt efter med et stort kamera haengende om halsen og smilede ligesaa glad. Som at moede gamle venner. Saadan er Indien ogsaa. . . 


Men tilbage til Hanuman og hans tempel. Et mylder af unge og gamle, maend og kvinder i det mest farvestraalende toej og gevandter bevaegede sig mere eller mindre stoennende og pustende op ad de mange trin. Der var ikke langt imellem pauserne, og vi blev gerne budt til at sidde paa raekvaerket, hvor der var lidt skygge, naar sveden dryppede for meget. Et sted sad vi sammen med et ungt par. 'Which country?' spurgte manden, som folk altid goer, naar de moeder en udlaending. Joergen svarede venligt. 'How much age?' spurgte manden saa. 'Fifteen,' svarede Joergen, hvilket ikke er helt rigtigt. Men vi fik grinet en del, og mon ikke vi har faaet lidt syndsforladelse ved at gaa hele pilgrimsvejen op til templet? 


Der var et leben paa toppen. Folk var glade og begejstrede, og alle raabte noget, der loed i retning af: jay sia 'ram. Jeg forstod det ikke, men vi mumlede begge to med ind imellem. Udsigten deroppefra var storslaaet. . . landskabet ligner en stor bunke af kaempemaessige sten, der er blevet smidt tilfaeldigt rundt omkring. Floden bugter sig af sted, solen straaler, og himlen er hoej og blaa. 


Ned igen. Det gik lidt lettere. Ogsaa for en gammel mand, der var saa glad, at han ifoert hue og ulden vest loeb ned ad trapperne, mens han raabte 'jay sia ram'. . . 


Jeg foelte mig ogsaa ret godt tilpas, da jeg havde gennemfoert turen. Og endnu bedre havde jeg det, da vi koerte videre med vores tuktuk ud til en kaempe opdaemmet soe, hvor vi kunne gaa i vandet. Ganske vist stod der paa et skilt, at der var krokodiller, men vi saa ikke nogen. Vi noed begge to at faa sveden skyllet af i det kolde vand, og vi kom helskindede hjem til vores palmehytte. Her havde en af boeflerne revet sig loes, vaeltede en bananpalme og gik direkte ned i rismarken foran vores veranda. Her lagde den sig i mudderet og rullede rundt. Hvem har ikke brug for et bad i den varme? Og mudderbad bliver man smukkere af, siges det. Desvaerre for boeflen blev den jaget op og tilbage til sin plads af en kvinde, der raabte ad den og kastede sten i rumpen paa den. Og det med krokodillerne er maaske kun en joke, der skal faa folk til at holde sig fra vandet. Jeg ved det ikke - i aftes ved floden moedte vi en ung mand, der holdt sig oppe paa bredden. Han skulle ikke nyde noget af at blive aedt af de farlige dyr. Jeg maa se efter, naar vi gaar ned til floden for at se solnedgang i dag. . . .

Til Hampi efter en togrejse paa langs

Saa er vi kommet til noget naer paradis. . .

I gaar sagde vi farvel til Mysore og dens herligheder af larm, hektisk trafik, os, snavs, farverige bazar med krydderier i store saekke og groentsager i sirlige bunker og til vores venlige tuktuk-chauffoer, som koerte os til sandeloliefabrikken og bagefter til forretningen med kashmirsjaler, hvor jeg selvfoelgelig faldt for et par stykker i den bedste kvalitet. Jo, jo, Aijazz, som indehaveren hed, forstod at saelge. Serverede te af kardemomme og kanel og laerte mig at drapere et sjal, saa det bliver siddende. Det var svaert at staa for, og bagefter aergrede Joergen sig over ikke at have faaet prisen laengere ned. Havde jeg ikke vaeret med, var det nok gaaet. Jeg er alt for tydeligt begejstret. . . Men jeg er glad - har det smukkeste sjal, der kan holde resten af mit liv.

Saa blev det aften. Vi tog til den overfyldte banegaard, hvor de soelle laa og sov paa fortovet, og hvor toilettet var en pest. 'Use and pay', stod der. Jeg blev sur og spurgte toiletpasseren, som bare sad og drev den af, hvad jeg skulle betale for. Men jeg slap ikke for at give ham et par rupees.
Vi steg paa toget, som var ligesaa langt som Storebaeltsbroen, og koerte til Bengaluru, hvor vi skiftede til en 'sleeper'. Der var mange passagerer, og ikke et saede var tomt, saa vi laa taet. De fleste var maend, og de to, jeg laa i kupe med, snorkede hoejlydt. Overraskende nok fik jeg sovet nogenlunde i min overkoeje, der var haard som et braedt.

