Vi skulle bare i khadi-shoppen, hvor de sælger bomuld og silke i metermål til billige priser, og hvor almindelige indere køber både stof og sarier og creme og sæber og får syet tøj, og nu sidder vi her i en meget fin forretning og er blevet lokket ind i tæppeafdelingen. Vores tuktukchauffør forsøgte at overbevise os om, at khadishoppen var flyttet fra den adresse, vi havde givet ham. Men han var fuld af fup, og jeg havde det på fornemmelsen, så jeg insisterede på, at vi blev sat af i gaden Sansard Marg - den adresse, som jeg havde skrevet ned på en lille seddel. Jamen, det skulle vi nok blive, lovede han og hoppede af tuktukken og overlod rattet til sin bror. Og så blev vi kørt til det her fine sted, hvor en uniformeret mand åbner døren for os, og hvor vi straks bliver budt velkommen af en venlig, lidt tyk mand.
'Vi begynder i tæppeafdelingen,' siger han og slår ud med hånden.
'Jamen, vi skal ikke have nogen tæpper, vi skal bare se på noget bomuldsstof,' siger jeg. 'We have no space for carpets.'
'Ohhh, look is free,' svarer han, og vi lader os overtale til at gå med ind i afdelingen, hvor der på alle vægge er hylder fra gulv til loft fyldt med de skønneste ægte tæpper. Der står en lille væv med et halvfærdigt tæppe, så vi kan se, hvordan tæpperne bliver lavet. En af assistenterne begynder at rulle det ene tæppe efter det andet ud foran os.
Og ja, de er smukke, er de. . . Især da vi kommer til dem, der er knyttet i ren yakuld fra Kashmir. Det er mere vores stil end dem i silke med store, gammeldags blomstermotiver. . . Og hr. Mujahid Ahmed, som han hedder, kan nok mærke, at vores interesse er vakt. I hvert fald en lille bitte smule. Som i alle de fine forretninger bliver vi placeret i en blød sofa, så vi rigtig kan nyde udvalget. Vi har knap nok sat os, før der kommer en mand med en lille rund bakke med to kopper te og en porcelænsskål med sukkerknalder, som han tager med en sølvtang. . . Teen er grøn blandet med kardemomme og kanel og smager herligt, og for hver kop man drikker, bliver man et år yngre. . . Så måske skal vi blive et par dage?
I Kashmir har man lavet tæpper igennem mange, mange generationer. Hele familien har arbejdet sammen ved væven, for det er et stort og langsommeligt arbejde at lave et enkelt tæppe, hvor der er flere hundrede små knuder pr. kvadratcentimeter.
Tæpperne har ikke bare været brugt til pynt, men de har også haft et praktisk formål. Klimaet i Kahmir er barsk med strenge vintre, hvor vejene bliver ufremkommelige af sne, og ved at dække væggene i sit telt med tæpper, kan man holde kulden ude.
TIl at væve bruger man ulden fra yakokser. Den er tyk og stærk, fordi dyrene skal kunne klare de store temperaturforskelle, og den har et fint lysende skær. Til at farve ulden bruger man blandt andet rødbede, karry og indigo, og hver familie har sine egne mønstre, der skal symbolisere ting fra deres daglige liv. Der er mønstre af fiskeben, bue og pil, der er mønstre, der ligner kvindernes ankelkæder, og der er store figurer, som er typiske for de forskellige stammefolks næse- eller ørenringe. En hel historie kan man finde i et enkelt tæppe.
Men tæppetraditionen har været ved at uddø i de sidste år. Ingen unge mennesker har lyst til at sidde ved væven. Heller ikke selvom de bor i Kashmir. De vil arbejde med computere ligesom de fleste andre unge mennesker, og hvis ikke regeringen havde givet støtte til få lavet tæpper, var tæppehåndværket snart blevet glemt. Nu sidder der ni familier i Kashmir og væver, og hver familie har deres eget unikke mønster, og i hvert enkelt tæppe er der lavet en fejl i mønsteret. Helt med vilje.
