Saa er vi i Goa. Det var ikke helt efter planen, men vi blev enige om lige at faa lidt sol, strand, vand og varme, foer vi flyver nordpaa til Varanasi paa mandag.
Vi kom til Margao en meget tidlig soendag morgen omkring klokken fem, hvor vi som de eneste passagerer blev sat af bussen i moerket paa noget, der lignede en oede landevej. Det var Margao, sagde buschauffoeren. Det var der, vi havde koebt billet til. Som alle andre steder var der en tuktuk og med den en chauffoer, der tilboed at koere os, hvorhen vi ville. 'Pyhhhhh,' var det eneste, jeg kunne svare ham. Jeg tumlede ind paa bagsaedet og bad til, at vi meget hurtigt ville komme til et hotel. Men jeg maatte holde ud i noget tid, for de foerste tre hoteller, hvor chauffoeren fik banket noget personale op, var fyldt. Jeg var mere end lykkelig, da jeg endelig kunne laegge mig i en seng, der stod stille.
Tag aldrig med en 'sleeper-bus'! Goer det ikke! Selvom de kalder det en luksusbus, saa lad vaere. Jeg goer det i hvert fald ikke mere. Jeg var saa kaephoej efter den herlige bustur fra Ooty til Mysore, men det var om dagen og siddende, og jeg kunne foelge med hele vejen. Det her var hele natten i moerke, liggende . . . Bussen var indrettet med en slags kahytter i to etager i hver side. Enkelt i den ene, dobbelt i den anden side. Luksus'en var til at overse. Der var kun en madras og ikke andet, saa jeg var glad for min lagenpose og mit fine ( og efter Joergens mening alt for dyre) kasmirsjal, som hjalp mig med at holde varmen hen paa de smaa timer.
Vi gjorde en del stop undervejs, hvor jeg lige kunne naa at traekke vejret, foer det gik videre med haarnaalesving, vejbump og op og ned i tempo. Jeg havde naesten lige faaet den soedeste kompliment af kaeresten, og ikke ret laenge efter laa jeg og vaandede mig med en plastikpose klar, for jeg ville ikke braekke mig ud af vinduet, som chauffoeren foerslog. Gad vide hvor dejlig jeg lige var da??? Jeg maa have lignet en klud. Foelte mig i hvert fald saadan.
Naa, jeg overlevede, og kaeresten er stadig ved min side. . .
For at hvile lidt ud blev vi en ekstra dag i Margao, som er verdens kedeligste by. I hvert fald om soendagen. Alt var lukket, og eftermiddagsteen fik vi paa en tankstation, vi kom forbi. Til gengaeld fik vi en overraskende god middag paa vores hotel. "Parak paneer' fik jeg - hjemmelavet ost i spinatsovs. . . Uhm!
Mandag tog vi toget mod nord, og nu er vi saa i den nok mest overturistede stat i Indien for at faa lidt sol, varme, strand, hav og afslapning ligesom alle de andre danskere, franskmaend, tyskere, englaendere og russere osvosvosv. Goa er igennem de sidste aar blevet et meget populaert feriemaal, og det baerer omraadet tydeligt praeg af. Her er ikke andet end hoteller, bambushytter helt ned til stranden, restauranter, cafeer og boder med tingeltangel.
Heldigvis har vi fundet et sted i det nordlige Goa, hvor der er nogenlunde fredeligt. Vores hytte ligger lidt afsides, saa vi har ikke udsigt over havet, som jeg havde droemt om. Men bambushytten, vi fik tilbydt, virkede for vakkelvorn, saa den opgav vi. I stedet har vi en terrasse med palmer lige ned til en flod. Vi har selskab af en kattemor med fire radmagre kattekillinger, og vores naboer gaar tidligt i seng ligesom vi selv goer. Der er ikke mange mennesker paa den hvide sandstrand, hvor man kan laegge sig paa en droemmeseng i skyggen under et tag af bambusmaatter, hvis man har lyst. Og man kan faa serveret lige, hvad man vil fra restauranten. Og saa kan man selvfoelgelig hoppe i boelgerne, som utraetteligt ruller ind mod kysten og tilbage igen. . . og som man kan hoere hele doegnet. I morgen tager vi en lille tur til et marked i naerheden. Det kunne vaere, der var lidt sjovt at kigge paa. . .