Klokken halvotte i morges blev vi paa perronen i Hospet budt velkomne af tuktuk-chauffoererne, der  ivrigt forsoegte at overtale folk til at koere dem videre til deres forskellige bestemmelsessteder. Vi kom med Rago, som paa bagsiden af sit saede havde faaet sin bror til at skrive:

'There are two kind of people in the world
The takers and the givers
The takers eat well - but the givers sleep well'

Vi koerte mod Hampi, og som saedvanlig var trafikken taet - det nye her var de mange oksekaerrer, der var laesset med sukkerroer.

Efter en halv times tid kom vi ind i Hampi, som er et kaempe omraade med ruinerne efter et kejserdoemme, som blev besejret i midten af 1500-tallet og derefter forladt. Der skal tid til at se det hele - omkring syv kvadratkilometer er der med statuer, fjorten templer, soejler og bazar - saa vi regner med at blive nogle dage. Vi bor paa den anden side af floden, hvor vi er lidt vaek fra alt mylderet, for stedet her er meget populaert, og der er mange turister.

Saa nu bor vi paa 'Mowgli Guesthouse' i en lille hytte. Fra vores veranda med haengekoeje og et par stole, hvor vi kan faa maden serveret, hvis vi vil,  har vi udsigt over overrislede rismarker med spredte kokospalmer, hvis blade rasler i vinden. I baggrunden kan vi se disede bjerge, og rundt om er der bakker af kaempemaessige sten. Der er fugle og store sommerfugle og duftende blomster. Saa smukt, saa smukt og saa anderledes end byen, vi forlod. Her er fredeligt og plads til at samle ny energi.

Og saa er her varmt! Over tredive grader. Ikke saa daarligt, naar jeg taenker paa, at vi er i slutningen af januar maaned.

Elefanter, guld, silke og duftende olier i Mysore

'Elephants,' siger jeg ivrigt og peger paa et par elefanter, der gaar nede ved bredden af floden, vi koerer langs med. Chauffoeren saetter farten ned og slukker for den skrattende radio, der spiller indisk popmusik. Alle i bussen bliver helt stille og betragter de store dyr. Lidt laengere fremme maa vi koere udenom en elefant, der gaar midt paa vejen.

Turen fra Ooty er mindst ligesaa smuk som vejen dertil. Store omraader med eukalyptustraer med fine soelvblade, teaktraer, sandeltraer, bananpalmer og aber i smaa flokke. Hairpinbends hele tiden. . . Og saa et langt lige stykke vej gennem vildtreservater, hvor man skal koere langsomt for ikke at forstyrre dyrene. Turen tager seks timer - den foerste bruger vi paa at koere rundt i Ooty og samle folk op. Der er plads til cirka tyve, men der er altid plads til en til og lidt ekstra bagage paa toppen. Luksusbus koerer vi med. Og jeg nyder det i fulde drag. Jeg, der altid har hadet at koere i bus, ville oenske, at turen varede lidt laengere. Men alting har en ende, og vi bliver sat af midt i Mysore's mylder, hvor tuktukchauffoererne skaendes om, hvem der skal koere os.

Efter at have fundet et hotelvaerelse med en blaa sofa og et lille vindue ud til noger, der ligner en baggaard, som jeg havde forudset, tager vi til maharajaen's palads. Desvaerre er der kun en time til lukketid, men vi naar alligevel at faa en privat rundvisning af en ivrig guide, der kender hele paladsets historie. . . Indtrykket e overvaeldende, og jeg har ikke ord for det. . . Paladset er flottere end noget, jeg tidligere har set. Store sale med udskaarne lofter i teaktrae, buer malet i smukke, smukke farver og udsmykket med det pureste guld fra en guldmine naer Bengaluru, smukke glasruder, doere i teak med indlagte moenstre i elfenben. Saa overdaadigt og over vaeldende. Jeg kunne se det en gang til. I aften skal vi derhen og se, naar de knap 100000 lamper bliver taendt.

Efter paladset og menneskemylderet udenfor - tiggere, handlende, slangetaemmere og koer - saa vi paa de fineste silker og hoerstof i metermaal. Tohundrede rupees for at faa syet en kjole. Fristende, men vi afviste ekspedientens mange gode forslag. Og saa koerte vi videre til dagens sidste oplevelse. . .