Ahmed har vist os fejl i et par af tæpperne, og jeg spørger til et af de større tæpper. Et af dem, jeg godt kan lide. Hvor er fejlen her?
Han ved det ikke. Det skal han lede efter, siger han, og vi lægger os alle sammen på knæ for at undersøge mønsteret.
'Her,' siger jeg hurtigt og peger på et sted i kanten af tæppet, hvor der mangler et par små striber.
Ahmed ser anerkendende på mig.
'Kan jeg ikke få et arbejde i din forretning?' spørger jeg håbefuldt.
'Yes, you can. But without salary the first two months.'
Vi beundrer tæpperne, drikker flere kopper te og lytter interesserede til historierne om tæpperne fra Ahmed, som selv kommer fra Kashmir. Og han er en god sælger. . . Vi skal til at skynde os med at beslutte, hvilket af tæpperne vi vil have, for der er ikke mange af dem, og de bliver hurtigt solgt. . . Sådan et tæppe kan holde hele vores liv. . . Vi kan få det sendt. . . Der kommer ikke told på, når det er en vare fra et regeringsstøttet projekt. . . Der er aftale med Danmark. . . Det er som at få fodmassage at gå med bare tæer på sådan et tæppe. . . Det er praktisk og nemt at gøre rent, hvis man skulle spilde et eller andet på det. . . Og man kan vende det om, hvis man skal have mange gæster og ikke vil risikere noget. . . Det er også pænt på vrangen. . .
Åh ja, de er meget fine og smukke, og jeg ville ønske, at jeg havde råd til at købe et par stykker. Og det er faktisk meget hyggeligt at sidde der i sofaen og blive opvartet, og både Ahmed og hans hjælpere er vældig flinke, og vi snakker, og vi griner meget.
'How long married?' spørger Ahmed på et tidspunkt.
'Hmmmm, almost one year,' siger jeg og tænker mig lidt om. 'Hmmmm, many lifetimes,' retter jeg det til og bliver rørt.
'Ohhh, a very good answer,' udbryder Ahmed. Det kom fra min sjæl, siger han. Og det er ligesom i Indien. Her gifter man sig ikke bare for nu, men for mange liv, forklarer han, og jeg kan se, at han også er lidt rørt.
Vi snakker meget om de tæpper, og vi er begge to fristet, men vi må lige have en tænkepause. . . Så vi takker for te og for det hele, og vi har hverken råd eller plads.
Men hvis vi ville købe et, siger Ahmed, som ikke opgiver så let. 'If???'
'IF. . . Det er IF med store bogstaver, understreger jeg. Men hvis det nu var, så ville vi købe det dér. . .
Så slipper vi af sted og går rundt i Nirula Handichrafts Bazar og ser de andre afdelinger med smykker, tørklæder, silke og udskårne træfigurer. Hvert sted bliver vi mødt med smil og budt indenfor, og vi kunne sikkert få endnu mange kopper te. . Men jeg er ved at være træt i hovedet og vil videre.
'Jamen, I kan da ikke gå uden at sige farvel til mig,' siger Ahmed, da vi kommer ned i stueetagen igen. Han præsenterer os for en ældre mand, som inden ret længe skal op til Kashmir. . . Og de to har besluttet, at vi skal have tæppet til en meget 'special price'.
'I told him, that I made her cry,' siger Ahmed og kigger på mig. Det har rørt ham, og derfor har de besluttet at sætte prisen temmelig meget ned, og kollegaen, som skal til Kashmir kan så tage straks tage pengene med til den rette familie.
TIlbuddet er næsten ikke til at modstå, men jeg siger, at jeg vil have en tænkepause, og at det skal være ude på gaden. Jeg vil have luft!!