Vi kom til Margao en meget tidlig soendag morgen omkring klokken fem, hvor vi som de eneste passagerer blev sat af bussen i moerket paa noget, der lignede en oede landevej. Det var Margao, sagde buschauffoeren. Det var der, vi havde koebt billet til. Som alle andre steder var der en tuktuk og med den en chauffoer, der tilboed at koere os, hvorhen vi ville. 'Pyhhhhh,' var det eneste, jeg kunne svare ham. Jeg tumlede ind paa bagsaedet og bad til, at vi meget hurtigt ville komme til et hotel. Men jeg maatte holde ud i noget tid, for de foerste tre hoteller, hvor chauffoeren fik banket noget personale op, var fyldt. Jeg var mere end lykkelig, da jeg endelig kunne laegge mig i en seng, der stod stille.
Tag aldrig med en 'sleeper-bus'! Goer det ikke! Selvom de kalder det en luksusbus, saa lad vaere. Jeg goer det i hvert fald ikke mere. Jeg var saa kaephoej efter den herlige bustur fra Ooty til Mysore, men det var om dagen og siddende, og jeg kunne foelge med hele vejen. Det her var hele natten i moerke, liggende . . . Bussen var indrettet med en slags kahytter i to etager i hver side. Enkelt i den ene, dobbelt i den anden side. Luksus'en var til at overse. Der var kun en madras og ikke andet, saa jeg var glad for min lagenpose og mit fine ( og efter Joergens mening alt for dyre) kasmirsjal, som hjalp mig med at holde varmen hen paa de smaa timer.
Vi gjorde en del stop undervejs, hvor jeg lige kunne naa at traekke vejret, foer det gik videre med haarnaalesving, vejbump og op og ned i tempo. Jeg havde naesten lige faaet den soedeste kompliment af kaeresten, og ikke ret laenge efter laa jeg og vaandede mig med en plastikpose klar, for jeg ville ikke braekke mig ud af vinduet, som chauffoeren foerslog. Gad vide hvor dejlig jeg lige var da??? Jeg maa have lignet en klud. Foelte mig i hvert fald saadan.
Naa, jeg overlevede, og kaeresten er stadig ved min side. . .
For at hvile lidt ud blev vi en ekstra dag i Margao, som er verdens kedeligste by. I hvert fald om soendagen. Alt var lukket, og eftermiddagsteen fik vi paa en tankstation, vi kom forbi. Til gengaeld fik vi en overraskende god middag paa vores hotel. "Parak paneer' fik jeg - hjemmelavet ost i spinatsovs. . . Uhm!
Mandag tog vi toget mod nord, og nu er vi saa i den nok mest overturistede stat i Indien for at faa lidt sol, varme, strand, hav og afslapning ligesom alle de andre danskere, franskmaend, tyskere, englaendere og russere osvosvosv. Goa er igennem de sidste aar blevet et meget populaert feriemaal, og det baerer omraadet tydeligt praeg af. Her er ikke andet end hoteller, bambushytter helt ned til stranden, restauranter, cafeer og boder med tingeltangel.
Heldigvis har vi fundet et sted i det nordlige Goa, hvor der er nogenlunde fredeligt. Vores hytte ligger lidt afsides, saa vi har ikke udsigt over havet, som jeg havde droemt om. Men bambushytten, vi fik tilbydt, virkede for vakkelvorn, saa den opgav vi. I stedet har vi en terrasse med palmer lige ned til en flod. Vi har selskab af en kattemor med fire radmagre kattekillinger, og vores naboer gaar tidligt i seng ligesom vi selv goer. Der er ikke mange mennesker paa den hvide sandstrand, hvor man kan laegge sig paa en droemmeseng i skyggen under et tag af bambusmaatter, hvis man har lyst. Og man kan faa serveret lige, hvad man vil fra restauranten. Og saa kan man selvfoelgelig hoppe i boelgerne, som utraetteligt ruller ind mod kysten og tilbage igen. . . og som man kan hoere hele doegnet. I morgen tager vi en lille tur til et marked i naerheden. Det kunne vaere, der var lidt sjovt at kigge paa. . .
Ingen kommentarer:
Send en kommentar