Ned ad en smal og snavset gyde, som vi aldrig selv ville have fundet. Ind i en lille butik, hvor vi blev vist ind i baglokalet og af indehaveren, Mr. Mujeep blev inviteret til at saette os i sofaen.  En lille kvinde sad paa gulvet i skraedderstilling foran et bord og lavede roegelsespinde af tynde bambuspinde og sandeltrae. Hun kunne lave omkring 6000 paa en dag, fortalte Mujeep.

Vi fik serveret en lille kop myntete, mens Mujeep fandt sine smaa flasker og flakoner med forskellige olier frem, forklarede om deres anvendelse og lod os dufte. Hvid jasmin, sort jasmin, muskus, lotusblomst, lilje, sandel, vettivert, agar - olier mod gigt, smerter, haartab, hoste, nervoesitet, soevnproblemer og mange andre skavanker. De dejligste dufte. . . Vi koebte et par smaa flasker og tog afsked med Mujeep.

Tilbage til hotellet, hvor vi begge fik en god nats soevn. Maaske paa grund af de dejlige olier, som mine arme var smurt ind i? Maaske paa grund af alle de spaendende og herlige indtryk? Eller var det, fordi der er varmere i Mysore - selvom de siger, at her er koldt, saa har jeg svedt i nat. Skoent efter opholdet i det kolde Ooty.

I morgen tager vi nok videre til Hampi, som ligger trehundredhalvtreds kilometer nord for Mysore. Det bliver endnu en lang tur. . . dejligt at vaere nomade!

Det foerste jeg faar oeje paa, da vi kommer ud fra hotellet, er en bod, hvor de saelger tykke stroemper og halstoerklaeder. Det er ogsaa noedvendigt, og jeg har selv faaet min eneste uldtroeje paa, for der er koldt her oppe i bjergene. Vi ankom til Ooty, som ligger et par tusind meter oppe, efter en hel dag paa bagsaedet af Rias' taxa. En lang og utrolig smuk tur igennem en storslaaet natur. Bjerge daekket af skov og teplantager. Haarnaalesving i en uendelighed. Vandfald og blaa himmel. Jeg mistede pusten ind imellem og maatte bare sige 'aahh' og 'iihhh' og 'se der'. Gang paa gang stoppede vi og steg ud og noed udsigten og tog billeder.

Vi kom gennem omraader med kardemomme, te - og der er til mange kopper te her! - gennem en stor plantage med sandeltraeer. Det var indhegnet, for sandeltrae er eftertragtet, og der har vaeret mange tyverier. . . Der var aber. Et sted var vi ved at faa en med som passager, da den var paa vej ind gennem et af bilvinduerne. Og saa kom vi dertil, hvor vi kunne risikere at moede baade elefanter og bjoerne. Desvaerre var vi ikke heldige, men en flok boefler fik vi dog oeje paa og stoppede for at kigge paa dem. De laa ved flodbredden og hyggede sig i middagsheden. Og langs med vejen saa vi paa en straekning nogle store bunker, der var lavet af den roede jord. Det lignede kaempe myretuer med store huller i, men vores gode chauffoer fortalte os, at det var slangebo. Dem gjorde vi ikke holdt for at kigge naermere paa.

Vi havde vaeret et par dage i Mr. Wilson's bungalow. Et smukt og dejligt sted med fred og ro, smukke blomster, der hang som gardiner ned foran verandaen, hvor vi kunne sidde og slappe af. Dew Drops hed det, og om morgenen dryppede duggen i store draaber fra bladene. Vi kom dertil fra Cochi med taxa. . . en nem og billig maade at komme rundt paa. Vores chauffoer var flink og god til at vise os alt, hvad der var vaerd at se paa. Da vi endelig var kommet gennem trafikken fra den vaagnende storby, begyndte husene at blive faerre, og traerne at blive flere og taettere. Vores foerste stop var ved en flod, hvor vi fik set tre elefanter faa deres morgenbad. 

Efter morgenmaden, som bestod af 'masaladosa', som er noget af det bedste, jeg endnu har smagt - en tynd og meget sproed pandekage med kartoffelfyld - og dertil min yndlingsjuice: friskpresset ananas - gjorde vi stop ved endnu et elefantsted. Endelig kunne jeg faa drommen om at ride paa saadan et kaempedyr opfyldt. Der var meget langt ned oppe fra dens ryg, og mine haender blev meget fugtige, indtil jeg fandt ud af at foelge med i den rolige rytme. . .