Vi diskuterer lidt frem og tilbage, for Ahmed mener, at vi bedst kan beslutte os, hvis vi sidder i sofaen og drikker endnu en kop te med tæppet liggende på gulvet foran os. Så ved vi, hvad vi siger ja eller nej til. Men jeg insisterer på at komme udenfor, og det ender med, at jeg får min vilje, og Ahmed følger os ud og sørger for, at der kommer en ansat med to stole til os og en anden med bakken med te og sukkerskål og sølvtang. . .
'I made you cry,' siger Ahmed. 'And I cried, too.' Fra det øjeblik, jeg kom ind i hans forretning, kom han til at tænke på sin afdøde mor. Jeg ligner hende i den grad, fortæller han mig og tager sin mobil frem. Han viser mig nogle billeder. Først af sin lille søn på et år og så et af sin mor. Jeg kan godt se en vis lighed imellem hende og mig.
Jørgen og jeg sidder i lidt tid for os selv der på fortovet med vores foryngende te, mens bilerne kører dyttende forbi, og der kommer flere tuktukker med turister, der skal ind i den fine butik. Gad vide hvor mange af dem, der egentlig skulle have været i khadishoppen ligesom os selv?
Vi tæller på knapper, overvejer at slå plat og krone. Til sidst tager Jørgen et par terninger frem. 'Slå en syv'er,' siger han. 'Så køber vi det.' Jeg slå en sekser. Det gør han også selv.
'Hvis Ahmed slår en syv'er, så køber vi det,' siger Jørgen. Vi rejser os og går ind og siger til Ahmed, at vi vil betale 12.000 rupees og ikke de 14.700, som de havde sagt.
Ahmed ser bedrøvet ud. Det er helt udelukket at slå ret meget mere af prisen, siger Ahmed og den ældre kollega fra Kashmir, som dog lige vil ringe til chefen for at høre. Imens giver Jørgen sine to terninger til Ahmed.
'Slå en syv'er. Hvis du slår en syv'er, køber vi tæppet.'
Ahmed ser skeptisk på Jørgen.
'Det var sådan nogle, vi legede med, da vi var børn. Jeg tror ikke på den slags,' siger han meget alvorligt.'Jeg tror på Gud.'
Han sætter sig alligevel på hug på gulvet og kaster terningerne. Jeg kan ikke holde masken, da han slår en syv'er.
Langt om længe har vi besluttet os, og vi sætter os igen i sofaen, mens regningen bliver gjort klar. Ahmed spørger, hvad vi laver i vores almindelige liv hjemme i Danmark, og jeg fortæller, at jeg er terapeut og hjælper folk, der har problemer af forskellig slags.
'Oh, I have a problem,' siger han og ser indtrængende på mig. Han tager sig til nakken.
'I feel pain here.'
Jeg tøver lidt, før jeg spørger, om jeg skal hjælpe ham. Han nikker.
Og mens tæppet bliver pakket ind, healer jeg Ahmeds nakke. Han ligner en ulykkelig lille dreng, og jeg kan mærke al hans bekymring og uro.
Da jeg sætter mig tilbage i sofaen, ser han forundret på mig.
'It is much better,' siger han. Så ser han på Jørgen og siger - som sandt er: 'You are a very lucky man. . . '
Nu ligger tæppet under sofabordet herhjemme, og vi har allerede snakket om at skrive til forretningen og bede om at få det lidt større tæppe sendt hertil. Tæppet, som jeg fandt fejlen i. . . For det er altså smukt og blødt, og det holder resten af vores liv og mere til, og der er ikke andre af samme slags, og jeg kunne også godt tænke mig at komme til Kashmir. . . Og hvis vi ikke skulle have været rejst hjem dagen efter besøget i Ahmeds tæppeafdeling, havde han inviteret os til middag hjemme hos sig selv. Vi ville være så velkomne, for der er nogle få mennesker, man aldrig glemmer, som han sagde til afsked.
Men det må blive næste gang, vi kommer til Delhi. . .
Ingen kommentarer:
Send en kommentar