Efter at vaere blevet installeret i bungalowen og have faaet et lille hvil, blev vi koert op til et stort vandfald, hvor vi gik en lang og dejlig tur. Rundt omkring os var der teplantager og plukkeriet var igang.
Dagen efter tog vi igen paa tur med vores 'privatchauffoer'. Foerst til 'spicegardens', hvor vi fik set og laert lidt om krydderier. Derpaa til et temuseum og sidst til byen Munnar og dens groentsagsmarked.Det ville vaere en droem at skulle lave mad selv og kunne koebe ind her. Der var alt, hvad man kunne oenske sig af groentsager - lige fra roedkaal og roedbeder til mere eksotiske laekkerier.

Vi tog en ekstra dag paa Dew Drops for at slappe af, foer vi skulle videre. Kardemommehoesten var igang, og vi fik snakket med flere af plukkerne undervejs paa den vandretur, vi tog os op til et af vandfaldene i naerheden.

Men saa havde vi ogsaa faaet nok af fred og ro. . . alting har sin tid, og selvom der var dejligt, var der ogsaa ting, vi var utilfredse med. Nok er vi i Indien, hvor der er meget snavs og rod, og hvor man ikke kan forvente, at alting fungerer -  men vores vaerelse var temmelig dyrt, og saa duer det ikke, at der kun er koldt vand i hanen i det fine badevaerelse, at fjernsynet kun virker til klokken ni om aftenen, og at det tager syv lange og syv brede at faa serveret sin aftensmad i restauranten, hvor lyset i oevrigt ikke virker - i hvert fald ikke hele tiden. . .saa ham Wilson maa lige faa strammet lidt op!

Nu har vi saa sagt farvel til Kerala - den stat, vi har vaeret i, siden vi kom ned sydpaa, og hvor hovedsproget er malayalam - og er kommet til Tamilnadu, hvor man taler tamil. Et helt andet sprog og en helt anden stat. I morgen tager vi med bus til Mysore. En tur paa fem timer.
'Har du ikke vaeret i Mysore, har du ikke vaeret i Sydindien,' staar der i Lonely Planet-bogen om Indien. Bogen, som er alle turisters bibel hernede, og som vi bruger en del. Saa vi tager den paa ordet og forsoeger os i Mysore. . . 

Kragerne i Cochi

Om morgenen, saa snart det foerste lys bryder frem, bliver vi vaekket af kragernes skraeppen, og lidt efter blander mullah'ens raab i hoejtalerne sig med den. 'Allah, Allah,' lyder det, men han holder snart op. Kragerne til gengaeld bliver ved hele dagen, og de er alle vegne. De er temmelig fraekke. Leder efter noget at spise alle steder. Havde vaeret oppe paa 'vores' balkon efter en appelsin, vi havde ladet ligge forleden. Gaar om bord i en tallerken med madrester paa restauranten ude ved vandet. Og i aftes ved solnedgangen paa strandpromenaden var de med i store flokke.
Skraepper, skraepper, skraepper. . .

Vi er i Cochi. En gammel koloniby med verdens stoerste naturlige havn, og som baerer tydelige praeg af en fortid med hollaendere, portugisere og englaendere. Der er store velhaverhuse - nogle i viktoriansk stil, og der er de mere almindelige faldefaerdige smaa. Omraadet er hovedsagelig muslimsk, og der er en del moskeer, men der er ogsaa en joedisk synagoge og flere katolske kirker. Mange forretninger har en lille hylde haengende med et jesusbillede og et lys. Saa er man ikke i tvivl om deres tro.I Santa Cruz-basilikaen er der tit festlige gudstjenester med larmende musik og hoeje halleluja-raab.

Men lige meget hvor hoejt praesten praediker eller mullah'en raaber, kan man hoere kragerne. . .

Byen er den hyggeligste, vi har vaeret i indtil nu. Og her er varmt. . . Vores vaerelse har kun en elektrisk vifte i loftet. Aircon behoever man ikke paa den her aarstid, mente tuktuk-chauffoeren, som koerte os fra stationen i Ernakullam og hertil. Saadan kan man have det saa forskelligt. Jeg sveder i hvert fald. Mindst ligesaa meget som de fem hunde, der har lagt sig ind under en gammel lyseroed bil for at soege skygge. Og som firbenet, der kravler op ad vaeggen her over for mig for at gemme sig. Eller som gederne, der ligger og stoenner paa fortovet.

At vi er i et omraade med meget vand, er ogsaa til at maerke. Jeg er naermest aedt op af myg - og det kloer! Men jeg har anskaffet mig det bedste middel ifoelge tjeneren, hvor vi spiste morgenmad. Han gik rundt med en tube 'odomos' i bukselommen og tilboed at smoere mig med det.  Det er det bedste middel, sagde han. Han brugte det til familien og havde gode resultater. Saa jeg skyndte mig ned til et af de mange pharmacy'er, som har lidt af hvert. Og jeg fik min tube odomos, som jeg har smurt mig ind i, og som jeg nu gaar rundt med i tasken. Saa kan de faa, de dumme myg.

Livet er begyndt at gaa lidt langsommere. Tempoet bliver automatisk sat ned. Vi har ikke travlt. Skal ikke naa andet, end det vi selv bestemmer. Og det er dejligt!

Ved hjaelp af Mister Wilson har vi faaet organiseret en tur op i hoejderne her bagved. Der er mange smaa turistbureau'er, der tilbyder udflugter for enhver smag. Og vi faldt for Mister Wilson's lille kontor ved siden af en ganske paen toejforretning, som viste sig at tilhoere hans kone. Mister Wilson taler udmaerket engelsk og kender lidt til Danmark.
'You come from ice,' siger han og griner og soerger for at vi faar serveret en kop te med maelk. Han har god tid og fortaeller og forklarer og spoerger nysgerrigt til os. Da joergen fortaller, at vi er paa en slags honeymoon, scorer vi points. . . Men han er ikke nem at faa til at gaa ned i pris selv ikke efter flere trusler om at gaa uden at koebe hans udflugt. 
'Oh, you are a good actor,' siger han til Joergen, da vi for anden eller tredje gang rejser os og giver tegn til at gaa.
Til sidst bliver vi enige, og i morgen tidlig klokken halv syv bliver vi hentet af en af Wilson's fortraeffelige chauffoerer, som med sit 'smiling face' vil vise os rundt i hoejderne, hvor vi skal se vandfald, besoege elefanter og se te- og krydderiplantager. Efter et par overnatinger i det efter sigende dejligste hus med blomster i massevis og smukke fugle, tager vi videre paa egen haand.

Da vi senere i aftes efter vores udmaerkede middag taet ved havnen, hvor der var lidt luft, igen loeb paa Mister Wilson og hans kone, fortalte han, at han skulle noejes med et par toast og en omelet. Mere havde han ikke raad til. Han er ogsaa lidt af en 'good actor'.

Vi faar se, hvad tiden bringer. Et er sikkert - ligsom danskeren, som vi snakkede med i en hyggelig gaardhave, hvor vi fik morgenmad i dag, og som ogsaa er her for foerste gang, er jeg faldet for Indien. Helt og aldeles.

En tur med vandbussen

Sidder paa en net-cafe ved siden af et par franskmaend, som taler meget hoejt paa skype. De forsoeger at finde et sted at bo. Dem er der ellers mange af. . . Vi har selv faaet et udmaerket vaerelse i et saakaldt homestay hos et vaeldig flinkt aegtepar. De bor i stueetagen og lejer det oeverste ud. Det bedste er, at vi har udgang til en lille balkon, hvor vi kan sidde og laese lidt i aften.

Vi er nu i Cochi. I gaar tog vi afsked med luksuslivet i Varkala og begav os med en vandbus fra Kollam og lidt nordpaa. Her i det sydlige Kerala er der et kaempenet af brede og smaa kanaler, derf forbinder de store indsoer, saa der er meget trafik paa vandet. Saa meget, at det er ved at vaere et problem med forurening, fordi mange baade er motordrevet.

Det er ellers hyggeligt og spaendende at sejle af sted i langsomt tempo, mens man kan se, hvordan folk bor inde langs bredden imellem banan- og kokospalmer. Der er stort set ingen steder, hvor der ikke er mennesker. Huse og hytter ligger taet og helt ud til vandet. Der gaar geder, hoens og koer rundt imellem hinanden, og i kanalerne vasker man sig, vasker toej eller bader.Boernene stopper i deres leg og vinker ivrigt, naar vi sejler forbi.

Husbaade er der mange af til aere for turisterne. For omkrig 4000 rupees kan man leje et vaerelse ombord og blive forkaelet med god mad fra koekkenet og  laegge sig paa 'tagterrassen' og sole sig. Vi noejes med at se paa dem - det er for dyrt.

Der er meget groent og frodigt, og der er et rigt fugleliv. Som alle de andre steder, vi indtil nu har vaeret i Indien, er der oerne i massevis. Og inderne sejler ud i deres lange smalle kanoer. Padler eller stager sig frem og fanger fisk. De sejler ind i de miindre kanaler, som vi kun  faar et kig nedad.

Under sejlturen holder vi to pauser, hvor alle gaar i land. Vi er maske omkring 40 mennesker.
Det foerste sted har vi tyve minutter til at spise frokost, som bliver oest op til hver isaer paa en stor rund metalbakke. Rigeligt med vegetarmad, saa det er nemt at blive maet. Naeste stop er der tepause. Te med maelk og sukker og dertil indbagte bananer.

Vi naar lige at se solen gaa ned over palmetoppene, og kort tid efter er det moerkt. Efter otte timers sejlads er vi fremme i Allepee. . .

Varkala. . .

Det er svært at løsrive sig fra Varkala, hvor dagene hurtigt kunne blive til uger. . . Kan man mon nogensinde blive træt af at se ud over det solglitrende hav? Sandstranden med de falmede, slidte parasoller, som man kan leje for 150 rupees om dagen? Folk, der hopper i de vilde bølger, mens livredderne i lyseblå uniformer blæser hidsigt i deres fløjter, når nogen vover sig for langt ud. . .  Ørnene, der kredser i massevis over fiskerbådene, når de sejler rundt med deres net indtil mørket falder på, og man kan se lysene fra dem som små stjerner på det sorte vand.

Solen går allerede ned lidt over seks om aftenen. Dens lys bliver mere og mere intenst, som den nærmer sig horisonten, og til sidst bliver den stor og glødende rød. I går gik den ned i en sæk. I dag har det været overskyet indtil videre, men her er varmt alligevel, og der er små, blå stykker himmel ind imellem.

Hvis man ikke vil på stranden, er der andet, man kan tage sig til. Ligeså mange restauranter og farverige boder der er, ligeså mange steder med behandling af forskellig slags er der. Dette er stedet, hvor man kan få sin ungdom tilbage. Sådan ser det i hvert fald ud på de plakater, der er sat op rundt omkring med tilbud om 'rejuvenating therapy'. Jeg tror ikke, det bare er en pille, man kan tage, og mon ikke det kræver lidt mere?

Der er ayurvedabehandlinger, kurser og retreats. Steder, hvor man kan bo og få behandling, spa, zoneterapi og healing. Der er klinikker med ansigtsbehandling, skuldermassage eller kropsmassage. Man kan få hovedet pakket ind i bananblade, og man kan få farvet hænderne med henna.

Yoga af alle slags er der også. Astangayoga, hathayoga og dynamisk yoga - både
korte og længere kurser. Tidligt om morgenen og sidst på eftermiddagen.  Og der er små butikker med aromaolier og andre med homøopatisk eller ayurvedisk medicin. Duten af røgelse blander sig med lugten af krydderier og stegt mad.

Så der er muligheder nok for at pleje sig selv.

Jeg har endnu ikke taget mod nogen af de mange tilbud, man får, når man går hen ad vejen langs skrænten med de røde klipper. Har fået flere brochurer stukket i hånden eller er blevet stoppet af nogle, der vil fortælle om deres autoriserede behandlinger. Jeg klarer mig med min meditation på værelset hver formiddag og solhilsen bagefter.

Og i morgen tager vi videre til Kollam, hvor vi vil finde en båd, der kan sejle os lidt op ad kysten.

.

Prut om prisen

'Velkommen i min butik,' siger alle de handlende og slaar ud med armene for at byde en indenfor, naar man slentrer henad 'strandvejen' med alle boderne. Saa snart der er den mindste oejenkontakt, eller man stopper op for at kigge, ser de en chance. 'Vi har det her i mange flere farver indenfor, frue. . . De kan faa lige, hvad de oensker. . . Vi har rigtig gode priser. . . '

I gaar i middagsheden gik jeg en tur alene for at se mig lidt om og maaske faa koebt det sjal, jeg har snakket om , siden vi kom. Jeg saa paa det ene og paa det andet og gik til sidst med ind et sted, hvor jeg syntes, sjalerne saa ok ud. En soed ung kvinde viste mig det ene og det andet og fortalte, hvor godt farverne klaedte mig.
'Men det er for dyrt,' forsoegte jeg mig.
"Ahh nej, frue - det er en rigtig god pris. Jeg tjener ikke noget paa det!' bedyrede hun mig. Som om jeg troede paa det. . . Jeg insisterede paa mit forslag og truede med at gaa uden at koebe noget. Efter lidt forhandling indvilligede jeg i at koebe.

Jeg var maegtig stolt, da jeg kom hjem med to sjaler, som jeg havde faaet noget ned i pris, men min kaereste saa ikke imponeret ud.
'Har du virkelig givet saa meget??' spurgte han og grinede.

Jeg er alligevel glad for sjalerne, som i hvert fald var billigere end derhjemme, og hvad? Det var mit foerste forsoeg paa egen haand. Jeg kan ikke have Joergen (det hedder han, ham kaeresten) med hver gang.

Han er ellers ret god til det med at handle, synes jeg, saa jeg kan laere noget der. Det er rigtig sjovt at gaa i butikker med ham. Saa min straahat gav jeg kun det halve af, hvad saelgeren ville have, og  da jeg var ved at betale en kjole, naermest hev han mig ud af butikken. 'Det skal du ikke give.' Og saa fik jeg den endnu billigere.

Nu har vi saa ogsaa pruttet os til et andet vaerelse end bungalowen. . .

Vi er som sagt i troperne, og det kan maerkes. Isaaer om aftenen, naar der ikke er en vind, der roerer sig, og alt er blevet varmet op i loebet af dagen. Saa nu blev det for meget. Sveden ikke bare loeb ned ad kroppen - den dryppede som regn, og uden aircondition var det ikke rart.

Vi spiste morgenmad ligesom i gaar paa hjoernet hos den lille smilende kok, som er alene om at tage sig af gaesterne. Det er ikke den store luksus, og der er kun fire borde, men der er baade aeg, broed, ananas, som jeg er helt vild med, og et par varme retter, og man kan tage, hvad man vil for 200 rupees. (Cirka 20 kroner.) Saa kokken har nok at se til med baade at lave omeletter, rydde op og hente nye forsyninger.

Vi kom i snak med et par franske kvinder, og jeg bliver jo glad, naar jeg faar mulighed for at tale lidt fransk, saa jeg benyttede mig af lejligheden og forhoerte mig ogsaa lidt om deres vaerelse.
Der var masser af tomme vaerelser har paa Hill View, hvor vi ogsaa bor, fortalte de, saa vi skulle da bare 'negocier' - prutte om prisen.

Det gjorde vi saa. Spurgte hvad vi kunne faa et vaerelse med AC for i tre naetter? Den unge mand viste os prisen, som var fast, men nej, det ville vi ikke betale. Saa kom chefen, som ikke var saerlig tilboejelig til at give os nedslag.
Vi saa paa hinanden, Joergen og jeg, og jeg forsoegte at se ligesaa afvisende ud som han. . .
'Nej, vi finder noget andet,' sagde han til chefen og hev mig med ud paa vejen.

Vi var ikke gaaet ret langt, foer der kom en fra 'Hill View' loebende efter os.
'You give 9000 rupees,' sagde han.
'Ok, show me the room,' sagde Joergen.

Jeg proevede at skjule min begejstring, da vi fik vist det nye sted. I loebet af et kvarter var vi flyttet.

Saa nu har vi altsaa et vaerelse med alt, hvad man kan oenske sig. Ti gange bedre end det foerste. Her er sengelamper, klaedeskab, fjernsyn, et koeleskab, der ganske vist kun virker, naar fjernsynet er slukket, men alligevel, - smaa taepper paa gulvet, sofa, badekar og maaske ogsaa varmt vand? - men frem for alt: air condition. . . Og saa er der rent og paent. Ingen myrer og  heller ikke noget firben, der hopper ned i hovedet paa mig, naar jeg aabner doeren foerste gang. . .

Selvom man rejser med rygsaek, kan man godt unde sig selv lidt lukus.  .

Troper, sol og kokospalmer

Saa er vi virkelig kommet til troperne. Solen skinner, det er meget varmt, og her fra internetcafeen kan jeg se ud over det Indiske Ocean. Helt ude paa kanten af det ligger nogle containerskibe, og hvis det ikke var for den snurrende 'fan' i loftet, kunne jeg hoere de store boelger bruse for foden af skraenten.

Kom hertil i gaar efter en dags tid i Trivandrum, hvor vi floej til fra Delhi. En tur, der tog det meste af torsdagen. Mellemlandede Cennai, hvor vi ventede tre timer paa at komme med et propelfly det sidste stykke af vejen. Og saa var vi cirka 12.000 kilometer hjemmefra. Saa vildt og saa herligt!

'Jeg kommer til Delhi igen,' sagde jeg forleden til den tuktuk-chauffoer, der koerte os ud til 'det roede fort' i Delhi, og som mente, at min kaereste ligner en filmstar fra Bllywood, og som i ovrigt var noget af en roever, der tog mere end det dobbelte af, hvad vi gav for at komme samme vej tilbage.
'Saadan maa du ikke sige, frue,' sagde han. 'Det er kun guderne, der kender voeres skaebne.'
'Jeg haaber, at jeg kommer tilbage igen en dag,' rettede jeg mig selv, og saa nikkede han tilfreds.

I gaar koerte vi saa med en tuktuk de 50 kilometer fra Trivandrum til Varkala. Vores foerste hotel var overbooket, og vi bad chauffoeren koere os til 'hotel Salram'.
'Oh no,' udbroed han. 'No good, no good! They drink!!'
Han syntes, vi hellere skulle tage til Varkala, og han skulle nok koere os.
Da vi alligevel havde taenkt os at tage til Varkala, tog vi ham paa ordet og bad ham vise os et godt sted ved havet.

Det tog et par timer ad en meget trafikeret og stoevet landevej. Sira, som vores chauffoer hed, var meget underholdende. Han fortalte om sin tid som 'commandant officer' i den engelske haer. Han fortalte om de steder, vi passerede og spurgte nysgerrigt til os. Slog ud med armene og sang hoejt og glad ind imellem. Dyttede ad alle og enhver, snoede sig ind og ud mellem de andre trafikanter og raabte hej til folk, som han paastod var hans venner. 'Friends everywhere,' sagde han.

Saa kom vi til Varkala, og endelig kunne vi se havet! Han koerte os hen ad en smal vej, der ligger paa kanten af en roed skraent. Her laa butikker med sjaler, smykker, sten og lette gevandter side om side med restuaranter. Han stoppede ved 'Hill View', som han syntes var et passende sted til os. Efter lidt prutten om prisen for turen, tog vi afsked og blev installeret i en femkantet bunkgalow med veranda inde mellem kokospalmerne. Vi skal give 100 kroner om dagen, saa det er til at klare.

Nu bliver vi her indtil videre. Vi skal slappe af, gaa i vandet, daske rundt ligesom de andre turister, som der er en del af her. Det er et noget anderledes Indien end det andet, jeg har set indtil nu. Maden er knap saa staerk, alt er lidt dyrere, der er stort set ingen tigggere, ikke saa meget larm, og luften er ren. 

Nu faar vi se, hvad vi goer. . . Vi er ikke bundet af noget. Det eneste, jeg er sikker paa, er at vi har en billet hjem til Danmark den 17. februar.

New Delhi

Fra Helsinki, hvor flyet blev forsinket på grund af voldsomt snevejr og derfor først skulle skrabes fri for is og sne, er vi kommet til Delhi. En helt anden verden. 
Sidder på hotel Rak og gennem vores åbne vindue kan jeg høre bilerne dytte, folk snakke og råbe og duerne kurre på gesimsen uden for vinduet. Der er larm hele tiden og masser af liv. Vi bor midt i bazaren med masser af spændende ting at købe til ingen penge. Smykker, sjaler, tøj og masser af frugt. Mange fristelser, men jeg venter. Vi har tiden for os, og på torsdag flyver vi ned sydpå. Væk fra larmen og forureningen, som ligger som en grå tåge over hele byen. Og her er ikke særlig varmt, så jeg er glad for min uldne trøje. 

Vi har været meget trætte efter at have fløjet hele natten, som blev forkortet noget på grund af tidsforskellen. Så vi har kun været en lille tur rundt i kvarteret her i det gamle Delhi, men vi orkede ikke at gå særlig langt, så vi har kørt først med rickshaw og så med tuktuk, som det myldrer med overalt. Og de snor sig ind og ud mellem bilerne, og man skal holde godt øje, når man krydser gaden, for fodgængere er ikke i høj kurs. 


Om lidt vil vi ud og finde noget at spise af den gode og stærke indiske mad. Og så må vi se, hvad morgendagen bringer.

Det ser da godt ud. . . Men der er nu lang tid, til vi skal til Taj Mahal. Allerførst er det New Delhi et par dage. Flyver i morgen. . . stadig ikke til at tro.